Nu er timeglasset ved at rinde ud og det er tid til at lukke og slukke Kristoffersund, for altid. Enden på min epoke i bloggen må følge i trit med enden på de 3 års skolegang. Her til sidst vil jeg så samle tankerne overveje hvad jeg så har lært?
1. At vi er en generation af målrationelle relativister, der smyger os forbi enhver forhindring, ændrer synspunkter og skifter attitude efter egen vinding. Egoismen har sejret over os til fordel for et gennemtrumfende henkast af al moralsk dyd og værdimæssig sømmelighed. Dette faktum gemmes væk bag et slør af jovialitet og falskhed. Alt er til diskussion, men ingen vinder.
2. At de originale idéers tid er ovre. Blot negationer af tidligere tiders nyskabelse vil opstå for korte stunder, hvorefter de vil gå tabt i kommercialiseringens voldtægt. Magtmonopolerne rejser sig kun større og al innovation vil derfor ikke kunne slå igennem ved mindre end hungrende jydepøbel er klar til at fortærer det til uigenkendelighed. Popkulturen har for evigt sejret i effektiviseringens navn.
3. At demokratiet er gået neden om og hjem sammen med empirismens sammenbrud. På trods af de empiriske tankeganges sejrsgang i videnskaben, har det ikke påvirket samfundet synderligt, siden politikerne stadig opfører sig som rationalister der forudindtaget om slagets gang mener at have fundet kuren på samfundet – slankekuren. Det vil stå uændret hen indtil 3. verdenskrig alligevel vil tage livets af os alle.
4. At Rock’n’roll er dødt med idéen om et egentligt oprørs afledning. Begrebet er blot negligeret til fordel for læderjakkebeklædte overklassedrenges eskapader der går ud på at ryge joints i flæng og drikke tændvæske for at imponerer snobbede pigebørn der allerhelst vil have hus med stakit for at have en mand at dominerer. Rockmusikken er ligeså blevet opdelt i gruppen af fortabte tumper på finsprit og gruppen af prostituerede der sælger deres guitarriffs til jetset-livets luksusartikler.
5. At narkotika der ellers opstod som en progressiv tanke i opstanden imod ”det hele” og derudover hjælper på sorgerne, altid ender i næsten religiøs fanatisme i kampen for individets frihed og væren, som i selv samme narkotikarus fordufter i en sky af hjælpeløshed og eskapisme.
6. At mænd hjerner er styret af deres pik, som er styret af kvindens forførelse. Men også at kvinden er styret af samfundets stærke kønsnormer, der får dem til at løbe fortvivlede rundt i en ring som hovedløse høns. Altså er de sande romantiske dyder blot utopiske, de er derimod ligeså koldblodige som resten af de styrende kapitalsapparat, der kontrollerer normerne.
7. At man kun kan trække på skulderen over religion, der på trods af årtusinders blodsudgydelser imod menneskeheden stadig lever. Grundet, det ellers proklamerede, videnssamfunds mangel på eksistens kan vi alle blot læne os tilbage som agnostikere og blot melde os på værditabsvognen.
8. At litteraturen synger på sidste vers. Det postmoderne tankesæt har gennemsyret ungdommen og litteraturen i en sådan grad at verden er blevet for uoverskuelig at skrive om, ja og for dens sags skyld også at opstyrte – derfor kan vi godt pakke faklerne sammen og drikke en gravøl på at ungdomsoprøret aldrig vil komme. Fremover vil litteraturen blot befales endnu mere af de underholdningskrav, som Hollywood for længst har sat standarten for. Vi andre blot kan nikke rundt til som små Pinocchio’er der æder virkemidlerne råt. Måske var Goethe ikke den sidste mand der forstod verden, men den mand lever i hvert fald ikke i dag.
Når ovenstående omstændigheder så er accepterede, kan man leve videre i samfundets nu trykke rammer. For hvis man gør det, kan man aldrig blive skuffet, men kun prøve at hengive sig til tanken og håbet om at det alligevel kan lade sig gøre at leve lykkeligt og gøre et spinkelt oprør. Husk at I ikke skal hænge med hovedet, hvis I står i lort til halsen.
Det var det sidste fra mig og jeg vælger på sidste stund at dedikere denne tekst til ”Du-ved-hvem”
- Forfatter ½
fredag den 28. maj 2010
mandag den 3. maj 2010
Statusopdateringsopdatering
Dag: Mandag. Sted: Cyberspace.
Kl. 21.45: 56 venner er online på facebook
- De fleste opdateringer handler om den forekommende finale på Paradise Hotel, Det nye design på hjemmesiden og mandagens barske realiteter. Stilhed før stormen.
Kl. 21.55: 48 venner er online på facebook
- Ingen synderlig tendens til emneskift, dog bekender flere deres begejstring for finalen. Alle holder nu vejret i spænding.
Kl. 22.05: 24 venner er online på facebook
- Der er næsten ingen aktivitet på hjemmesiden. Finalen er nu startet.
Kl. 23.05: 31 venner er online på facebook
- Statusopdateringerne ændres nu til bifald af det sidste afsnit.
Solen vil skinne i morgen, epidemien er nu snart overstået og folk vil nu igen kunne dyrke det liv der ikke foregår foran TV-skærmen.
Ikke flere retarderede jyder med et ordforråd på størrelse med en miniparlør, på drukferie - Blot for en stund.
- Karl
Kl. 21.45: 56 venner er online på facebook
- De fleste opdateringer handler om den forekommende finale på Paradise Hotel, Det nye design på hjemmesiden og mandagens barske realiteter. Stilhed før stormen.
Kl. 21.55: 48 venner er online på facebook
- Ingen synderlig tendens til emneskift, dog bekender flere deres begejstring for finalen. Alle holder nu vejret i spænding.
Kl. 22.05: 24 venner er online på facebook
- Der er næsten ingen aktivitet på hjemmesiden. Finalen er nu startet.
Kl. 23.05: 31 venner er online på facebook
- Statusopdateringerne ændres nu til bifald af det sidste afsnit.
Solen vil skinne i morgen, epidemien er nu snart overstået og folk vil nu igen kunne dyrke det liv der ikke foregår foran TV-skærmen.
Ikke flere retarderede jyder med et ordforråd på størrelse med en miniparlør, på drukferie - Blot for en stund.
- Karl
mandag den 19. april 2010
Duellen
Jeg befandt mig på et goldt og sodet bjerg. Det røg op fra de sorte lavasten, som dannede bjergets overflade og rundt omkring i mellem de løse sten spyede små flammer op. Foran mig, længere oppe ad bjergets tinde stod en prægtig Zeus-ligenende figur omgivet af høje røde flammer. Hans mægtige fremtoning skræmte mig ikke og ved fuldt mod kiggede jeg ham dybt i øjne med fuldstændig zen i sindet. Han talte: ”Du har forladt dit folk! Og du ved hvad det betyder. Lad os tage duellen i bjergets inderste kammer”. Uden modstand og med god tro på egen styrke, fulgte jeg med den klart overlegne kæmpe. Det inderste kammer mindede om et maskinrum og der stod betjeningsklar produktionsmaskiner alle vegne, men ind i mellem dem, stod reoler alle beklædt med de fineste bøger af både Shakespeare, Voltaire og Goethe.
Duellen skulle straks gå i gang, da jeg pludseligt vågnede fra min bizarre drøm til lyden af mit vækkeur. Langsomt sled jeg mig ud på badeværelset, hvorefter morgenens trivielle kutyme kørte sit eget løb uden brug af hjerneaktivitet. Da jeg trådte ud i verden og forlod dørtrinnet fra min opgang, var jeg stadig omtumlet af drømmens vilde strabadser og ordene ”Du har forladt dit folk” rungede stadig i mit hoved, uden at jeg forstod det mindste af galskaben. Klokken var halv ni, så jeg kunne dog ænse mine omgivelser i modsætning til morgenen før, hvor mødetid var sat til kl. otte. Jeg havde endda også formået at få matchende sokker på og min påklædning var for en gang skyld tilpasset de vejrmæssige forhold.
Jeg tog det første og bedste tog på vej mod Kristoffersunds Gymnasium. Kupéen var fyldt med mennesker, men alligevel fik jeg snuppet en siddeplads for næsen af en midaldrende dame. Overfor sad mig en mand og læste i en pocketbook. Bogen fangede naturligvis min nysgerrighed, men jeg blev overvældet af væmmelse, da jeg opdagede, at hvad han læste, blot var en krimi. En krimi som ifølge bogens omslag havde fået fortrinlige anmeldelser. Straks følte jeg mig distanceret fra manden der ikke udnyttede sin transporttid på dannelse, men på banal underholdningslitteratur og jeg trak derfor min egen bog, ”Forvandlingen” af Franz Kafka, op af tasken for at give ham modspil og vise resten af togets pøbel, at jeg ikke var en af dem. Jeg var dog stadig for træt til helt at kunne koncentrere mig om bogens symbolske indhold og jeg faldt derfor i staver over de mange fremmede ansigter, der trods fælles nationalitet og kultur ikke på nogen måde kom hinanden ved. Bag mig sad to piger og snakkede om Paradise Hotel. Det forstyrrede mig grænseløst og styrkede kun min bitterhed på den fordummede pøbel, der hengav sig til den slags makværk. Heldigvis oplyste en kvinde i højtaleren mig om, at vi var nået den station som jeg skulle stå af på og jeg forlod hurtigt det nu tomme tog.
På stationen lå en udmattet gammel mand under sin frakke og tiggede om hjælp i form af et papkrus med en utydelig skrift på. Ingen af de tomme ansigter, som jeg var omgivet af gad at bruge kræfter på at kigge på ham, hjælpe ham eller blot tjekke om han var i live. Gad vide hvor længe folk kan ligge døde på gaden før nogen opdager det? Spurgte jeg mig selv. Men jeg kom i tanke om min engen dobbeltmoralskhed, da jeg heller ikke selv orkede at se til ham og blot lod ham ligge. Dagen før var jeg endda blevet vred over, at jeg skulle betale 500 kr. tilbage i skat og jeg følte det på det tidspunkt næsten som tyveri af mine surt optjente penge. Men det havde jeg naturligvis lykkelig glemt på det tidspunkt og selvransagende tænkte jeg for mig selv, at det vel nok var et asocialt og uretfærdigt samfund, der kunne lade en mand ligge der og sulte. Jeg skyndte mig derfor tilbage og lagde 2 kr. for så, at føle at jeg havde gjort mit til samfundet.
I metroen, som jeg blot skulle have 2 stop, kom jeg til at stå ved siden af en pige, der tiltrak al opmærksom i toget. Hun var dristigt klædt og udmærket klar over, at hun var togets midtpunkt og følte hun en stor lune derpå. Men da jeg kiggede nærmere på hende, opdagede jeg at der ingen dybde var, at spore i hendes ansigt, der på trods kønne træk hurtigt ville blive glemt. Hun var blot en tom skal, en mannequin-dukke. Jeg undrede mig over hendes tiltrækning, men drog straks parallel til både Paradise-pigerne og manden med krimien - for de var vel ligeså indholdsløse? Jeg huskede, at den sidste gang jeg kan havde mødt et indholdsrigt menneske, jeg ikke i forvejen kendte, var på en Nørrebrosk bar lørdagen før. Har folk virkelig kun indhold i fuldskaben?
I skolen masturberede jeg intellektuelt til et digt af Strunge i dansk, snakkede om den udviklede solidaritet i samfundsfag og debatterede livligt religionens betydning i det moderne samfund i Engelsk. Hele vejen i gennem på et raffineret niveau der straks ville have skræmt de mange mennesker i toget fra vid og sans.
Da jeg kom hjem fortalte TV-avisen om arbejdsløshed og krisen på Haiti på en måde, så jeg glemte det lige så hurtigt som det blev fortalt. Derefter tog Go’ aften Danmark over, men jeg måtte slukke tv’et før jeg brækkede mig af afsky over småborgerligheden. Da jeg gik i seng, var det med en følelse af tomhed. Havde jeg i virkeligheden forladt mit folk, talt over dets hoveder og var alt hvad jeg diskuterede uvedkommende for samfundet? Eller var de blot så fordummede af uvedkommende underholdning og forsnævrende verdensbilleder at jeg ikke måtte degraderer mig til deres niveau?
- Noah
Duellen skulle straks gå i gang, da jeg pludseligt vågnede fra min bizarre drøm til lyden af mit vækkeur. Langsomt sled jeg mig ud på badeværelset, hvorefter morgenens trivielle kutyme kørte sit eget løb uden brug af hjerneaktivitet. Da jeg trådte ud i verden og forlod dørtrinnet fra min opgang, var jeg stadig omtumlet af drømmens vilde strabadser og ordene ”Du har forladt dit folk” rungede stadig i mit hoved, uden at jeg forstod det mindste af galskaben. Klokken var halv ni, så jeg kunne dog ænse mine omgivelser i modsætning til morgenen før, hvor mødetid var sat til kl. otte. Jeg havde endda også formået at få matchende sokker på og min påklædning var for en gang skyld tilpasset de vejrmæssige forhold.
Jeg tog det første og bedste tog på vej mod Kristoffersunds Gymnasium. Kupéen var fyldt med mennesker, men alligevel fik jeg snuppet en siddeplads for næsen af en midaldrende dame. Overfor sad mig en mand og læste i en pocketbook. Bogen fangede naturligvis min nysgerrighed, men jeg blev overvældet af væmmelse, da jeg opdagede, at hvad han læste, blot var en krimi. En krimi som ifølge bogens omslag havde fået fortrinlige anmeldelser. Straks følte jeg mig distanceret fra manden der ikke udnyttede sin transporttid på dannelse, men på banal underholdningslitteratur og jeg trak derfor min egen bog, ”Forvandlingen” af Franz Kafka, op af tasken for at give ham modspil og vise resten af togets pøbel, at jeg ikke var en af dem. Jeg var dog stadig for træt til helt at kunne koncentrere mig om bogens symbolske indhold og jeg faldt derfor i staver over de mange fremmede ansigter, der trods fælles nationalitet og kultur ikke på nogen måde kom hinanden ved. Bag mig sad to piger og snakkede om Paradise Hotel. Det forstyrrede mig grænseløst og styrkede kun min bitterhed på den fordummede pøbel, der hengav sig til den slags makværk. Heldigvis oplyste en kvinde i højtaleren mig om, at vi var nået den station som jeg skulle stå af på og jeg forlod hurtigt det nu tomme tog.
På stationen lå en udmattet gammel mand under sin frakke og tiggede om hjælp i form af et papkrus med en utydelig skrift på. Ingen af de tomme ansigter, som jeg var omgivet af gad at bruge kræfter på at kigge på ham, hjælpe ham eller blot tjekke om han var i live. Gad vide hvor længe folk kan ligge døde på gaden før nogen opdager det? Spurgte jeg mig selv. Men jeg kom i tanke om min engen dobbeltmoralskhed, da jeg heller ikke selv orkede at se til ham og blot lod ham ligge. Dagen før var jeg endda blevet vred over, at jeg skulle betale 500 kr. tilbage i skat og jeg følte det på det tidspunkt næsten som tyveri af mine surt optjente penge. Men det havde jeg naturligvis lykkelig glemt på det tidspunkt og selvransagende tænkte jeg for mig selv, at det vel nok var et asocialt og uretfærdigt samfund, der kunne lade en mand ligge der og sulte. Jeg skyndte mig derfor tilbage og lagde 2 kr. for så, at føle at jeg havde gjort mit til samfundet.
I metroen, som jeg blot skulle have 2 stop, kom jeg til at stå ved siden af en pige, der tiltrak al opmærksom i toget. Hun var dristigt klædt og udmærket klar over, at hun var togets midtpunkt og følte hun en stor lune derpå. Men da jeg kiggede nærmere på hende, opdagede jeg at der ingen dybde var, at spore i hendes ansigt, der på trods kønne træk hurtigt ville blive glemt. Hun var blot en tom skal, en mannequin-dukke. Jeg undrede mig over hendes tiltrækning, men drog straks parallel til både Paradise-pigerne og manden med krimien - for de var vel ligeså indholdsløse? Jeg huskede, at den sidste gang jeg kan havde mødt et indholdsrigt menneske, jeg ikke i forvejen kendte, var på en Nørrebrosk bar lørdagen før. Har folk virkelig kun indhold i fuldskaben?
I skolen masturberede jeg intellektuelt til et digt af Strunge i dansk, snakkede om den udviklede solidaritet i samfundsfag og debatterede livligt religionens betydning i det moderne samfund i Engelsk. Hele vejen i gennem på et raffineret niveau der straks ville have skræmt de mange mennesker i toget fra vid og sans.
Da jeg kom hjem fortalte TV-avisen om arbejdsløshed og krisen på Haiti på en måde, så jeg glemte det lige så hurtigt som det blev fortalt. Derefter tog Go’ aften Danmark over, men jeg måtte slukke tv’et før jeg brækkede mig af afsky over småborgerligheden. Da jeg gik i seng, var det med en følelse af tomhed. Havde jeg i virkeligheden forladt mit folk, talt over dets hoveder og var alt hvad jeg diskuterede uvedkommende for samfundet? Eller var de blot så fordummede af uvedkommende underholdning og forsnævrende verdensbilleder at jeg ikke måtte degraderer mig til deres niveau?
- Noah
fredag den 9. april 2010
Columbus
Det er mærkværdigt hvordan vi unge gymnasieelever er så naive og sadistiske at vi gentagende begår de samme fejl som tidligere generation har begået om og om igen, blot for at mærke smerten eller rusen af adrenalin der bruser i blodet. Og her tænker jeg ikke på de uanede mængder af tjære, kulilte og alkohol vi udsætter os for hver fredag, lørdag og torsdag på Rust, hvis det går højt. Nej jeg tænker på langt mere ekstreme former.
Narkotika er igen blevet moderne i blandt unge på Kristoffersund, efter det i nogle år har forekommet mig en smule passé. Men ikke blot en så håndgribelig form foregår de, for mig, irrationelle handlinger. Romantikkerne lærer heller ikke af deres fejl, men ønsker gang på gang at udøve følelsesmæssig skade på sig selv igennem et rent kærlighedsjihad. De tror enten at de ofrer sig for den store romantiske sag eller også at de ved at få ar på sjælen bliver dannede og affektionelt intellektuelle, selvom det snarere virker som hæmmende på overskuddet for intellektuel dannelse. For det tager meget overskud fra ens yderligere engagement at jagte de romantiske idealer.
Det mest ekstreme tilfælde er skolens få, men alligevel opsigtsvækkende hooligans der hver weekend opsøger coke og slåskampe med bøvede tosser på skumle rockerpubbe, blot for adrenalinens skyld – og det indrømmer de endda selv blankt. Velreflekterede mennesker, der ellers ved hvad de gør, opsøger vold, hærværk og arrestationer på fuldstændig velovervejet manér. Selv er jeg træt af at høre på dem, da de endnu ikke har fattet, at ingen andre end dem selv synes, at de er seje, eller at sport er spændende for den sags skyld. Det kan måske virke lidt bizart at sammenholde disse tre eksempler, men hvad de alle har tilfælles er at man søger ud for at prøve grænser af, på trods af at grænserne er prøvet af før for en og i mange tilfælde har vist sig skadelige.
Måske er vi alle blot blaserte. Så bombarderede med udtryk, at vi søger nye veje for at rystes i grundvolden og opleve noget nyt. Ja, blot opleve noget nyt. Eller også skal man se det som en langt mere positiv ting, at vi alle er en flok Columbusser der vil ud og afsøge verden på egen hånd og er blevet trætte af ”de gamles” uddaterede råd. Men stadig forstår jeg ikke hvorfor vi ikke blot tager nogle af de 20. århundredes erfaringer til efterretning: at ideologier har slået fejl, at vold ikke frembringer noget godt og at de rationelle tanker til hver en tid vil slå de romantiske (selv om de romantiske forekommer mere æstetiske og interessante) – blot for at nævne nogle få.
På den anden side vil jeg i min lille forvirrede diskussion gerne vise min respekt for disse romantikere, ikke for deres idealer, men for deres mod og vilje. Det samme vil jeg give både ideologer og psykedelia-freaks, for trods alt at ville søge en forklaring. Men kig jer omkring? Forklaringen skal ikke findes i alle mulige ofringer og eskapader til verdens grænser, men blot foran din egen næsetip.
Men jeg tror at verden bliver mindre, mere årene. Sådan er det i hvert fald sket for alle tidligere generationer, vi går fra at ville redde en stor verden med krige og fattigdom, til at ville redde et eneste menneske vi holder kært.
Varme Hilsner Karl
Narkotika er igen blevet moderne i blandt unge på Kristoffersund, efter det i nogle år har forekommet mig en smule passé. Men ikke blot en så håndgribelig form foregår de, for mig, irrationelle handlinger. Romantikkerne lærer heller ikke af deres fejl, men ønsker gang på gang at udøve følelsesmæssig skade på sig selv igennem et rent kærlighedsjihad. De tror enten at de ofrer sig for den store romantiske sag eller også at de ved at få ar på sjælen bliver dannede og affektionelt intellektuelle, selvom det snarere virker som hæmmende på overskuddet for intellektuel dannelse. For det tager meget overskud fra ens yderligere engagement at jagte de romantiske idealer.
Det mest ekstreme tilfælde er skolens få, men alligevel opsigtsvækkende hooligans der hver weekend opsøger coke og slåskampe med bøvede tosser på skumle rockerpubbe, blot for adrenalinens skyld – og det indrømmer de endda selv blankt. Velreflekterede mennesker, der ellers ved hvad de gør, opsøger vold, hærværk og arrestationer på fuldstændig velovervejet manér. Selv er jeg træt af at høre på dem, da de endnu ikke har fattet, at ingen andre end dem selv synes, at de er seje, eller at sport er spændende for den sags skyld. Det kan måske virke lidt bizart at sammenholde disse tre eksempler, men hvad de alle har tilfælles er at man søger ud for at prøve grænser af, på trods af at grænserne er prøvet af før for en og i mange tilfælde har vist sig skadelige.
Måske er vi alle blot blaserte. Så bombarderede med udtryk, at vi søger nye veje for at rystes i grundvolden og opleve noget nyt. Ja, blot opleve noget nyt. Eller også skal man se det som en langt mere positiv ting, at vi alle er en flok Columbusser der vil ud og afsøge verden på egen hånd og er blevet trætte af ”de gamles” uddaterede råd. Men stadig forstår jeg ikke hvorfor vi ikke blot tager nogle af de 20. århundredes erfaringer til efterretning: at ideologier har slået fejl, at vold ikke frembringer noget godt og at de rationelle tanker til hver en tid vil slå de romantiske (selv om de romantiske forekommer mere æstetiske og interessante) – blot for at nævne nogle få.
På den anden side vil jeg i min lille forvirrede diskussion gerne vise min respekt for disse romantikere, ikke for deres idealer, men for deres mod og vilje. Det samme vil jeg give både ideologer og psykedelia-freaks, for trods alt at ville søge en forklaring. Men kig jer omkring? Forklaringen skal ikke findes i alle mulige ofringer og eskapader til verdens grænser, men blot foran din egen næsetip.
Men jeg tror at verden bliver mindre, mere årene. Sådan er det i hvert fald sket for alle tidligere generationer, vi går fra at ville redde en stor verden med krige og fattigdom, til at ville redde et eneste menneske vi holder kært.
Varme Hilsner Karl
lørdag den 27. marts 2010
Manifest
På Kristoffersunds Gymnasium synes det politiske åndsliv at være opdelt i to grupperinger, som uafladeligt ikke kan forenes i større perspektiv. De to grupperinger vælger jeg at kalde "utopisterne" og "rationalisterne". Når denne separering så er truffet, skal det dog nævnes, at vores kære skole har mange politisk interesserede elever - debatlystne, engagerede og tolerante. Men min opdeling er baseret, udelukkende, på de politisk aktive elever. Lad os så se lidt på de to kategorier jeg opstiller. Det skal dog siges, at jeg tillader, at disse er en smule brogede og ukonkrete.
Utopisterne er dem, der har politiske visioner og gerne ser det hele i et større perspektiv på trods af, at de også kan engagere sig i enkeltsager, så som et nyt fritidshjem på Dortheavej. De afskyr al slags bureaukrati og romantiserer derimod gerne deres politik. Deres store perspektiv og stærkt romantiserede forhold til politikken afskærer dem ofte mulighed for at gennemføre deres visioner, men dette afholder dem ikke i deres kamp imod hele verden, den styrker næsten deres, til tider fanatiske, tro på deres idealer. De finder ro i et have et fast verdensbillede, som det f.eks. er tilfældet med den håndfuld marxister der går på skolen. Forbitret står de på barrikaden så snart en ny nedskæring rammer skolen og de spiser sig aldrig af med hvad kapitalens lejesvende giver dem, de tager gerne hele hånden i deres, undskyld mig, håbløse kamp i mod systemet. Men alligevel finder de en stor trøst i deres ideologi, som giver dem et håndgribeligt skema til at anskue dem komplicerede verden på. Dog har de problemer med legitimation af deres midler, som for utopisterne snarere omfatter vold og sabotage end diplomati. Fælles for den brogede skarer er, at de alle i al oprigtighed tror og kæmper for deres visioner og det respekterer jeg dem for.
Rationalisterne derimod åler sig gerne rundt i de politiske holdninger. Deres visioner er kortsigtede og bøjelige, de tilpasses i højere grad efter deres omgivelser. Kompromis er deres vigtigste middel, og for nogle af dem bliver det næsten et mål i sig selv. Deres spilles altid med sikrer kort, for man vil hellere have magten og diplomatiet, end man vil have sine holdninger ført igennem. Rationalisterne er desværre dem der altid kommer til magten og det er mange af dem, der sidder på topposterne i ungdomspartierne og senere inde på Kristoffersborg. De har sjældent moralske skrubler med at stikke knive i ryggen på deres medspillere og tænker kun på personlig fremgang - på trods af at de gerne vil ligne utopisterne som visionære drømmere. Men i virkeligheden er de noget så pragmatiske og har slet ingen idealer. Min afsky er for disse forlorne prostituerede er enorm, og det nærer kun min mistro til den danske stat.
Vores kære AT 10 darling, Max Weber, ville nok karakterisere rationalisterne til at være målrationelle og utopister til at være værdirationelle og den overbevisning vil jeg gerne tilslutte mig.
Mig selv? Jeg har opgivet politik for længe siden, for jeg har hverken lyst til at sælge min sjæl til magtens tinde eller ende desillusioneret og frustreret. Jeg finder min ro i kulturen og affinder mig med at stå uden for indflydelse. Det er nu en gang også nemmest bare at være uansvarlig uenig.
- Noah
Utopisterne er dem, der har politiske visioner og gerne ser det hele i et større perspektiv på trods af, at de også kan engagere sig i enkeltsager, så som et nyt fritidshjem på Dortheavej. De afskyr al slags bureaukrati og romantiserer derimod gerne deres politik. Deres store perspektiv og stærkt romantiserede forhold til politikken afskærer dem ofte mulighed for at gennemføre deres visioner, men dette afholder dem ikke i deres kamp imod hele verden, den styrker næsten deres, til tider fanatiske, tro på deres idealer. De finder ro i et have et fast verdensbillede, som det f.eks. er tilfældet med den håndfuld marxister der går på skolen. Forbitret står de på barrikaden så snart en ny nedskæring rammer skolen og de spiser sig aldrig af med hvad kapitalens lejesvende giver dem, de tager gerne hele hånden i deres, undskyld mig, håbløse kamp i mod systemet. Men alligevel finder de en stor trøst i deres ideologi, som giver dem et håndgribeligt skema til at anskue dem komplicerede verden på. Dog har de problemer med legitimation af deres midler, som for utopisterne snarere omfatter vold og sabotage end diplomati. Fælles for den brogede skarer er, at de alle i al oprigtighed tror og kæmper for deres visioner og det respekterer jeg dem for.
Rationalisterne derimod åler sig gerne rundt i de politiske holdninger. Deres visioner er kortsigtede og bøjelige, de tilpasses i højere grad efter deres omgivelser. Kompromis er deres vigtigste middel, og for nogle af dem bliver det næsten et mål i sig selv. Deres spilles altid med sikrer kort, for man vil hellere have magten og diplomatiet, end man vil have sine holdninger ført igennem. Rationalisterne er desværre dem der altid kommer til magten og det er mange af dem, der sidder på topposterne i ungdomspartierne og senere inde på Kristoffersborg. De har sjældent moralske skrubler med at stikke knive i ryggen på deres medspillere og tænker kun på personlig fremgang - på trods af at de gerne vil ligne utopisterne som visionære drømmere. Men i virkeligheden er de noget så pragmatiske og har slet ingen idealer. Min afsky er for disse forlorne prostituerede er enorm, og det nærer kun min mistro til den danske stat.
Vores kære AT 10 darling, Max Weber, ville nok karakterisere rationalisterne til at være målrationelle og utopister til at være værdirationelle og den overbevisning vil jeg gerne tilslutte mig.
Mig selv? Jeg har opgivet politik for længe siden, for jeg har hverken lyst til at sælge min sjæl til magtens tinde eller ende desillusioneret og frustreret. Jeg finder min ro i kulturen og affinder mig med at stå uden for indflydelse. Det er nu en gang også nemmest bare at være uansvarlig uenig.
- Noah
lørdag den 13. marts 2010
Om at give alting væk
Det at afgive alting er egentlig en spøjs ting. Herunder er der flere spøjse elementer. Som sådan kan det være både nyttigt og rationelt at give alt fra sig, eksempelvis hvis det er med det formål, at få alt igen fra modparten. Det er vel dét, der må karakteriseres som hengivenhed, det nogen kalder kærlighed. Men sjældent, spøjst nok, vil nogen modtage alt man ejer, de bliver enten skræmte over det ansvar de får af at passe på de mange gaver eller også finder de det blot kedsommeligt. Pludselig skal modtageren ikke kæmpe for at få alt det den anden ejer, de får det simpelthen foræret. Og her stopper logikken og derfor bliver det spøjst. Kedsomheden opstår når der ikke er mere at få, ikke mere at kæmpe for, ikke mere at lave - og her burde man ellers mene at lykken ville opstå.
For burde lykken ikke opstå når succesen var gennemført, vundet og man havde tilegnet sig samtlige goder? Nej, for lykken opstår på vej hen til kedsomheden. Det er også derfor kloge børn aldrig keder sig, fordi de altid har en ny destination. Livet bliver ikke trivielt, det kan udvikle sig og blive dynamisk, og dermed opstår lykken pludselig. Og deri ligger måske svaret på hvorfor folk ikke vil have at jeg giver dem alting - de vil trække den lykkelige rejse ud.
Ikke at det holder mig tilbage, for spøjst nok giver jeg ikke alt væk for modtagerens skyld. Som når man afgiver en partikulær gave til et familiemedlem for at se vedkommende lyse op af glæde, af lykke. Jeg gør det, irrationelt nok, for min egen skyld. Jeg husker tydeligt hvordan jeg ustandseligt løb og led igennem flere kilometer da jeg som lille spillede fodbold, ikke for mine holdkammerater, ikke for min træner og heller ikke for bolden. Jeg løb for mig selv, blot for at være på vej - til den næste sejr som dog hurtigt var glemt. Sejren gav ikke lykke, det gjorde kampen for sejr. Ligesådan er det her. Når jeg møder et menneske og denne inderlige trang til at afgive alt, opstår så afgiver jeg dette 'alt', velvidende om at det hverken er gunstigt eller logisk.
Vreden opstår, til min store fortvivlelse, i mig når en person ikke vil modtage alt det jeg giver, alt det jeg har. Men følelsen manes hurtigt til jorden, for jeg søger jo ikke modtagerens anerkendelse. Jeg ønsker selvanerkendelse, følelsen af at jeg er et godt menneske, prædikeret af mig selv. Endnu en gang forekommer det mig spøjst. Selvanerkendelse er jo så håndgribeligt, man skulle mene at jeg selv havde mulighed for at kunne donere mig selv anerkendelse som jeg ønskede den, men sådan hænger det ikke sammen, den skal jeg gøre mig fortjent til. At yde for at nyde, jeg har egentlig altid hadet det ordsprog og modsvaret: "hvorfor dog yde, hvis det ikke er nødvendigt for at nyde?". Fordi ydelsen er hele lykken i sig selv, måske.
Snart er jeg færdig med min tid på kristoffersund, snart er jeg efterladt uden alt det jeg har givet væk, alt det jeg ejede. Men jeg fortvivler jeg ikke, for lykken fandt jeg på vejen. Men heri underkender jeg heller ikke den frustration det er, når HUN ikke vil modtage det jeg yder, det jeg afgiver.
Derudover har jeg ingen svar, men spørgsmålet er vel også lykke nok i sig selv?
- Robbin
For burde lykken ikke opstå når succesen var gennemført, vundet og man havde tilegnet sig samtlige goder? Nej, for lykken opstår på vej hen til kedsomheden. Det er også derfor kloge børn aldrig keder sig, fordi de altid har en ny destination. Livet bliver ikke trivielt, det kan udvikle sig og blive dynamisk, og dermed opstår lykken pludselig. Og deri ligger måske svaret på hvorfor folk ikke vil have at jeg giver dem alting - de vil trække den lykkelige rejse ud.
Ikke at det holder mig tilbage, for spøjst nok giver jeg ikke alt væk for modtagerens skyld. Som når man afgiver en partikulær gave til et familiemedlem for at se vedkommende lyse op af glæde, af lykke. Jeg gør det, irrationelt nok, for min egen skyld. Jeg husker tydeligt hvordan jeg ustandseligt løb og led igennem flere kilometer da jeg som lille spillede fodbold, ikke for mine holdkammerater, ikke for min træner og heller ikke for bolden. Jeg løb for mig selv, blot for at være på vej - til den næste sejr som dog hurtigt var glemt. Sejren gav ikke lykke, det gjorde kampen for sejr. Ligesådan er det her. Når jeg møder et menneske og denne inderlige trang til at afgive alt, opstår så afgiver jeg dette 'alt', velvidende om at det hverken er gunstigt eller logisk.
Vreden opstår, til min store fortvivlelse, i mig når en person ikke vil modtage alt det jeg giver, alt det jeg har. Men følelsen manes hurtigt til jorden, for jeg søger jo ikke modtagerens anerkendelse. Jeg ønsker selvanerkendelse, følelsen af at jeg er et godt menneske, prædikeret af mig selv. Endnu en gang forekommer det mig spøjst. Selvanerkendelse er jo så håndgribeligt, man skulle mene at jeg selv havde mulighed for at kunne donere mig selv anerkendelse som jeg ønskede den, men sådan hænger det ikke sammen, den skal jeg gøre mig fortjent til. At yde for at nyde, jeg har egentlig altid hadet det ordsprog og modsvaret: "hvorfor dog yde, hvis det ikke er nødvendigt for at nyde?". Fordi ydelsen er hele lykken i sig selv, måske.
Snart er jeg færdig med min tid på kristoffersund, snart er jeg efterladt uden alt det jeg har givet væk, alt det jeg ejede. Men jeg fortvivler jeg ikke, for lykken fandt jeg på vejen. Men heri underkender jeg heller ikke den frustration det er, når HUN ikke vil modtage det jeg yder, det jeg afgiver.
Derudover har jeg ingen svar, men spørgsmålet er vel også lykke nok i sig selv?
- Robbin
mandag den 8. marts 2010
En besked
Vi bryder endnu engang med bloggens metaplan for at bringe jer en speciel og dybfølt meddelelse.
Her på Kristoffersund anser vi ikke blot os selv som en fiktiv spejling af en ungdom i krise, den form som du kender og elsker, men også så meget mere end det. Vi lever i en tid hvor den globale befolkning står over for et væld af udfordringer, både sociopolitisk og spirituelt. Vi vil derfor bede jer ærbødigst at besøge nedenstående link, i håb om at du også vil føle vores trang til at kæmpe for den gode sag.
Ydmygt takker vi jer på forhånd, må i fare vel på jeres ungdomsfærd.
-Redaktionen.
torsdag den 4. marts 2010
68 anno 10
Meningsløsheden har for alvor slået igennem på Kristoffersund. Det er også logisk nok ud fra den betragtning af, at vi unge er blevet negligeret siden barnsben. De voksne informerede os tidligt om at vi blot var fucked-up curling-børn, uden forstand på livets smerter - fordrukne egoister uden værdier og normer, eller akademisk sagt: postmoderne møgunger.
Men det er jo gået glimrende indtil nu, vi er glædeligt blevet pacificeret af velstand og warcraft, bjørkvin og breezers. Og så har vi nok kunnet leve med årlige nedskæringer og lidt dyrere forbrugsgoder, for vores forældre havde jo alligevel råd til at feje vores dørtrin. Men pludselig skete der noget. Der kom en finanskrise, så en økonomisk krise og nu endda en recession. Pludselig skinnede absurditeterne igennem og vores nedslidte uddannelsesinstitutioner kunne ikke længere sikre os fryd og gammen. Udenfor uddannelsessystemets trykke favn venter nemlig arbejd - og meningsløsheden og som en tikkende bombe klar til at springe alle vores forhåbninger til den usynlige hånd i stykker på et splitsekund.
Og hvad er så svaret? At vi bevæbner os med frontladede maskingevær og fakler for en storm på paladset, næppe? Men det er i hvert fald ikke hvad vores selverklærede intellektuelle avantgarde, Noah, søger flugt i. Med sit underspillede, men overlegne Voltaire-smil sidder han klar til at pille digniteten af os med et sviptag med en gang eksistentialistisk ævl. Jeg skal villigt indrømme at tankerne har strejfet mig og de virker lokkende. Det er nu en gang det nemmeste blot at læne sig tilbage og nyde at man har regnet hele verden ud fordi den stopper ved ens egen næsetip og resten derude blot er absurd og irrationelt. Men dette gør ikke den ydre verden formålsløs, for der er masser at kæmpe for. Eksistentialismen er derfor kun for krysterne der stikker halen mellem benene og ikke tager kampen op for et meningsfyldt samfund. Hvad Noah burde gøre er derfor at tørre sit fedtede Voltaire-smil af og hjælpe os andre Sisofys'er bære stenen op ad bjerget og holde den der.
Jeg er sikker på at oprøret snart skal finde sted. Med Løkkes nye visioner for Danmark ser tendensen ud til at fortsætte, alt det sjove og skæve bliver taget fra os (Cigaretter, Øl og SU) for blot at gøre os til tal, i en sådan grad at man fristes til at synge med på "Another Brick in The Wall". Men tallene vil gøre oprør, de vil tælle til 68 og så vil alle deres opbyggede frustrationer få frit løb som vi så forsmag på da vores bibliotek blev brændt ned, efter nogen havde talt til 69. Noah, min belæste ven, du kan være katalysator for det her bitre opgør, hvor vi gerne skulle finde tilbage til fællesskabet og vise verden at postmodernismen var midlertidig og overfladisk.
En ting er sikkert, det skæve er væk og den interessebaserede rationalitet er i højsædet, men kun på lånt tid. Ophobningen er overdimensioneret ude fra Danmarks gustne vægge ligger sydeuropæere på randen til statsbankerot, protektionisme truer med at splitte Europa's nye grundsten, EU og arbejdsløsheden er ved at løbe løbsk. Spørgsmålet er om vi vil være med når bægeret flyder over, for noget siger mig at det vil starte hos ungdommen der nu har oplevet så meget.
Må fortsættelse, please, følge!
- Joseph
Men det er jo gået glimrende indtil nu, vi er glædeligt blevet pacificeret af velstand og warcraft, bjørkvin og breezers. Og så har vi nok kunnet leve med årlige nedskæringer og lidt dyrere forbrugsgoder, for vores forældre havde jo alligevel råd til at feje vores dørtrin. Men pludselig skete der noget. Der kom en finanskrise, så en økonomisk krise og nu endda en recession. Pludselig skinnede absurditeterne igennem og vores nedslidte uddannelsesinstitutioner kunne ikke længere sikre os fryd og gammen. Udenfor uddannelsessystemets trykke favn venter nemlig arbejd - og meningsløsheden og som en tikkende bombe klar til at springe alle vores forhåbninger til den usynlige hånd i stykker på et splitsekund.
Og hvad er så svaret? At vi bevæbner os med frontladede maskingevær og fakler for en storm på paladset, næppe? Men det er i hvert fald ikke hvad vores selverklærede intellektuelle avantgarde, Noah, søger flugt i. Med sit underspillede, men overlegne Voltaire-smil sidder han klar til at pille digniteten af os med et sviptag med en gang eksistentialistisk ævl. Jeg skal villigt indrømme at tankerne har strejfet mig og de virker lokkende. Det er nu en gang det nemmeste blot at læne sig tilbage og nyde at man har regnet hele verden ud fordi den stopper ved ens egen næsetip og resten derude blot er absurd og irrationelt. Men dette gør ikke den ydre verden formålsløs, for der er masser at kæmpe for. Eksistentialismen er derfor kun for krysterne der stikker halen mellem benene og ikke tager kampen op for et meningsfyldt samfund. Hvad Noah burde gøre er derfor at tørre sit fedtede Voltaire-smil af og hjælpe os andre Sisofys'er bære stenen op ad bjerget og holde den der.
Jeg er sikker på at oprøret snart skal finde sted. Med Løkkes nye visioner for Danmark ser tendensen ud til at fortsætte, alt det sjove og skæve bliver taget fra os (Cigaretter, Øl og SU) for blot at gøre os til tal, i en sådan grad at man fristes til at synge med på "Another Brick in The Wall". Men tallene vil gøre oprør, de vil tælle til 68 og så vil alle deres opbyggede frustrationer få frit løb som vi så forsmag på da vores bibliotek blev brændt ned, efter nogen havde talt til 69. Noah, min belæste ven, du kan være katalysator for det her bitre opgør, hvor vi gerne skulle finde tilbage til fællesskabet og vise verden at postmodernismen var midlertidig og overfladisk.
En ting er sikkert, det skæve er væk og den interessebaserede rationalitet er i højsædet, men kun på lånt tid. Ophobningen er overdimensioneret ude fra Danmarks gustne vægge ligger sydeuropæere på randen til statsbankerot, protektionisme truer med at splitte Europa's nye grundsten, EU og arbejdsløsheden er ved at løbe løbsk. Spørgsmålet er om vi vil være med når bægeret flyder over, for noget siger mig at det vil starte hos ungdommen der nu har oplevet så meget.
Må fortsættelse, please, følge!
- Joseph
fredag den 26. februar 2010
Gymnasieelevens guide til jomfruer
Jomfruen er en ganske almindelig art her på Kristoffersunds Gymnasium, men for at kunne håndtere dem, må man have lidt baggrundsviden. Den, dog lidt stereotype, identifikation følger her:
Jomfruer færdes ofte i flokke af varierende mængder. Flokkens funktion tjener, ud over venskabelighed, at værne om jomfruens kæreste eje, mødommen. Jomfruen får ofte et moderligt forhold til mødommen, men med en vis ambivalens. Mødommen forekommer på den ene side at være jomfruens kæreste eje og samtidig bliver den for mange en klods om benet. Derfor har jomfruen også et stort behov for at skaffe sig af med denne, blot på den rigtige måde – for ligesom med børn skal mødommen skilles med jomfruen på en ryddelig måde uden de store kontroverser. Når jomfruen har smidt sin mødom, opnår den, hvis det går ordentligt til, dernæst et højere stadie af status (Nøjagtigt som med pokemons).
I flokken foregår der derfor en vis gensidig beskyttelse så et led af gruppen ikke frafalder mødommen ved en tilfældighed eller under påvirkning af alkoholiske drikke – derfor kan jomfruens flok for andre forekomme som ”cockblockers”. Det ses eksempelvis i flokkens systematiske indbyrdes aftaler om tid og sted for udhvil efter en festivitas. Pas derfor på med at bruge hele din aften i selskab med jomfruer, hvis du har håb om ”punani”. Hold i hvert fald øje med hvad flokken foretager sig, og hyr evt. en ”wingman” til afledning.
Jomfruens kendetegn er ofte godt kamuflerede, da jomfruen af gådefulde årsager ikke vil skilte med sin status – det bliver af dem selv, på trods af sagens naturlighed, opfattet som et tabu. Selvom der ingen fysiske tegn (ud over abnorm grimhed) er, kan man benytte sig af visse pejlemærker igennem samtaler. En måde er, varsomt at samtale om sex – her vil jomfruen i forsvar enten tale humoristisk eller perverteret om sex, igen for at kamuflere hendes manglende kyndighed på faget, der vil derfor ikke forekomme nogen seriøsitet på spørgsmålet. (Fnisen kan opstå fra jomfruens side).
Når man sådan samtaler med jomfruen skal man have en stor påpasselighed. F.eks. går det ikke med perverse og uanstændige jokes, de skal helst falde sobre. I stedet skal man gardere og armere sig med et godt arsenal af selvironi, jomfruen vil nemlig gøre alt for at afsløre dine intentioner og med en stærk sarkasme vil hun arbejde for at gennemhulle dig således at din selvsikkerhed ikke overstiger jomfruens. Denne proces kan med de mange forholdsregler godt forekomme en smule kafkask, men man kan skude nogle små genveje. Lær f.eks. at kunne tale med på Jeff Buckley, Thomas Dybdahl og Audrey Hepburn-film til at vise lidt følsomhed og troværdighed (men husk for guds skyld at tillægge dig selv lidt maskulinitet). Den modsatte vej, som har virket for mange er, modsat den blide og følsomme vej, at være klodens største røvhul. For erfaringer viser at mødommen, hvor lidt jomfruen end ønsker det, ofte tilfalder den der mindst har fortjent det og med 100 % sikkerhed vil skide på deres emotionelle side.
Men kære elever! Frygt ej for jomfruen, de er ofte skolens sødeste og mest velovervejede personer og de er endnu ikke fordærvede af gymnasieelevers maniske sexfiksering. Den vil helt sikkert allerede være en af dine bedste venner.
- Frederik
Jomfruer færdes ofte i flokke af varierende mængder. Flokkens funktion tjener, ud over venskabelighed, at værne om jomfruens kæreste eje, mødommen. Jomfruen får ofte et moderligt forhold til mødommen, men med en vis ambivalens. Mødommen forekommer på den ene side at være jomfruens kæreste eje og samtidig bliver den for mange en klods om benet. Derfor har jomfruen også et stort behov for at skaffe sig af med denne, blot på den rigtige måde – for ligesom med børn skal mødommen skilles med jomfruen på en ryddelig måde uden de store kontroverser. Når jomfruen har smidt sin mødom, opnår den, hvis det går ordentligt til, dernæst et højere stadie af status (Nøjagtigt som med pokemons).
I flokken foregår der derfor en vis gensidig beskyttelse så et led af gruppen ikke frafalder mødommen ved en tilfældighed eller under påvirkning af alkoholiske drikke – derfor kan jomfruens flok for andre forekomme som ”cockblockers”. Det ses eksempelvis i flokkens systematiske indbyrdes aftaler om tid og sted for udhvil efter en festivitas. Pas derfor på med at bruge hele din aften i selskab med jomfruer, hvis du har håb om ”punani”. Hold i hvert fald øje med hvad flokken foretager sig, og hyr evt. en ”wingman” til afledning.
Jomfruens kendetegn er ofte godt kamuflerede, da jomfruen af gådefulde årsager ikke vil skilte med sin status – det bliver af dem selv, på trods af sagens naturlighed, opfattet som et tabu. Selvom der ingen fysiske tegn (ud over abnorm grimhed) er, kan man benytte sig af visse pejlemærker igennem samtaler. En måde er, varsomt at samtale om sex – her vil jomfruen i forsvar enten tale humoristisk eller perverteret om sex, igen for at kamuflere hendes manglende kyndighed på faget, der vil derfor ikke forekomme nogen seriøsitet på spørgsmålet. (Fnisen kan opstå fra jomfruens side).
Når man sådan samtaler med jomfruen skal man have en stor påpasselighed. F.eks. går det ikke med perverse og uanstændige jokes, de skal helst falde sobre. I stedet skal man gardere og armere sig med et godt arsenal af selvironi, jomfruen vil nemlig gøre alt for at afsløre dine intentioner og med en stærk sarkasme vil hun arbejde for at gennemhulle dig således at din selvsikkerhed ikke overstiger jomfruens. Denne proces kan med de mange forholdsregler godt forekomme en smule kafkask, men man kan skude nogle små genveje. Lær f.eks. at kunne tale med på Jeff Buckley, Thomas Dybdahl og Audrey Hepburn-film til at vise lidt følsomhed og troværdighed (men husk for guds skyld at tillægge dig selv lidt maskulinitet). Den modsatte vej, som har virket for mange er, modsat den blide og følsomme vej, at være klodens største røvhul. For erfaringer viser at mødommen, hvor lidt jomfruen end ønsker det, ofte tilfalder den der mindst har fortjent det og med 100 % sikkerhed vil skide på deres emotionelle side.
Men kære elever! Frygt ej for jomfruen, de er ofte skolens sødeste og mest velovervejede personer og de er endnu ikke fordærvede af gymnasieelevers maniske sexfiksering. Den vil helt sikkert allerede være en af dine bedste venner.
- Frederik
søndag den 21. februar 2010
onsdag den 3. februar 2010
Et soloridt i de høje bjerge
Frederik der netop har taget et sug af sin smøg er lige ved at kvæles i røgen, da min nyhed fremprovokerer et heftigt hosteanfald. Det er en underlig tendens mennesker har, det med at hoste af forskrækkelse når nogen bringer noget kontroversielt op. Hans forvrængede ansigt erstattes hurtigt af et skeptisk stirrende blik da hosten er drevet over og han gentager mistroisk mine ord: "Du er blevet forelsket, siger du?"
Jeg nikker ivrigt, med hvad der forekommer mig at være, mit mest overbevisende smil. Hans skepticisme afløses af forskrækkelse og han ænser ikke længere smøgen i sin højre hånd. "I hvem dog?" spørger han og jeg forsikrer ham, så godt jeg kan om, at det ikke har nogen relevans. "Neej fortæl mig det, jeg er din ven, sådan noget skal jeg da vide." svarer han, da det går op for ham at det er noget jeg mener seriøst. Han prøver uden oprigtighed at overbevise mig om at han nu bakker op om idéen, men uden succes da jeg kender ham godt nok til at vide, at han lige nu tænker at jeg må have slået hovedet.
Da han opdager at han alligevel ikke kan få lokket et navn ud af mig, går han på kompromis og spørger ind til om jeg har været sammen med hende. Hans metoder er nemme for mig at gennemskue - Frederik kender de fleste af dem jeg har været sammen med og han lægger derfor op til at bruge "Hvem-er-hvem-metoden" (også kendt som udelukkelsesmetoden). Mit svar er, tro mig, den skindbarlige sandhed, men det kommer alligevel voldsomt bag på Frederik da jeg svarer: "Nææ det har jeg ikke og jeg har sådan set heller ikke tænkt mig at være det." Da hans mistro nu står åben, i lys lue, kan jeg ikke undgå at forklare mig yderligere og udbygger forklaringen: "Muligvis vil min krop gerne at jeg elskede med hende, men jeg vil nægte den det. På den måde kan jeg opretholde fascinationen - Jeg skulle jo nødigt kende alle hemmelighederne bag tøjet."
Han kan ikke længere holde sig tilbage og udbryder med en fortrængt latter: "Du er altså ikke dig selv idag." Men han forstår sig ikke på platonisk kærlighed, i dag er jeg lige præcis mig selv, for idag ved jeg hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jeg føler mig pludselig i live, som om jeg er vågnet op fra en drøm - dog uden at det skal forstås som om jeg er blevet ramt af et lyn, eller amors pil. Det er vokset i mig og blevet en fastholdende, knugende følelse - en følelse jeg dyrker.
Da han ikke orker at tage den seriøse samtale, undviger han og prøver at tale til mit gamle jeg. "Er hun lækker?" Men da jeg ikke har udviklet en skizofreni hen over natten, svarer jeg velovervejet og konfirmerer: "Jaa, gu er hun så! Jeg har aldrig oplevet noget lignende." Endnu en gang taler jeg lige fra posen, for fascination er netop så stor, at selv hendes dobbelthage bliver yndefuld. Det er netop alle hendes små fejl der gør hende så smuk, ja næsten guddommelig. Det er også derfor jeg ikke agter, at gå i seng med hende - for efter sex opstår der altid en følelse af ubehag. Pludselig vises det at ophidselsen blot var et slør og hendes fejl bliver nu synlige for mine før så stimulerede øjne.
Frederik befinder sig stadig på herrens mark - han har aldrig oplevet mig sådan her før og jeg må imødekomme hans fortvivlelse. Jeg forsikrer ham om at han ikke skal være bekymret og dunker ham i brystet. "Du må forstår, Frederik, det er min forelskelse der er ingen andre der må være med, heller ikke du?".
Nu ser jeg, at det jeg ellers troede var et klogt træk kun gjorde ham endnu mere forvirret. "Hvad mener du, ved hun ikke om din forelskelse?" spørger han, nu konfronterende, og jeg svarer: "Well, det ved jeg ikke, det betyder ikke så meget, for hun må alligevel ikke være med." Han opdager igen cigaretten i hånden, fordi han er blevet træt af, at høre på mig. Han kigger på mig som om jeg skulle blive pinlig berørt og afslutter samtalen med at forklare at han er for træt til en sådan samtale kl. 09 om morgenen, lige før at han skal snyde sin tysk-lærer til at tro at han har læst op på Goethe siden sidst.
Han forstår det ikke, og det er også okay. Hvordan skulle han også det? Det er jo ikke kærlighed - for lighed er der jo ikke meget af i mit forhold til den pågældende pige. Jeg ved bare at jeg har digterne på min side, for når man er forelsket, så handler al litteratur om en selv. Det hele bliver identificerbart og Goethe får lige pludselig ret i det hele, for jeg oplever det jo selv.
Det er gået op for mig at det ikke handler om hvad livet er, men om dets indhold.
- Robbin
Jeg nikker ivrigt, med hvad der forekommer mig at være, mit mest overbevisende smil. Hans skepticisme afløses af forskrækkelse og han ænser ikke længere smøgen i sin højre hånd. "I hvem dog?" spørger han og jeg forsikrer ham, så godt jeg kan om, at det ikke har nogen relevans. "Neej fortæl mig det, jeg er din ven, sådan noget skal jeg da vide." svarer han, da det går op for ham at det er noget jeg mener seriøst. Han prøver uden oprigtighed at overbevise mig om at han nu bakker op om idéen, men uden succes da jeg kender ham godt nok til at vide, at han lige nu tænker at jeg må have slået hovedet.
Da han opdager at han alligevel ikke kan få lokket et navn ud af mig, går han på kompromis og spørger ind til om jeg har været sammen med hende. Hans metoder er nemme for mig at gennemskue - Frederik kender de fleste af dem jeg har været sammen med og han lægger derfor op til at bruge "Hvem-er-hvem-metoden" (også kendt som udelukkelsesmetoden). Mit svar er, tro mig, den skindbarlige sandhed, men det kommer alligevel voldsomt bag på Frederik da jeg svarer: "Nææ det har jeg ikke og jeg har sådan set heller ikke tænkt mig at være det." Da hans mistro nu står åben, i lys lue, kan jeg ikke undgå at forklare mig yderligere og udbygger forklaringen: "Muligvis vil min krop gerne at jeg elskede med hende, men jeg vil nægte den det. På den måde kan jeg opretholde fascinationen - Jeg skulle jo nødigt kende alle hemmelighederne bag tøjet."
Han kan ikke længere holde sig tilbage og udbryder med en fortrængt latter: "Du er altså ikke dig selv idag." Men han forstår sig ikke på platonisk kærlighed, i dag er jeg lige præcis mig selv, for idag ved jeg hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jeg føler mig pludselig i live, som om jeg er vågnet op fra en drøm - dog uden at det skal forstås som om jeg er blevet ramt af et lyn, eller amors pil. Det er vokset i mig og blevet en fastholdende, knugende følelse - en følelse jeg dyrker.
Da han ikke orker at tage den seriøse samtale, undviger han og prøver at tale til mit gamle jeg. "Er hun lækker?" Men da jeg ikke har udviklet en skizofreni hen over natten, svarer jeg velovervejet og konfirmerer: "Jaa, gu er hun så! Jeg har aldrig oplevet noget lignende." Endnu en gang taler jeg lige fra posen, for fascination er netop så stor, at selv hendes dobbelthage bliver yndefuld. Det er netop alle hendes små fejl der gør hende så smuk, ja næsten guddommelig. Det er også derfor jeg ikke agter, at gå i seng med hende - for efter sex opstår der altid en følelse af ubehag. Pludselig vises det at ophidselsen blot var et slør og hendes fejl bliver nu synlige for mine før så stimulerede øjne.
Frederik befinder sig stadig på herrens mark - han har aldrig oplevet mig sådan her før og jeg må imødekomme hans fortvivlelse. Jeg forsikrer ham om at han ikke skal være bekymret og dunker ham i brystet. "Du må forstår, Frederik, det er min forelskelse der er ingen andre der må være med, heller ikke du?".
Nu ser jeg, at det jeg ellers troede var et klogt træk kun gjorde ham endnu mere forvirret. "Hvad mener du, ved hun ikke om din forelskelse?" spørger han, nu konfronterende, og jeg svarer: "Well, det ved jeg ikke, det betyder ikke så meget, for hun må alligevel ikke være med." Han opdager igen cigaretten i hånden, fordi han er blevet træt af, at høre på mig. Han kigger på mig som om jeg skulle blive pinlig berørt og afslutter samtalen med at forklare at han er for træt til en sådan samtale kl. 09 om morgenen, lige før at han skal snyde sin tysk-lærer til at tro at han har læst op på Goethe siden sidst.
Han forstår det ikke, og det er også okay. Hvordan skulle han også det? Det er jo ikke kærlighed - for lighed er der jo ikke meget af i mit forhold til den pågældende pige. Jeg ved bare at jeg har digterne på min side, for når man er forelsket, så handler al litteratur om en selv. Det hele bliver identificerbart og Goethe får lige pludselig ret i det hele, for jeg oplever det jo selv.
Det er gået op for mig at det ikke handler om hvad livet er, men om dets indhold.
- Robbin
Kristoffersborg
Det har været længe undervejs, og her kommer det så - mit første blogindlæg. Det er jo blevet frygteligt populært at lege forfatter på Kristoffersunds Gymnasium så det var vel på tide at jeg skulle afprøve trenden. Bloggen er et spøjst medie hvor diverse ligegyldigheder publicerer deres ævl ud til resten af verden, der i sjælden grad læser med.
Jeg har læst dem alle med mere eller mindre fornøjelse. Åndsfortærende modeblogs med billeder der alle vil kunne findes på cover.dk, semi-gode poesiblogs, kvinders Virginia-Woolf/stream-of-consiousness-inspirerede anmeldelser af deres eget liv og nogle pseudo-filosofiske gymnasieelevers fiktionsunivers der forsøger at afdække alle de holdninger de ikke selv vil stå ved at have. Alle de typer blogs har det tilfældes at de er udtryk for nogle unge menneskers uomtvistelige behov for selvpromovering.
Det falder pudsigt nok sammen med, at alle de dannede mennesker har det samme store behov for at udgive deres memoir i papirform. Deres værker er udtryk for en generel misforståelse af litteratur. De tror fuldstændig uovervejet at alle deres oplevelser vil interessere andre mennesker, men litteratur bliver altså ikke en bjælde mere vedkommende for andre mennesker bare fordi man har oplevet Cuba-kriser eller set et vandfald i Brasilien. Nej i litteraturen er det, det indre liv der gør værket spændende. Hvad Jakob Ejersbo oplevede i Afrika har tusinde af mennesker før ham set, så det var ikke oplevelsen der gjorde hans trilogi interessant. Derimod var det en livligt og multidimensionalt indre tankevirksomhed der gjorde hans iagttagelser inspirerende og vedkommende.
En forfatters liv kan derfor være nok så uinspirerende, men så længe hans refleksion og tanker er interessante vil det udmønte sig i noget brugbart. Det kan de færreste mennesker dog og derfor ender disse blogs ofte lumpne. Litteratur bliver ikke længere lavet til eller for folket, men af folket til dem selv. De har tidligere oplevet to slags respons på deres historier: Den respons hvor tilhøreren lytter så meget at man tvivler på om man trænger igennem eller de blot nikker høfligt og den respons hvor tilhøreren konstant afbryder for at dreje samtalen ind på dem selv.
Bloggen er på den måde blevet et frirum hvor envejskommunikationen endelig kan få lov til at blomstre for unge mennesker med noget på hjertet (tilsyneladende bare et eller andet). I deres naive og selvfede forestilling om at nogen vil lytte til dem, taster de den ene ubesindige erfaring ud efter den anden. og så tænker du, min usynlige ven: "hvorfor fanden laver du så en blog?". - og for at være svar uskyldig vil jeg svare at jeg rent faktisk har noget på hjerte og hjerne. Min blog skal fremover handle om politik og jeg vil derfor kalde den Kristoffersborg.
- Joseph
Noah sagde ...
Christ! Joseph jeg troede du var bedre end det, endnu en politisk kommentator til at understrege at politiske ændringer ikke længere skal mærkes, men tolkes.
3. feb. 2010 14.29
Karl sagde ...
Det lyder spændende Joseph, jeg glæder mig til at læse nogle ræverøde perspektiver, det er vel hvad verden har brug for.
4. feb. 2010 16.58
Jeg har læst dem alle med mere eller mindre fornøjelse. Åndsfortærende modeblogs med billeder der alle vil kunne findes på cover.dk, semi-gode poesiblogs, kvinders Virginia-Woolf/stream-of-consiousness-inspirerede anmeldelser af deres eget liv og nogle pseudo-filosofiske gymnasieelevers fiktionsunivers der forsøger at afdække alle de holdninger de ikke selv vil stå ved at have. Alle de typer blogs har det tilfældes at de er udtryk for nogle unge menneskers uomtvistelige behov for selvpromovering.
Det falder pudsigt nok sammen med, at alle de dannede mennesker har det samme store behov for at udgive deres memoir i papirform. Deres værker er udtryk for en generel misforståelse af litteratur. De tror fuldstændig uovervejet at alle deres oplevelser vil interessere andre mennesker, men litteratur bliver altså ikke en bjælde mere vedkommende for andre mennesker bare fordi man har oplevet Cuba-kriser eller set et vandfald i Brasilien. Nej i litteraturen er det, det indre liv der gør værket spændende. Hvad Jakob Ejersbo oplevede i Afrika har tusinde af mennesker før ham set, så det var ikke oplevelsen der gjorde hans trilogi interessant. Derimod var det en livligt og multidimensionalt indre tankevirksomhed der gjorde hans iagttagelser inspirerende og vedkommende.
En forfatters liv kan derfor være nok så uinspirerende, men så længe hans refleksion og tanker er interessante vil det udmønte sig i noget brugbart. Det kan de færreste mennesker dog og derfor ender disse blogs ofte lumpne. Litteratur bliver ikke længere lavet til eller for folket, men af folket til dem selv. De har tidligere oplevet to slags respons på deres historier: Den respons hvor tilhøreren lytter så meget at man tvivler på om man trænger igennem eller de blot nikker høfligt og den respons hvor tilhøreren konstant afbryder for at dreje samtalen ind på dem selv.
Bloggen er på den måde blevet et frirum hvor envejskommunikationen endelig kan få lov til at blomstre for unge mennesker med noget på hjertet (tilsyneladende bare et eller andet). I deres naive og selvfede forestilling om at nogen vil lytte til dem, taster de den ene ubesindige erfaring ud efter den anden. og så tænker du, min usynlige ven: "hvorfor fanden laver du så en blog?". - og for at være svar uskyldig vil jeg svare at jeg rent faktisk har noget på hjerte og hjerne. Min blog skal fremover handle om politik og jeg vil derfor kalde den Kristoffersborg.
- Joseph
Noah sagde ...
Christ! Joseph jeg troede du var bedre end det, endnu en politisk kommentator til at understrege at politiske ændringer ikke længere skal mærkes, men tolkes.
3. feb. 2010 14.29
Karl sagde ...
Det lyder spændende Joseph, jeg glæder mig til at læse nogle ræverøde perspektiver, det er vel hvad verden har brug for.
4. feb. 2010 16.58
mandag den 1. februar 2010
K.O.
I modsætning til hvad mange Kristoffersund-elever muligvis tror, er der ikke noget i den her verden jeg hellere ville, end at tro på det gode i mennesket. Så evigt gerne ønsker jeg, at kunne læne mig tilbage i en velpolstret og komfortabel lænestol med et smil på læben, i forsikring om, at det hele nok skal ordne sig. Hvorfor er det så ikke det indtryk jeg giver folk?
- fordi jeg har indset at ærlighed, planøkonomi og næstekærlighed ikke har nogen gyldighed i den rådne stat Danmark.
Jeg har troet på det hele. Jeg har været den idealistiske romantikker din sidemand giver indtryk af at være. Men min naive tiltro til at ”de gode” skulle vinde blev aldrig ernæret. Erfaring har vist mig at al logik er intetstedsværende og survival-of-the-fittest så sandelig er blevet en mere fuldgyldig leveregel på Kristoffersund, end de 10 bud Moses modtog på Sinais-bjerget.
Da jeg så, lykkeligt naiv, påtog mig dyden af ærlighed, var omkostningerne for store og dette er nok grunden til, at jeg ikke længere tjener som eksempel på mine idealer. Hvor megalommanisk det end lyder, har jeg prøvet at være den Jesus-figur der påtog mig alle menneskers synd og prædiket k – og ærlighed til folket, men jeg havde ikke den nødvendige rygrad da Judas slog til. Jeg stak derfor halen mellem benene.
Hvad der for mig var et mål om ærlighed, blev af andre brugt som et middel til at udnytte mig, træde på mig. Gerrige mennesker profiterede af min enfoldighed, men langt mere tragisk, blev jeg også offer for godtroende mennesker der ikke kunne kapere ærligheden. De nemme løsninger er nemlig for mange, da de store forhindringer, snildt kan undgås med kynisme og falskhed. Ydermere har de mennesker der troede på mig, de sidste noble disciple, af ren desillusion forkastet sig i eskapisme. Hver weekend flygter de ind i en, i længden, tom verden skabt af provisoriske psykoser.
Selvom de mange skuffelser og nederlag var forårsaget af mennesker jeg elsker, klandrer jeg dem ikke. I mit naive selskab, blev kampen imod hele verden for uoverskuelig og modvinden for hård.
Og når man nu, uden at røre en finger, kan bæres af vinden hen mod de overskuelige løsninger, bærer jeg ikke nag.
Jeg var jo selv lige så krysteragtig.
Jeg tager mig selv i ikke at tro på, at mennesket har mere at opnå. Vores moralske fordærv er efterhånden så enormt, at selv teknologiske fremskridt kommer til at fremstå som et tilbageskridt. Derfor væmmes jeg ved mig selv, for jeg er selv blevet den gamle gnavne mand, jeg altid har hadet, den desillusionerede 68'er jeg altid har grint af og den digter jeg altid har vendt øjne af. Men! som Bossy Bo så bekræftende rappede: "Så længe jeg er håbløs er der håb endnu." Det håb klamrer jeg mig nu til, for ellers må jeg jo også give helt op og erklære mig eksistentialist – det er nu en gang det nemmeste.
Nu vil jeg tage til fredagscafé og slippe for realiteterne for blot at møde nye udgaver af disse, på bunden af min Harboe.
- Noah
- fordi jeg har indset at ærlighed, planøkonomi og næstekærlighed ikke har nogen gyldighed i den rådne stat Danmark.
Jeg har troet på det hele. Jeg har været den idealistiske romantikker din sidemand giver indtryk af at være. Men min naive tiltro til at ”de gode” skulle vinde blev aldrig ernæret. Erfaring har vist mig at al logik er intetstedsværende og survival-of-the-fittest så sandelig er blevet en mere fuldgyldig leveregel på Kristoffersund, end de 10 bud Moses modtog på Sinais-bjerget.
Da jeg så, lykkeligt naiv, påtog mig dyden af ærlighed, var omkostningerne for store og dette er nok grunden til, at jeg ikke længere tjener som eksempel på mine idealer. Hvor megalommanisk det end lyder, har jeg prøvet at være den Jesus-figur der påtog mig alle menneskers synd og prædiket k – og ærlighed til folket, men jeg havde ikke den nødvendige rygrad da Judas slog til. Jeg stak derfor halen mellem benene.
Hvad der for mig var et mål om ærlighed, blev af andre brugt som et middel til at udnytte mig, træde på mig. Gerrige mennesker profiterede af min enfoldighed, men langt mere tragisk, blev jeg også offer for godtroende mennesker der ikke kunne kapere ærligheden. De nemme løsninger er nemlig for mange, da de store forhindringer, snildt kan undgås med kynisme og falskhed. Ydermere har de mennesker der troede på mig, de sidste noble disciple, af ren desillusion forkastet sig i eskapisme. Hver weekend flygter de ind i en, i længden, tom verden skabt af provisoriske psykoser.
Selvom de mange skuffelser og nederlag var forårsaget af mennesker jeg elsker, klandrer jeg dem ikke. I mit naive selskab, blev kampen imod hele verden for uoverskuelig og modvinden for hård.
Og når man nu, uden at røre en finger, kan bæres af vinden hen mod de overskuelige løsninger, bærer jeg ikke nag.
Jeg var jo selv lige så krysteragtig.
Jeg tager mig selv i ikke at tro på, at mennesket har mere at opnå. Vores moralske fordærv er efterhånden så enormt, at selv teknologiske fremskridt kommer til at fremstå som et tilbageskridt. Derfor væmmes jeg ved mig selv, for jeg er selv blevet den gamle gnavne mand, jeg altid har hadet, den desillusionerede 68'er jeg altid har grint af og den digter jeg altid har vendt øjne af. Men! som Bossy Bo så bekræftende rappede: "Så længe jeg er håbløs er der håb endnu." Det håb klamrer jeg mig nu til, for ellers må jeg jo også give helt op og erklære mig eksistentialist – det er nu en gang det nemmeste.
Nu vil jeg tage til fredagscafé og slippe for realiteterne for blot at møde nye udgaver af disse, på bunden af min Harboe.
- Noah
torsdag den 28. januar 2010
Eksternt indtryk
Som timerne svinder ud i mod midnat, bliver jeg ængstelig for at genopfinde mig selv.
Før klokken slår 00.00, hvor tiden danser lydløst om sin egen imaginære akse, bliver jeg nødt til at re-evaluere min umiddelbare personlighed og udstråling. Briefing at 10. Yderst i internettets sfære cirkulerer Facebook, den virtuelle social-networking mastodont. Et sted hvor mennesker lokkes med social interaktion- og bevidsthed, men bliver og forbliver forandrede af et binært dogme, de ikke kan kontrollere. Facebook, min egen digitale sladrehank, kigger mig i øjnene og spørger ”What's on your mind?".
Jeg nedfælder en kryptisk sætning, og tilføjer endnu et syrligt lag til den digitale persona som er mig i facebook-form. Elegant postes mit udsagn, og fermenterer min personlighed udadtil, lag for lag. Men videnskaben kan informere en troende ateist at 90% af al skreven kommunikation bliver misforstået, så lige meget hjælper det. Potentielt forvrænges mit omdømme yderligere.
Og i de sidste 10% hviler en komplet anderledes interaktion med beskuernes underbevidsthed. Korte tanker bliver gjort om din virtuelle repræsentation. Langsomt og ubemærket former jeg vennernes mentale puslespil over den person jeg er. Mig.
Hvis jeg skal gøre mig håb om at omvende mit tilsyneladende stigmatiserede navn, må jeg sætte kurs mod virkeligheden.
Jeg kunne tage med drengene på bar. Men jeg bliver så sindssygt akavet af at skulle tilføje mig selv og min ”bande” til selskabet i kælderen på Floss.
I de øjeblikke hvor det ikke lykkes mig at finde simpel ekstase i en guld-dame, forekommer hele situationen mig kunstig og konsensuel, en aftale, lige så uhåndgribelig som røgen fra 47 tændte smøger spredt i det fugtige kælderlokale, et sted hvor unge mødes i hver deres klikke og sociale niché, og knapt ænser hinanden.
Jeg tager mig selv i at spille rummets gud, i det jeg betragter de små spredte forsamlinger som spejlinger af hinanden, samt en refleksion af en asocial ungdomsmentalitet.
Jeg stopper mig selv mens legen er god, og tager et kig indad.
Overvejer om jeg har misforstået konceptet.
Nej, her finder jeg hverken selverkendelse eller personlig revolution, jeg drømmer mig videre igennem Københavns brogede sidegader.
Privatfest i lejede lokale, tæt på byens hjerte.
Velspillende Dj's spiller op til dans og fodrer notoriske nørder med alskens elektroniske perler, simultant.
Komfortable pudearrangementer i et hjørne, tilsyneladende sjældent frekventeret, gemt bag trappearrangementer. Øl til moderate priser, en mindre overpris der føles godt givet ud, til en fest med personligt præg i private rammer.
Men selv ikke her i så helstøbte omgivelser, undslipper jeg melankolien, der i disse dage synes at følge mig som en skygge.
Den tvinger sig ned over mig midt i sjette fadøl og holder fast. Holder fast indtil jeg erkender, at jeg er BEDRE end det her, at jeg er BEDRE stillet end dødsdruk og selvpåtagede shot-montager, jeg er MERE VÆRD end denne ungdommens universelle bevægelse i mod den tårnhøje promille.
Hvis bare mine tanker ikke bevægede sig så henholdsvis hurtigt og sløret. Gå nu bare op i baren og få endnu én skænket. Smil til bardiskens midlertidige passagerer. Lad som om. Hold masken. Tænk på indtrykket, tænk på opfattelsen, tænk på omdømmet.
-Jesper
tirsdag den 19. januar 2010
Ian Curtis Blues
Her sidder jeg så, sprængfyldt med selvmedlidenhed, i skæret af levende lys med en hjemmelavet moccha og Joy Division på anlægget. Curtis og co. er efterhånden de eneste der forstår mig på en deprimerende dag som denne.
Det hele startede da Professor Altvidende entrerede klasselokalet med opgaven, og med det mener jeg den der tæller 2 karakterer på mit afsluttende bevis og bliver altafgørende for en senere afgørelse af mit interlekt. Professor Altvidende stirrede med et stift ansigtsudtryk, ikke eneste trækning der kunne afsløre resultatet for mit seneste værk - mit selverklærede makværk.
Hun var min budbringer, min Hermes. Hades forklædt som Nemisis. Og her lå den så, opgaven. Jeg løftede langsomt de første 21 sider og faldt så sammen i stolen. 02?!! 02!? Var det virkelig så slemt. Jeg orkede ikke at læse kommentaren til opgaven og resten af timen gik med en moralsk tale og en evaluering for alle dem der var så godt bedømt at de havde overskud til at være med. Jeg forblev sammensunket og trissede diskret ud af lokalet 5 minutter før timens afslutning der derefter ville ende i et inferno af spørgsmål til min ynkelighed.
Tasken med opgaven føltes ulidelig tung, så tung at jeg frygtede at tippe bagover eller knække lænden. Jeg satte mig midt i bussen på en af de pladser der var forbeholdt gangbesværede, det betragtede jeg mig ærlig talt for at være på daværende tidspunkt og jeg frygtede desuden, at bussen ville tippe om på taget, hvis jeg satte mig bagest i bussen.
Da jeg ankom til hovedbanegården fulgte en slem tur ned af Istedgade til min lejlighed længere nede. Jeg stoppede op ved Mariakirken hvor skyggen af min fremtid slog sig op ad muren. Jeg kiggede rundt på de hætteklædte narkomaner der mest af alt mindede om de sorte ryttere fra Ringenes Herrer. Da en af dem løftede hovedet så jeg mit ansigt. Det gjorde mig så skræmt at jeg på trods af min elendighed fik kræfter nok til at spurte hjem med den næsten tomme, min umådelig tunge taske på ryggen.
Nu sidder jeg så her nedsunket i en miserabel selvynk og bilder mig selv ind at jeg dyrker noget melankolsk. Men er melankoli ikke blot en facon at se positivt på alt det der ramler ned om ørerne på en så man ikke behøver at tage stilling til ens fejl og mangler?
Nu gælder det blot om at nyde stilheden i lejligheden før brændet falder ned kl. 16 hvor mine forældre kommer hjem. Men Ian, du forstår mig.
- Karl
Det hele startede da Professor Altvidende entrerede klasselokalet med opgaven, og med det mener jeg den der tæller 2 karakterer på mit afsluttende bevis og bliver altafgørende for en senere afgørelse af mit interlekt. Professor Altvidende stirrede med et stift ansigtsudtryk, ikke eneste trækning der kunne afsløre resultatet for mit seneste værk - mit selverklærede makværk.
Hun var min budbringer, min Hermes. Hades forklædt som Nemisis. Og her lå den så, opgaven. Jeg løftede langsomt de første 21 sider og faldt så sammen i stolen. 02?!! 02!? Var det virkelig så slemt. Jeg orkede ikke at læse kommentaren til opgaven og resten af timen gik med en moralsk tale og en evaluering for alle dem der var så godt bedømt at de havde overskud til at være med. Jeg forblev sammensunket og trissede diskret ud af lokalet 5 minutter før timens afslutning der derefter ville ende i et inferno af spørgsmål til min ynkelighed.
Tasken med opgaven føltes ulidelig tung, så tung at jeg frygtede at tippe bagover eller knække lænden. Jeg satte mig midt i bussen på en af de pladser der var forbeholdt gangbesværede, det betragtede jeg mig ærlig talt for at være på daværende tidspunkt og jeg frygtede desuden, at bussen ville tippe om på taget, hvis jeg satte mig bagest i bussen.
Da jeg ankom til hovedbanegården fulgte en slem tur ned af Istedgade til min lejlighed længere nede. Jeg stoppede op ved Mariakirken hvor skyggen af min fremtid slog sig op ad muren. Jeg kiggede rundt på de hætteklædte narkomaner der mest af alt mindede om de sorte ryttere fra Ringenes Herrer. Da en af dem løftede hovedet så jeg mit ansigt. Det gjorde mig så skræmt at jeg på trods af min elendighed fik kræfter nok til at spurte hjem med den næsten tomme, min umådelig tunge taske på ryggen.
Nu sidder jeg så her nedsunket i en miserabel selvynk og bilder mig selv ind at jeg dyrker noget melankolsk. Men er melankoli ikke blot en facon at se positivt på alt det der ramler ned om ørerne på en så man ikke behøver at tage stilling til ens fejl og mangler?
Nu gælder det blot om at nyde stilheden i lejligheden før brændet falder ned kl. 16 hvor mine forældre kommer hjem. Men Ian, du forstår mig.
- Karl
søndag den 10. januar 2010
Ucensureret
Pornoindustriens præmiekvæg er tilsyneladende blevet de lesbiske. De er bare de labreste. Det er så også den eneste grund til, at jeg ville vælge den genre når jeg surfer rundt på youtube og uporn. Når jeg ser porno vil jeg derimod have en karakter jeg kan identificere mig med og det er udelukkende mændene, logisk nok.
Derfor skal porno også have et realistisk præg uden at underkende fantasierne på min indre harddisk. Jeg vil mene, at det er desværre de færreste piger på Kristoffersund der stiller deres røv til rådighed for et dyk og den slags kan derfor kun udleves i filmmediet. Min karakter skal dog helst være lidt overdimensioneret. Han må gerne have en kæmpe svaber der skraber gulvet i slap tilstand og en overkrop så muskuløs at den ville kunne sprænge en spændetrøje - Houdini-kroppen agter jeg at kalde den. Pornofilmen skal hovedsageligt visualisere mine fantasier og give mig indtrykket af at min nydelse bliver interaktiv i stedet for indadvendt. Derfor skal filmene ikke overskride de grænser jeg selv bærer rundt på. Jeg har eksempelvis aldrig fundet det særlig interessant at sprøjte mine sekreter på ydersiden af kvindekroppen, jeg har altid foretrukket at de ender indersiden.
Sådan går snakken ofte i slænget. Vores barrierer er efterhånden nedbrudt og den forsigtige fnisen er mere eller mindre forduftet. Jeg har følgelig lært at Karl er tilhænger af de lamme episke forspil hvor kvinderne forbarmer sig over en mand i tjeneste, der bliver sit arbejde belønnet med et godt knald. Dem skipper jeg dog, da det simpelthen tager for lang tid i forhold til at man skal tilrettelægge sin udløsning til et penetrationsklimaks. Robin er tilhænger af det tirrende lebbe-sex, men det minder mig simpelthen for meget om følelsen af at blive narrefisset. Der er ikke noget værre end at ligge en hel nat med sit pulsende lem så stift at det ville kunne kløve en hel regnskov uden at det bliver benyttet.
Diskussionerne bliver dog ofte ødelagt af pigers fordømmende blikke og til tider endda med en hysterisk kommentar om, at det er "kvindeundertrykkende" og "ødelægger drenges kvindesyn". Jeg ser tværtimod at det er sådanne kommentarer der ødelægger mit kvindesyn. Det får mig til at se ned på dem som analfabetiske objekter der dog kan bolles for mit eget velbefindende.
Min afsky overfor den holdning bunder i dens hykleriske karakter. Den kommer fra præcis samme piger der får forvrænget deres livssyn igennem teatralske hollywood-romcoms hvor kvinden altid får sin ret, prinsen og det hele kongerige. Hugh Grant, Richard Gere eller en anden talentløs celeb overkommer altid sine maskuline småfejl og vælger den fortvivlede kvinde efter store indrømmelser. Det hele ender i følelsesPORNO af værste skuffe og giver pigen et helt forkert syn på drenge. Hvordan skal vi drenge nogensinde kunne leve op til den standard?
Dette er de selvsamme piger, der går i sexappelærende blondede g-strenge, til unødvendig gene for dem selv. For det første, fordi deres sorte Marc-Jacobs kjoler dækker de mærker et par normale trusser ville skabe og at de aldrig kommer til at vises frem. Pigerne har så evigt travlt med at negligere drenge til perverterede røvhuller, hvilket vi til tider også er, men problemet ligger i at de aldrig vil føle hverken kærlighed eller fysisk nydelse fra en drengs vinkel. Deres afsky for drenge vil i sidste ende betyde at der dukker en sleskeprins op, spiller med på deres drengeideal og tørrer røv i deres følelser hvorefter alt håb vil være tabt. Drengen der vil gå så meget på kompromis med sig selv at han prostituerer sig til dig, gratis, findes ikke og han ville heller ikke være interessant for jer.
Når nu pigerne på Kristoffersund er så naive må jeg nøjes med at spille pik til deres klassebilleder i årsbogen og bolle hvemsomhelst der gider. Anyone?
- Frederik
Derfor skal porno også have et realistisk præg uden at underkende fantasierne på min indre harddisk. Jeg vil mene, at det er desværre de færreste piger på Kristoffersund der stiller deres røv til rådighed for et dyk og den slags kan derfor kun udleves i filmmediet. Min karakter skal dog helst være lidt overdimensioneret. Han må gerne have en kæmpe svaber der skraber gulvet i slap tilstand og en overkrop så muskuløs at den ville kunne sprænge en spændetrøje - Houdini-kroppen agter jeg at kalde den. Pornofilmen skal hovedsageligt visualisere mine fantasier og give mig indtrykket af at min nydelse bliver interaktiv i stedet for indadvendt. Derfor skal filmene ikke overskride de grænser jeg selv bærer rundt på. Jeg har eksempelvis aldrig fundet det særlig interessant at sprøjte mine sekreter på ydersiden af kvindekroppen, jeg har altid foretrukket at de ender indersiden.
Sådan går snakken ofte i slænget. Vores barrierer er efterhånden nedbrudt og den forsigtige fnisen er mere eller mindre forduftet. Jeg har følgelig lært at Karl er tilhænger af de lamme episke forspil hvor kvinderne forbarmer sig over en mand i tjeneste, der bliver sit arbejde belønnet med et godt knald. Dem skipper jeg dog, da det simpelthen tager for lang tid i forhold til at man skal tilrettelægge sin udløsning til et penetrationsklimaks. Robin er tilhænger af det tirrende lebbe-sex, men det minder mig simpelthen for meget om følelsen af at blive narrefisset. Der er ikke noget værre end at ligge en hel nat med sit pulsende lem så stift at det ville kunne kløve en hel regnskov uden at det bliver benyttet.
Diskussionerne bliver dog ofte ødelagt af pigers fordømmende blikke og til tider endda med en hysterisk kommentar om, at det er "kvindeundertrykkende" og "ødelægger drenges kvindesyn". Jeg ser tværtimod at det er sådanne kommentarer der ødelægger mit kvindesyn. Det får mig til at se ned på dem som analfabetiske objekter der dog kan bolles for mit eget velbefindende.
Min afsky overfor den holdning bunder i dens hykleriske karakter. Den kommer fra præcis samme piger der får forvrænget deres livssyn igennem teatralske hollywood-romcoms hvor kvinden altid får sin ret, prinsen og det hele kongerige. Hugh Grant, Richard Gere eller en anden talentløs celeb overkommer altid sine maskuline småfejl og vælger den fortvivlede kvinde efter store indrømmelser. Det hele ender i følelsesPORNO af værste skuffe og giver pigen et helt forkert syn på drenge. Hvordan skal vi drenge nogensinde kunne leve op til den standard?
Dette er de selvsamme piger, der går i sexappelærende blondede g-strenge, til unødvendig gene for dem selv. For det første, fordi deres sorte Marc-Jacobs kjoler dækker de mærker et par normale trusser ville skabe og at de aldrig kommer til at vises frem. Pigerne har så evigt travlt med at negligere drenge til perverterede røvhuller, hvilket vi til tider også er, men problemet ligger i at de aldrig vil føle hverken kærlighed eller fysisk nydelse fra en drengs vinkel. Deres afsky for drenge vil i sidste ende betyde at der dukker en sleskeprins op, spiller med på deres drengeideal og tørrer røv i deres følelser hvorefter alt håb vil være tabt. Drengen der vil gå så meget på kompromis med sig selv at han prostituerer sig til dig, gratis, findes ikke og han ville heller ikke være interessant for jer.
Når nu pigerne på Kristoffersund er så naive må jeg nøjes med at spille pik til deres klassebilleder i årsbogen og bolle hvemsomhelst der gider. Anyone?
- Frederik
onsdag den 6. januar 2010
Bol mig i røven
Jeg går ikke i seng med min synonymordbog som de andre røvhuller her på Sundet (men med de fleste andre: 26739890).
Bol mig i røven, det er mandag.
Endnu en dag som voyeur. Ja spasser; observatør til endnu en dag i et liv bag høje mure, i en nedringet bluse (Ja! Jeg har flotte bryster, det fortæller alle lærernes øjne. Uden den mindste smule tvivl) på KS. Det var ellers en fantastisk måned i Som-Really-om-jeg-skriver-15-siders-lort-Projekt land.
Jahay. 9 3/4 minut i en fyldt metro, der lugter af våd hund og mandesved - min selvfølgeligt foretrukne start på dagen, og så inden første skud koffein. Splendid. Husk at købe: mælk, brød, ost, müsli, kaffe, fortrydelsespiller (hvor længe er det de virker...? - fuck det, drenge nu til dags har alligevel så skod en sædkvalitet, at de heldigvis ikke er i stand til at gøre en tæve, i løbetid, gravid). Og rødvin. Selvfølgelig. HUSK rødvin. For guds skyld. Husk rødvinen!
Børn, kærestepar, mødre og ældre. Kvinder generelt. Christ. Det skulle fanme være forbudt ved lov at slæbe sådanne typer med ned under jorden. De kan få busserne, bilerne, ægtemændene, mens metroen kan være for os almindelige mennesker, der ikke stirrer eller prøver at starte 'spontane' samtaler, der ikke skal føre til sex m.m. Giv os den dog. Please! Søde veletablerede, karrirebetyngede, caffe-latte-sippende, gylp-lugtende, konforme røvhuller. Giv os mørket og retten til at sejle i vores egen forskruede sø, her i sikker forvaring under jorden. Kristoffersund. Fuck, jeg skal af.
Ud i solen og nej tak til at støtte anima-unicef-red-barnet-kirkens-korshær-hus-forbi, klip jeres hår og få jer et job, om ikke andet, så hop op på et par hæle og ned på Istedgade, så skal i fanme se løjer. Gud fader i himmelen! Det er jo rocker koldt.
De siger, jeg ikke kan en skid, der har med skolen at gøre. Jeg kan faktisk ikke noget, ifølge dem. Når studievejlederen, læreren, rektor kigger på mig med store hundeøjne og siger: "Men kæreste Sophia, vi skal bare finde dit interesseområde, så finder vi dit sande talent", så brækker jeg mig indeni (du ved, den der galde der er über klam og kommer frem, når man har knækket sig hele torsdag nat), smiler sødt, knapper ned, kigger dem dybt i øjnene og siger i kor med alle andre gymnasieelever: "Det er bare fordi.."; her begynder jeg at græde en smule, hulke sagte, som om det virkelig gør ondt, indeni og jeg nu skal til at knække og betro dem mine dybeste, dunkleste hemmeligheder, "Jeg har det.. virkelig svært for tiden" blablablabla "min familie" blablabla "mit job" blablabla "jeg er lige flyttet hjemmefra". Det tager kun den tid det tager at forære mig selv mine kunstpauser, inden jeg er ude af døren og tilhøreren er kommet i bukserne.
Det kan godt være jeg ikke kan en skid, men jeg giver et fucking godt blowjob og kommer ud med et snit på 10.
xoxo
- Sophia
Bol mig i røven, det er mandag.
Endnu en dag som voyeur. Ja spasser; observatør til endnu en dag i et liv bag høje mure, i en nedringet bluse (Ja! Jeg har flotte bryster, det fortæller alle lærernes øjne. Uden den mindste smule tvivl) på KS. Det var ellers en fantastisk måned i Som-Really-om-jeg-skriver-15-siders-lort-Projekt land.
Jahay. 9 3/4 minut i en fyldt metro, der lugter af våd hund og mandesved - min selvfølgeligt foretrukne start på dagen, og så inden første skud koffein. Splendid. Husk at købe: mælk, brød, ost, müsli, kaffe, fortrydelsespiller (hvor længe er det de virker...? - fuck det, drenge nu til dags har alligevel så skod en sædkvalitet, at de heldigvis ikke er i stand til at gøre en tæve, i løbetid, gravid). Og rødvin. Selvfølgelig. HUSK rødvin. For guds skyld. Husk rødvinen!
Børn, kærestepar, mødre og ældre. Kvinder generelt. Christ. Det skulle fanme være forbudt ved lov at slæbe sådanne typer med ned under jorden. De kan få busserne, bilerne, ægtemændene, mens metroen kan være for os almindelige mennesker, der ikke stirrer eller prøver at starte 'spontane' samtaler, der ikke skal føre til sex m.m. Giv os den dog. Please! Søde veletablerede, karrirebetyngede, caffe-latte-sippende, gylp-lugtende, konforme røvhuller. Giv os mørket og retten til at sejle i vores egen forskruede sø, her i sikker forvaring under jorden. Kristoffersund. Fuck, jeg skal af.
Ud i solen og nej tak til at støtte anima-unicef-red-barnet-kirkens-korshær-hus-forbi, klip jeres hår og få jer et job, om ikke andet, så hop op på et par hæle og ned på Istedgade, så skal i fanme se løjer. Gud fader i himmelen! Det er jo rocker koldt.
De siger, jeg ikke kan en skid, der har med skolen at gøre. Jeg kan faktisk ikke noget, ifølge dem. Når studievejlederen, læreren, rektor kigger på mig med store hundeøjne og siger: "Men kæreste Sophia, vi skal bare finde dit interesseområde, så finder vi dit sande talent", så brækker jeg mig indeni (du ved, den der galde der er über klam og kommer frem, når man har knækket sig hele torsdag nat), smiler sødt, knapper ned, kigger dem dybt i øjnene og siger i kor med alle andre gymnasieelever: "Det er bare fordi.."; her begynder jeg at græde en smule, hulke sagte, som om det virkelig gør ondt, indeni og jeg nu skal til at knække og betro dem mine dybeste, dunkleste hemmeligheder, "Jeg har det.. virkelig svært for tiden" blablablabla "min familie" blablabla "mit job" blablabla "jeg er lige flyttet hjemmefra". Det tager kun den tid det tager at forære mig selv mine kunstpauser, inden jeg er ude af døren og tilhøreren er kommet i bukserne.
Det kan godt være jeg ikke kan en skid, men jeg giver et fucking godt blowjob og kommer ud med et snit på 10.
xoxo
- Sophia
lørdag den 2. januar 2010
Nytårstalen
Nu skal sidehovederne på vores danskstile sige 2010. Det betyder, at vi skal hilse ærbødigt på endnu et år med nyttefylde oplysninger om Shakespeares-sonetter, Georgh Brandes artikler og molekylemasser som Kristoffersunds mange lærere, på vegne af vort troværdige uddannelsesministerium, skal give os.
Vi må have absolut tillid til landets ledere og deres kompetencer til at dreje os uden om klima - og finanskriser i det nye år. COP 15 slog fejl, men det var blot en beskeden fiasko og i stedet for at klage over klodens ankermænd burde vi gymnasieelever, Danmarks fremtid gå forrest i kampen for et bedre klima. Det kan jo ikke være rigtigt at erhvervslivet skal betale penge for, at kunne producerer billige varer, som vi kan konsumere. Arbejdspladserne ville deraf bare outsources. Nej vi skal bære læsset, vi må huske at slukke lyset og skrue ned for varmen - og eventuelt kan hjemmestrikke uldsokker og stearinlys vise sig nyttige.
Derfor bliver det en vigtig opgave for gymnasieeleverne at gøre op med klimaudvalgets imbecile idéer om et antikapitalistisk oprør for skabelsen af en klimavenlig befolkning. Det samme gælder finanskrisen og de mange teenagevenstreorienterede idéer om bourgeoisiets forræderi imod resten af verden, bevares! Det er en sund måde, at tage sig en slapper for, at spørge sig selv om ens forbrug nu ikke er for højt og om vi ikke blot har det lidt for godt her i Danmark. Vi kan jo ikke forvente så hurtig vækst på så kort tid, nej det er vigtigt at gymnasieeleverne på Kristoffersund bevæbner sig med tålmodighed og vænner sig til at ungdomsarbejdsløshed er en normal og hel rationel konsekvens af den heftige velstand, vi vil opleve i resten af vores liv. Vi skal nok også forvente os at der bliver skåret i SU'en, men magen til bevis på vor overflod er sjældent set.
Desuden vil vi lære om nye spændende subkulturer og modebølger. I det forgående år har dub-step og avant-garde indiefolk åbenbaret mange spændende tendenser som genindførelsen af North-Face og ternede skjorter. I år tegner det til at 90'erne vil revanchere (i hvert fald hvis man ser mod årets Roskilde-program.). Nogle vil mene at et indtog af store uldsweatere vil være endnu en døgnflue, men jeg ser det blot som en naturlig måde for ungdomsgenerationen at udtrykke sig på. Vi er jo mere individualiserede og riposterer hurtigere på den rivende udvikling samfundet igennem.
Den hurtige udvikling åbenbares ligeså på internettet hvor arto, myspace, messenger, facebook, twitter jævnligt er blevet udskiftet pga. konkurrenceevnens lyksaligheder i vort kære samfund og jeg glæder mig til det nye facespace der vil gøre kommunikation lettere og oplysninger om individer i det 21-århundrede mere tilgængelige for, at beskytte det eksisterende og yderst velfungerende samfund.
Desuden bliver det interessant at se hvilken sladder vi vil høre på Kristoffersunds gange i år. Kommer Frederik til at runde de 50 piger i hans imponerende stime? Vil Sophia cementerer sin status som skolens tøjte? eller vil skolens Ross og Rachel, Lauritz og Mina finde sammen for gud ved hvilken gang?
Det bliver sandligt et begivenhedsrigt år.
Gud bevare Kristoffersunds
- Noah (dedikeret til landets statsminister)
Vi må have absolut tillid til landets ledere og deres kompetencer til at dreje os uden om klima - og finanskriser i det nye år. COP 15 slog fejl, men det var blot en beskeden fiasko og i stedet for at klage over klodens ankermænd burde vi gymnasieelever, Danmarks fremtid gå forrest i kampen for et bedre klima. Det kan jo ikke være rigtigt at erhvervslivet skal betale penge for, at kunne producerer billige varer, som vi kan konsumere. Arbejdspladserne ville deraf bare outsources. Nej vi skal bære læsset, vi må huske at slukke lyset og skrue ned for varmen - og eventuelt kan hjemmestrikke uldsokker og stearinlys vise sig nyttige.
Derfor bliver det en vigtig opgave for gymnasieeleverne at gøre op med klimaudvalgets imbecile idéer om et antikapitalistisk oprør for skabelsen af en klimavenlig befolkning. Det samme gælder finanskrisen og de mange teenagevenstreorienterede idéer om bourgeoisiets forræderi imod resten af verden, bevares! Det er en sund måde, at tage sig en slapper for, at spørge sig selv om ens forbrug nu ikke er for højt og om vi ikke blot har det lidt for godt her i Danmark. Vi kan jo ikke forvente så hurtig vækst på så kort tid, nej det er vigtigt at gymnasieeleverne på Kristoffersund bevæbner sig med tålmodighed og vænner sig til at ungdomsarbejdsløshed er en normal og hel rationel konsekvens af den heftige velstand, vi vil opleve i resten af vores liv. Vi skal nok også forvente os at der bliver skåret i SU'en, men magen til bevis på vor overflod er sjældent set.
Desuden vil vi lære om nye spændende subkulturer og modebølger. I det forgående år har dub-step og avant-garde indiefolk åbenbaret mange spændende tendenser som genindførelsen af North-Face og ternede skjorter. I år tegner det til at 90'erne vil revanchere (i hvert fald hvis man ser mod årets Roskilde-program.). Nogle vil mene at et indtog af store uldsweatere vil være endnu en døgnflue, men jeg ser det blot som en naturlig måde for ungdomsgenerationen at udtrykke sig på. Vi er jo mere individualiserede og riposterer hurtigere på den rivende udvikling samfundet igennem.
Den hurtige udvikling åbenbares ligeså på internettet hvor arto, myspace, messenger, facebook, twitter jævnligt er blevet udskiftet pga. konkurrenceevnens lyksaligheder i vort kære samfund og jeg glæder mig til det nye facespace der vil gøre kommunikation lettere og oplysninger om individer i det 21-århundrede mere tilgængelige for, at beskytte det eksisterende og yderst velfungerende samfund.
Desuden bliver det interessant at se hvilken sladder vi vil høre på Kristoffersunds gange i år. Kommer Frederik til at runde de 50 piger i hans imponerende stime? Vil Sophia cementerer sin status som skolens tøjte? eller vil skolens Ross og Rachel, Lauritz og Mina finde sammen for gud ved hvilken gang?
Det bliver sandligt et begivenhedsrigt år.
Gud bevare Kristoffersunds
- Noah (dedikeret til landets statsminister)
Abonner på:
Opslag (Atom)