Duellen

Jeg befandt mig på et goldt og sodet bjerg. Det røg op fra de sorte lavasten, som dannede bjergets overflade og rundt omkring i mellem de løse sten spyede små flammer op. Foran mig, længere oppe ad bjergets tinde stod en prægtig Zeus-ligenende figur omgivet af høje røde flammer. Hans mægtige fremtoning skræmte mig ikke og ved fuldt mod kiggede jeg ham dybt i øjne med fuldstændig zen i sindet. Han talte: ”Du har forladt dit folk! Og du ved hvad det betyder. Lad os tage duellen i bjergets inderste kammer”. Uden modstand og med god tro på egen styrke, fulgte jeg med den klart overlegne kæmpe. Det inderste kammer mindede om et maskinrum og der stod betjeningsklar produktionsmaskiner alle vegne, men ind i mellem dem, stod reoler alle beklædt med de fineste bøger af både Shakespeare, Voltaire og Goethe.

Duellen skulle straks gå i gang, da jeg pludseligt vågnede fra min bizarre drøm til lyden af mit vækkeur. Langsomt sled jeg mig ud på badeværelset, hvorefter morgenens trivielle kutyme kørte sit eget løb uden brug af hjerneaktivitet. Da jeg trådte ud i verden og forlod dørtrinnet fra min opgang, var jeg stadig omtumlet af drømmens vilde strabadser og ordene ”Du har forladt dit folk” rungede stadig i mit hoved, uden at jeg forstod det mindste af galskaben. Klokken var halv ni, så jeg kunne dog ænse mine omgivelser i modsætning til morgenen før, hvor mødetid var sat til kl. otte. Jeg havde endda også formået at få matchende sokker på og min påklædning var for en gang skyld tilpasset de vejrmæssige forhold.

Jeg tog det første og bedste tog på vej mod Kristoffersunds Gymnasium. Kupéen var fyldt med mennesker, men alligevel fik jeg snuppet en siddeplads for næsen af en midaldrende dame. Overfor sad mig en mand og læste i en pocketbook. Bogen fangede naturligvis min nysgerrighed, men jeg blev overvældet af væmmelse, da jeg opdagede, at hvad han læste, blot var en krimi. En krimi som ifølge bogens omslag havde fået fortrinlige anmeldelser. Straks følte jeg mig distanceret fra manden der ikke udnyttede sin transporttid på dannelse, men på banal underholdningslitteratur og jeg trak derfor min egen bog, ”Forvandlingen” af Franz Kafka, op af tasken for at give ham modspil og vise resten af togets pøbel, at jeg ikke var en af dem. Jeg var dog stadig for træt til helt at kunne koncentrere mig om bogens symbolske indhold og jeg faldt derfor i staver over de mange fremmede ansigter, der trods fælles nationalitet og kultur ikke på nogen måde kom hinanden ved. Bag mig sad to piger og snakkede om Paradise Hotel. Det forstyrrede mig grænseløst og styrkede kun min bitterhed på den fordummede pøbel, der hengav sig til den slags makværk. Heldigvis oplyste en kvinde i højtaleren mig om, at vi var nået den station som jeg skulle stå af på og jeg forlod hurtigt det nu tomme tog.

På stationen lå en udmattet gammel mand under sin frakke og tiggede om hjælp i form af et papkrus med en utydelig skrift på. Ingen af de tomme ansigter, som jeg var omgivet af gad at bruge kræfter på at kigge på ham, hjælpe ham eller blot tjekke om han var i live. Gad vide hvor længe folk kan ligge døde på gaden før nogen opdager det? Spurgte jeg mig selv. Men jeg kom i tanke om min engen dobbeltmoralskhed, da jeg heller ikke selv orkede at se til ham og blot lod ham ligge. Dagen før var jeg endda blevet vred over, at jeg skulle betale 500 kr. tilbage i skat og jeg følte det på det tidspunkt næsten som tyveri af mine surt optjente penge. Men det havde jeg naturligvis lykkelig glemt på det tidspunkt og selvransagende tænkte jeg for mig selv, at det vel nok var et asocialt og uretfærdigt samfund, der kunne lade en mand ligge der og sulte. Jeg skyndte mig derfor tilbage og lagde 2 kr. for så, at føle at jeg havde gjort mit til samfundet.

I metroen, som jeg blot skulle have 2 stop, kom jeg til at stå ved siden af en pige, der tiltrak al opmærksom i toget. Hun var dristigt klædt og udmærket klar over, at hun var togets midtpunkt og følte hun en stor lune derpå. Men da jeg kiggede nærmere på hende, opdagede jeg at der ingen dybde var, at spore i hendes ansigt, der på trods kønne træk hurtigt ville blive glemt. Hun var blot en tom skal, en mannequin-dukke. Jeg undrede mig over hendes tiltrækning, men drog straks parallel til både Paradise-pigerne og manden med krimien - for de var vel ligeså indholdsløse? Jeg huskede, at den sidste gang jeg kan havde mødt et indholdsrigt menneske, jeg ikke i forvejen kendte, var på en Nørrebrosk bar lørdagen før. Har folk virkelig kun indhold i fuldskaben?

I skolen masturberede jeg intellektuelt til et digt af Strunge i dansk, snakkede om den udviklede solidaritet i samfundsfag og debatterede livligt religionens betydning i det moderne samfund i Engelsk. Hele vejen i gennem på et raffineret niveau der straks ville have skræmt de mange mennesker i toget fra vid og sans.

Da jeg kom hjem fortalte TV-avisen om arbejdsløshed og krisen på Haiti på en måde, så jeg glemte det lige så hurtigt som det blev fortalt. Derefter tog Go’ aften Danmark over, men jeg måtte slukke tv’et før jeg brækkede mig af afsky over småborgerligheden. Da jeg gik i seng, var det med en følelse af tomhed. Havde jeg i virkeligheden forladt mit folk, talt over dets hoveder og var alt hvad jeg diskuterede uvedkommende for samfundet? Eller var de blot så fordummede af uvedkommende underholdning og forsnævrende verdensbilleder at jeg ikke måtte degraderer mig til deres niveau?

- Noah

Columbus

Det er mærkværdigt hvordan vi unge gymnasieelever er så naive og sadistiske at vi gentagende begår de samme fejl som tidligere generation har begået om og om igen, blot for at mærke smerten eller rusen af adrenalin der bruser i blodet. Og her tænker jeg ikke på de uanede mængder af tjære, kulilte og alkohol vi udsætter os for hver fredag, lørdag og torsdag på Rust, hvis det går højt. Nej jeg tænker på langt mere ekstreme former.

Narkotika er igen blevet moderne i blandt unge på Kristoffersund, efter det i nogle år har forekommet mig en smule passé. Men ikke blot en så håndgribelig form foregår de, for mig, irrationelle handlinger. Romantikkerne lærer heller ikke af deres fejl, men ønsker gang på gang at udøve følelsesmæssig skade på sig selv igennem et rent kærlighedsjihad. De tror enten at de ofrer sig for den store romantiske sag eller også at de ved at få ar på sjælen bliver dannede og affektionelt intellektuelle, selvom det snarere virker som hæmmende på overskuddet for intellektuel dannelse. For det tager meget overskud fra ens yderligere engagement at jagte de romantiske idealer.

Det mest ekstreme tilfælde er skolens få, men alligevel opsigtsvækkende hooligans der hver weekend opsøger coke og slåskampe med bøvede tosser på skumle rockerpubbe, blot for adrenalinens skyld – og det indrømmer de endda selv blankt. Velreflekterede mennesker, der ellers ved hvad de gør, opsøger vold, hærværk og arrestationer på fuldstændig velovervejet manér. Selv er jeg træt af at høre på dem, da de endnu ikke har fattet, at ingen andre end dem selv synes, at de er seje, eller at sport er spændende for den sags skyld. Det kan måske virke lidt bizart at sammenholde disse tre eksempler, men hvad de alle har tilfælles er at man søger ud for at prøve grænser af, på trods af at grænserne er prøvet af før for en og i mange tilfælde har vist sig skadelige.

Måske er vi alle blot blaserte. Så bombarderede med udtryk, at vi søger nye veje for at rystes i grundvolden og opleve noget nyt. Ja, blot opleve noget nyt. Eller også skal man se det som en langt mere positiv ting, at vi alle er en flok Columbusser der vil ud og afsøge verden på egen hånd og er blevet trætte af ”de gamles” uddaterede råd. Men stadig forstår jeg ikke hvorfor vi ikke blot tager nogle af de 20. århundredes erfaringer til efterretning: at ideologier har slået fejl, at vold ikke frembringer noget godt og at de rationelle tanker til hver en tid vil slå de romantiske (selv om de romantiske forekommer mere æstetiske og interessante) – blot for at nævne nogle få.

På den anden side vil jeg i min lille forvirrede diskussion gerne vise min respekt for disse romantikere, ikke for deres idealer, men for deres mod og vilje. Det samme vil jeg give både ideologer og psykedelia-freaks, for trods alt at ville søge en forklaring. Men kig jer omkring? Forklaringen skal ikke findes i alle mulige ofringer og eskapader til verdens grænser, men blot foran din egen næsetip.

Men jeg tror at verden bliver mindre, mere årene. Sådan er det i hvert fald sket for alle tidligere generationer, vi går fra at ville redde en stor verden med krige og fattigdom, til at ville redde et eneste menneske vi holder kært.

Varme Hilsner Karl