Der findes et kløft et sted hvor de fleste elever på Kristoffersund har været, her skal man vælge en af kløftens to sider. Vælger man et fristende ståsted af kortvarig glæde eller et omkostningsrigt ståsted med længerevarende glæde?
Jeg har længe haft ståsted ved den kortvarige glæde. Singlelivet kørte på kynisk vis derudaf. Så længe jeg tog mine forholdsregler undgik jeg de store bump på landevejen. Med 3-gangsregler, wingmen og andre The Game-kodekser kunne en scoring ikke gå galt, det har jeg konkluderet ved hjælp af ren og skær empiri. Når først man har fattet pigers natur er de for nemme, deres instinkter kan styres af metoder hvis underliggende strukturer jeg måske ikke fatter, men jeg stadig kan benytte. Det lyder jo som et regulært utopia for mange selvproklamerede alpha-hanner på Kristoffersund der, "Host host", ikke har scoret i flere måneder. Men glæden er kortvarig - når først man er virtuos inden for kunsten mistes engagement, vilje og dermed glæde.
Jeg ville gerne være romantikker - vælge den anden side. Ovre på den anden side af afgrunden stod Sirener og sang til mig om hvor nemt dette valg ville være at tage. Den borgerlige morale har ydermere opdraget mig til dette romantiske monogami, som jeg blot har gjort et midlertidigt teenageoprør imod. Så jeg tog springet og dundrede ud over kanten på den trygge single-side, mine fingre gled på klippesatsen på den modsatte side og jeg styrtede blindt i mod afgrunden. Jeg kom derud hvor jeg ikke kunne bunde.
I faldet tænkte jeg: av for et selvmål. Her havde jeg, alt den tryghed jeg ville have, og jeg kaster den med mig selv ud over afgrunden for nu, at styrte imod bunden med skolekammeraters hæslige grin. Med pludselig i mit fald får jeg fat i en gren der voksede på klippesiden, den eneste gren jeg kan se. Det må være en rod fra et træ på den romantiske side. Her hænger jeg så, lige akkurat med nok overskud til at tænke over mit næste træk og nedskrive en række febrilske ord på en blog.
Over mig kan jeg se et midlertidigt ståsted på klippesiden, som jeg lige akkurat kan nå. Stedet er ekstremt purøst, så jeg vil kun kunne stå der i få sekunder, men derfra kan jeg hoppe videre. Jeg skal blot vælge hvor jeg vil hoppe hen før jeg når til det sted. Vælger jeg at hoppe tilbage til den trygge, men kyniske, side og erkende at jeg ikke var stærk nok til at nå over på den romantiske side. Eller vælger jeg at jagte den romantiske side nu med nye erfaringer om afgrundens konstruktion?
Jeg slap grenen og valgte at dyrke mit melankolske fald.. Nu styrter jeg
- Robin
torsdag den 31. december 2009
torsdag den 24. december 2009
mandag den 21. december 2009
Undergearet
"Sikken voldsom trængsel og larm" lød afslutningssangen til Kristoffersunds Gymnasiums juleafslutning hvor kys, kram og sneboldte fløj igennem luften. Tilbagelænet mimede jeg med på sangen jeg kun havde hørt få gange før. Hverken havde jeg lyst til at tilføje endnu et toneleje til det 400-stemmige brølende kor, der kun blev redet af blærerøvene fra musikklasserne og ligeledes gjorde den dårlige akustik det umuligt for mig at gennemskue melodien. Derfor fordybede jeg mig lidt i den inspiration jeg fik fra sangens lyrik.
Juletiden har det med at bringe gymnasieelever, med overtræk på kontoen, i et ubelejligt overgearet humør. Specielt julegaver og vægtproblemer volder folk unødige problemer, og ligeledes ser jeg mine forældre gå fuldstændig i ekstase over juletræsalg og manglende ønskesedler. Jeg fortår derfor godt mange, specielt unge, menneskers frustration og aversion for julen, der som Noah tidligere påpegede var et kommercielt mesterværk. Men er livet ikke hvad man gør det til?
Sådan lyder en lommefilosofisk kliche i hvert fald, ikke desto mindre passer det til det saglige lune jeg fik til juleafslutningen den dag. Jeg har efterhånden forstået af irrationalitet ikke hjælper mig, så jeg har opgivet at skylde skylden på julen, selvom det er nemt. Jeg vælger at overhøre Wham, overse nisserne og glemme alt om stresset. Derimod nyder jeg at der er bekvem adgang til julekager, hyggelige lys på Frb. Allé og gaver hver søndag. Jeg finder det lækkert med en ekstra anledning til at holde ferie og derfor lukker sig inde i en hyggelig hule med lune drikke, varme lys og Bonnie Prince Billy på stereo.
Gaver køber jeg kun når der er noget at give og så længe jeg ikke får flip af ikke at modtage noget til gengæld har der ikke noget problem. Kun glæden ved at modtage gaver man har begæret og give gaver som andre folk begærer. Jeg tager mig heller ej af julens kristne budskab, men konstaterer derimod at kristendommen alligevel aldrig har haft et tag i danskerne der har glemt alt om Jesus og det der næstekærlighed vi præsterer med de 0,8 % u-landsbistand. Det glæder jeg mig ved og nyder at se sneen falder blødt igennem de trækkende vinduer i den ellers nyrenoverede skole.
Jeg ved ikke med alle jer der fik kram, kys, sneboldt og et "god jul" med på vejen, men jeg vil spare stress, jag, trængsel og larm til den tid det bliver nødvendigt. I stedet vil jeg nyde sagligheden, ferien og den glæde der kan opstå af 3 timers skuespil under familiens julemiddag den 24. dec.
- Karl
Juletiden har det med at bringe gymnasieelever, med overtræk på kontoen, i et ubelejligt overgearet humør. Specielt julegaver og vægtproblemer volder folk unødige problemer, og ligeledes ser jeg mine forældre gå fuldstændig i ekstase over juletræsalg og manglende ønskesedler. Jeg fortår derfor godt mange, specielt unge, menneskers frustration og aversion for julen, der som Noah tidligere påpegede var et kommercielt mesterværk. Men er livet ikke hvad man gør det til?
Sådan lyder en lommefilosofisk kliche i hvert fald, ikke desto mindre passer det til det saglige lune jeg fik til juleafslutningen den dag. Jeg har efterhånden forstået af irrationalitet ikke hjælper mig, så jeg har opgivet at skylde skylden på julen, selvom det er nemt. Jeg vælger at overhøre Wham, overse nisserne og glemme alt om stresset. Derimod nyder jeg at der er bekvem adgang til julekager, hyggelige lys på Frb. Allé og gaver hver søndag. Jeg finder det lækkert med en ekstra anledning til at holde ferie og derfor lukker sig inde i en hyggelig hule med lune drikke, varme lys og Bonnie Prince Billy på stereo.
Gaver køber jeg kun når der er noget at give og så længe jeg ikke får flip af ikke at modtage noget til gengæld har der ikke noget problem. Kun glæden ved at modtage gaver man har begæret og give gaver som andre folk begærer. Jeg tager mig heller ej af julens kristne budskab, men konstaterer derimod at kristendommen alligevel aldrig har haft et tag i danskerne der har glemt alt om Jesus og det der næstekærlighed vi præsterer med de 0,8 % u-landsbistand. Det glæder jeg mig ved og nyder at se sneen falder blødt igennem de trækkende vinduer i den ellers nyrenoverede skole.
Jeg ved ikke med alle jer der fik kram, kys, sneboldt og et "god jul" med på vejen, men jeg vil spare stress, jag, trængsel og larm til den tid det bliver nødvendigt. I stedet vil jeg nyde sagligheden, ferien og den glæde der kan opstå af 3 timers skuespil under familiens julemiddag den 24. dec.
- Karl
søndag den 13. december 2009
Prinsen på den gustne ged
Det ville ikke være en overdrivelse at påstå at den seneste periode har været tørlagt for damebesøg. Det har ikke taget mig lagt tid at erkende efter hele 2 måneder på bunden i selvskab med nørder, hashere og homoseksuelle. Der er på mystisk vis opstået en tendens til at sejre på diametrisk vis forekommer i stimer. Jeg har prøvet det før, det er ikke første gang at det varme vand er lukket, men denne gang synes det mig anderledes.
For bare et halvt år siden havde jeg anset mig selv som syg, psykisk syg. Hvis Frederik for blot 2 måneder siden havde fortalt mig, at jeg ikke ville få noget på krogen i 2 måneder, havde mine forudsigelse gået på, at jeg havde taget 10 kg. på og fået et gevaldigt acneangreb. Nu er jeg derimod helt afslappet med situationen, pludselig er mit behov ikke overvældende og single-livet smager ikke så sødt som plejer.
Frederik mener det bare er en dårlig undskyldning og et naturligt forsvar på den bommert jeg præsterede for 3 måneder siden, da jeg jeg kastede op ud over en pige under en ridetur. Selvfølgelig var det et nederlag, at skulle undskylde efter havet indsølet hendes krop i røde kropvæsker (Jeg havde drukket rødvin). Men årsagen skal findes et helt andet sted: Jeg savner lidt mere af det hele. Jeg savner at gå hjem med den samme pige, spise spejlæg på en nærliggende brunccafé og blive tilgivet for min uendelige rækker af dumheder.
Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg ikke har gjort særlig god reklame for mig selv på baggrund af mine mange fadæser i løbet af året. Ud over rødvin-all-over-the-place-episoden har jeg formået at knække en hjørnetand på en af skolens mange sirener efter en lidt for vild imitation af Boney M, mistet min potens mit i aktion og fejlsendt en sms til den pige jeg omtalte som en skøge i selv samme besked. Alligevel tillader jeg mig selv at være fuld af fortrøstning. For selvom min erfaring siger mig det modsatte, tror jeg på det goder i piger. Samtlige kvindelige bekendtskaber prædiker, at drenge blot er stoddere ude på vulgære one-night-stand og alligevel vil de ikke lade drenge ind i varmen, når de så banker på døren. Men det kan jo være så meget anderledes?
Når jeg, prinsen på den hvide hest kommer ridende op imod prinsessens slot ender jeg i voldgraven - våd og forslået, men med en melankolsk drøm om bedre tider.
Hvad skal der dog til for at bryde ud af cyklussen og stoppe den på det punkt hvor fryd og gammen præger ens kærlighedsliv?
- Robin
For bare et halvt år siden havde jeg anset mig selv som syg, psykisk syg. Hvis Frederik for blot 2 måneder siden havde fortalt mig, at jeg ikke ville få noget på krogen i 2 måneder, havde mine forudsigelse gået på, at jeg havde taget 10 kg. på og fået et gevaldigt acneangreb. Nu er jeg derimod helt afslappet med situationen, pludselig er mit behov ikke overvældende og single-livet smager ikke så sødt som plejer.
Frederik mener det bare er en dårlig undskyldning og et naturligt forsvar på den bommert jeg præsterede for 3 måneder siden, da jeg jeg kastede op ud over en pige under en ridetur. Selvfølgelig var det et nederlag, at skulle undskylde efter havet indsølet hendes krop i røde kropvæsker (Jeg havde drukket rødvin). Men årsagen skal findes et helt andet sted: Jeg savner lidt mere af det hele. Jeg savner at gå hjem med den samme pige, spise spejlæg på en nærliggende brunccafé og blive tilgivet for min uendelige rækker af dumheder.
Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg ikke har gjort særlig god reklame for mig selv på baggrund af mine mange fadæser i løbet af året. Ud over rødvin-all-over-the-place-episoden har jeg formået at knække en hjørnetand på en af skolens mange sirener efter en lidt for vild imitation af Boney M, mistet min potens mit i aktion og fejlsendt en sms til den pige jeg omtalte som en skøge i selv samme besked. Alligevel tillader jeg mig selv at være fuld af fortrøstning. For selvom min erfaring siger mig det modsatte, tror jeg på det goder i piger. Samtlige kvindelige bekendtskaber prædiker, at drenge blot er stoddere ude på vulgære one-night-stand og alligevel vil de ikke lade drenge ind i varmen, når de så banker på døren. Men det kan jo være så meget anderledes?
Når jeg, prinsen på den hvide hest kommer ridende op imod prinsessens slot ender jeg i voldgraven - våd og forslået, men med en melankolsk drøm om bedre tider.
Hvad skal der dog til for at bryde ud af cyklussen og stoppe den på det punkt hvor fryd og gammen præger ens kærlighedsliv?
- Robin
mandag den 7. december 2009
Rekonstruktion
En stikken i øjnene prikker mig vågen. Jeg skal pisse. Først det højre ben ud af sengen. Så det venstre. Mine knæskaller synes at være placeret forkert.
Med et stadigt forvrænget perspektiv vælter jeg ned af gangen, stirrer ned i kummen, lader vandet, glimtvis kommer gårsdagens utugt tilbage til mig. Jeg dansede.
For helvede.
Ud i bad, vaske lugten af menneske af mig. I vandets stråle føler jeg mig ren for en stund. Ud igen, og lade minder om i går vælte ned over mig. Vi kyssede.
For satan.
Klokken er 16, ”om morgenen”, og vintermørket lægger sig tungt på mine skuldre, tiden står så underligt stille. Jeg rammes pludseligt af trang til mad, propper mig med frugt og mariekiks, kvalmen indtager og jeg fortryder. Følelsen af hendes legeme mod min håndflade.
Jamen altså....
Begraver disse glimt i rituelt morgen-zombie-tv. Suger febrilsk livet ud af en lucky strike. Først den ene lunge. Så den højre. Hvorfor har i vendt jer i mod mig, kære organer? De svarer ikke, de er vrede.
At være beruset. En forgiftet søgen efter en højere mening, en famlen efter de 10 sekunder i rusen, hvor den totale lykke indtræffer, og man finder den ordløse mening med det hele. I morgen venter endnu en dag på gymnasiet, der skal stå som kontrast til weekenden. Et væld af rejser mellem skolegårde, faglig backpacking. En håndfuld desperate samtaler med andre desperate teenagers, smalltalk for at vedligeholde de små sociale relationer vi deler med hinanden, nærmest ufrivilligt.
Alt i mens mine ugerninger hænger i periferien.
Glimtvise spændinger mellem hjernens tinder, fortæller mig at der bagved skolens røde mure gemmer sig et utal af alternative universer og tilstande.
-Jonas
torsdag den 3. december 2009
Enmandshæren bag fjendens linjer
Noah er formentlig det menneske på Kristoffersunds Gymnasium, som flest har ansigt på og færrest har snakket med. Han er nok også den elev på Kristoffersunds Gymnasium, som flest har en mening om, men færrest kender. Noah er kontroversiel, han siger det mange tænker, men ej tør sige og han siger det som mange ikke tør tænke.
Siden vi startede, har han været sin egen enmandshær i et konstant oprør imod det trivielle liv og gymnasieelevers benhårde materialisme. Hans tanker er sunde og jeg er grundlæggende enig med ham, selvom jeg viger fra den eksistentialistiske skole, han ikke selv vil tilstå, at han tilhører. Hans argumenter er ofte overbevisende og selvom man står i direkte opposition til ham, gør han en usikker i selv sine mest basale synspunkter. Den egenskab skyldes ofte herskermetoder der overfuse ens synspunkter og trække ligegyldige svagheder ud af en stærk essens. Hos Noah er det anderledes, hans rolle som antagonist er baseret på anekdoter og referencer. Aldrig har jeg mødt en jævnaldrende der var så belæst og videbegærlig – en egenskab der gør ham uhyrlig beundringsværdig.
Senest underholdte jeg mig selv med hans morsomme oration om den teatralske juletid – ”patosudvisende julefundamentalister” kaldte han de” infantile” 1.g’s piger der fandt det ironisk at tage nissehuer på. Hans kritik er reel – julen har udviklet sig til et opsyltet forbrugercirkus med mere stressfaktor end hyggestund.
Dog får hans kritik et sekterisk udtryk – i stedet for at udvide horisonten for elever der sidder med næsen dybt begravet blindheden, melder han sig ud af det sociale liv på skolen og stempler disse mennesker som tabere. Hans betragtninger er i fleste tilfælde egnede, men hans metoder er forfejlede, han søger ikke at udbrede dem. I stedet spiller han frelst og ser nonchalant ned på mindre belæste folk. Det faktum gør ham nem at hade og hans argumenter nemme at afvise som overintellektuelle og periferier.
Han bliver negligeret og den sande kerne i hans holdninger bliver glemt. Dog kan jeg ikke lade vær med at se op til ham, fordi han tør stikke næsen frem, selv det gør ondt (det vil han bare ikke indrømme).
Så min opfordring er: Noah, brug dine holdninger til at oplyse folk og luk folk ind på din fascinerende ark – det har de fortjent.
- Karl
Siden vi startede, har han været sin egen enmandshær i et konstant oprør imod det trivielle liv og gymnasieelevers benhårde materialisme. Hans tanker er sunde og jeg er grundlæggende enig med ham, selvom jeg viger fra den eksistentialistiske skole, han ikke selv vil tilstå, at han tilhører. Hans argumenter er ofte overbevisende og selvom man står i direkte opposition til ham, gør han en usikker i selv sine mest basale synspunkter. Den egenskab skyldes ofte herskermetoder der overfuse ens synspunkter og trække ligegyldige svagheder ud af en stærk essens. Hos Noah er det anderledes, hans rolle som antagonist er baseret på anekdoter og referencer. Aldrig har jeg mødt en jævnaldrende der var så belæst og videbegærlig – en egenskab der gør ham uhyrlig beundringsværdig.
Senest underholdte jeg mig selv med hans morsomme oration om den teatralske juletid – ”patosudvisende julefundamentalister” kaldte han de” infantile” 1.g’s piger der fandt det ironisk at tage nissehuer på. Hans kritik er reel – julen har udviklet sig til et opsyltet forbrugercirkus med mere stressfaktor end hyggestund.
Dog får hans kritik et sekterisk udtryk – i stedet for at udvide horisonten for elever der sidder med næsen dybt begravet blindheden, melder han sig ud af det sociale liv på skolen og stempler disse mennesker som tabere. Hans betragtninger er i fleste tilfælde egnede, men hans metoder er forfejlede, han søger ikke at udbrede dem. I stedet spiller han frelst og ser nonchalant ned på mindre belæste folk. Det faktum gør ham nem at hade og hans argumenter nemme at afvise som overintellektuelle og periferier.
Han bliver negligeret og den sande kerne i hans holdninger bliver glemt. Dog kan jeg ikke lade vær med at se op til ham, fordi han tør stikke næsen frem, selv det gør ondt (det vil han bare ikke indrømme).
Så min opfordring er: Noah, brug dine holdninger til at oplyse folk og luk folk ind på din fascinerende ark – det har de fortjent.
- Karl
Brønden
Nogle gange falder jeg ned i hullet, omsvøbes af mørke, sort sort sort, gennemstråler grålyse undertoner i skolegården. Jeg havde ellers lige stået og grint af et eller andet, kørt med på en joke, høj intens stemning i et par minutter, vi synes allesamme at det var piiiisseee grineeeereeen. Du ved, man forvrænger stemmen i falset og så bliver alting lige pludseligt en 1,5 gang sjovere.
Men så falder jeg ned, hører et makabert dunk, lyden af kød mod en sort brønds afgrund, og dér hviler jeg så, til omkringstående menneskers umiddelbare gru og foragt.
Jeg hviler grumt i mig selv, erklærer at jeg bliver nødt til at gå.. ”jeg skal lige hrnmrmmmhm” (det er her jeg mumler en ting mellem ”til time” og ”pisse”. En dobbeltundskyldning er vel dobbelt så god).
Straks søger jeg mod en dør, en hvilken som helst dør, søger asyl, et gemmested.
Jeg finder noget i min skoletaske jeg kan distrahere mig selv med. En bog! Min sci-fi bog, how i fucking love you, perfekt eskapisme.
Historien i bogen synes at reflektere mig lige nu... Kender du det? Ligheden er ikke ligefrem slående, men tilpas mange adjektiver beskriver min tilstand. Lys fra oven synes at bryde brøndens mørke.
Klokken slår time, jeg tænker ”helle”. Klasseværelset er måske en anelse ubehageligt belyst, af en slags umættet neo-fluorescens, men ikke desto mindre bygger jeg behagelig base bag i lokalet, med en borg af tasker og trøjer for at skjule min umiddelbare sociale ”akavethed”. Her, der kan jeg forholde mig til hård fakta og strømlinet litteraturanalyse, på autopilot.
-Sebastian
søndag den 29. november 2009
Deus ex Machina
Generation fucked-up bliver vi kaldt. Vi boltrer os selv i druk, hor og andre trivielle dyder mennesket har tilbedt det sidste årtusindstid. Vi er håbløse.
Jeg tager mig i at håbe på at metafysisk gennembrud, håbe på at den transcendente verden vil åbenbare sig for mig, så tilværelsen vil forme en mening. Lydigt møder jeg engang i mellem op hos studievejlederen og understøtter hendes drømmeverden, hvor hendes job er uundværligt. ”Neej da, jeg tager allerhøjst 2 sabbatår – jeg serverer latté det første år og rejser til Asien for at udleve alle andres drømme det andet” lyver jeg og opfølger med en stor ros til hendes forslag om RUC’s humanistiske fakultet. Jeg får hende til at overse at jeg hverken kan få job eller bolig og at min fremtidige bachelor vil blive et moderat stykke med banaliteter.
Jeg dvasker derefter op ad trappen for at aflevere 300 kr. til jubelidioterne i OD-gruppen. Jeg spiller med på deres idé om at 120.000 kr. vil rede verden og gøre sultne negere mætte. Dvælende kaster jeg øjnene på en piges kavalergang i håb om at hun ikke ville gennemskue det – det var håbløst, men jeg redder den med at give cudos til det solidariske arbejde hun præsterer…”host” For Robert Mugabe ”Host”.
Efter 2 timers kemi, som jeg aldrig får igen, hopper jeg op på den 2-hjulede for at gennemkløve Københavns gader. Det er valgdag, men jeg vælger ikke – jeg ved faktisk ikke hvor mit valgsted er, så jeg kløver bare hjem i stedet, det er vel i lig grad et valg.
Valget er deterministisk afgjort på for hånd, valget er en farce. På sarkastisk vis udbrød Jesper at jeg da bare kunne stemme på nihilistisk folkeparti. Han forstår det ikke, magen til selviscenesættende psuedointellektualitet de repræsenterer. En nihilist havde aldrig tænkt tanken, aldrig besværet sig med valgplakatsproduktion, pickets eller flyeruddeling. Jeg vil ikke være nihilist jeg vil ej heller tro på determinismen – jeg vil inderst inde tro på den oversanselige kraft der reder vores røv når det brænder. Jeg kan bare ikke – hverken tro eller håbe.
- Noah
Jeg tager mig i at håbe på at metafysisk gennembrud, håbe på at den transcendente verden vil åbenbare sig for mig, så tilværelsen vil forme en mening. Lydigt møder jeg engang i mellem op hos studievejlederen og understøtter hendes drømmeverden, hvor hendes job er uundværligt. ”Neej da, jeg tager allerhøjst 2 sabbatår – jeg serverer latté det første år og rejser til Asien for at udleve alle andres drømme det andet” lyver jeg og opfølger med en stor ros til hendes forslag om RUC’s humanistiske fakultet. Jeg får hende til at overse at jeg hverken kan få job eller bolig og at min fremtidige bachelor vil blive et moderat stykke med banaliteter.
Jeg dvasker derefter op ad trappen for at aflevere 300 kr. til jubelidioterne i OD-gruppen. Jeg spiller med på deres idé om at 120.000 kr. vil rede verden og gøre sultne negere mætte. Dvælende kaster jeg øjnene på en piges kavalergang i håb om at hun ikke ville gennemskue det – det var håbløst, men jeg redder den med at give cudos til det solidariske arbejde hun præsterer…”host” For Robert Mugabe ”Host”.
Efter 2 timers kemi, som jeg aldrig får igen, hopper jeg op på den 2-hjulede for at gennemkløve Københavns gader. Det er valgdag, men jeg vælger ikke – jeg ved faktisk ikke hvor mit valgsted er, så jeg kløver bare hjem i stedet, det er vel i lig grad et valg.
Valget er deterministisk afgjort på for hånd, valget er en farce. På sarkastisk vis udbrød Jesper at jeg da bare kunne stemme på nihilistisk folkeparti. Han forstår det ikke, magen til selviscenesættende psuedointellektualitet de repræsenterer. En nihilist havde aldrig tænkt tanken, aldrig besværet sig med valgplakatsproduktion, pickets eller flyeruddeling. Jeg vil ikke være nihilist jeg vil ej heller tro på determinismen – jeg vil inderst inde tro på den oversanselige kraft der reder vores røv når det brænder. Jeg kan bare ikke – hverken tro eller håbe.
- Noah
torsdag den 26. november 2009
Bare for en dag
Lad mig være. Eller lad mig i det mindste bare være bitter.
Bare for en dag.
Morgendagens iskolde skær truer med at projektere min sorg op til beskuelse, og jeg føler mig som klichéernes kliché, med hjertet halvt dinglende ud af ærmet. Jeg dagdrømmer hvileløst, drømmer mig ud af vinduet, ind i husene og op på tagene. Hvor ingen lærer med en vag pædagogisk uddannelse kan nå mig, hvor jeg kan sidde med lænestol og tæppe, drikke varm kakao, mindes 7. klasse, bare for en stund.
Men virkeligheden når at indhente mig, som altid, før mine drømmebevægelser tager mig ud på dybt vand. Min sidemand fortæller en kæk historie i et lavt toneleje, jeg hører knapt nok hvad han siger, men gnægger lavmælt for høflighedens skyld.
Lad mig vandre rundt som tom skal, lad mig opsluges af min foragtelige selvynk. Bare. I. Dag.
Røgen bølger langs luftbanerne, minderne flyver ud af ørene, jeg griber febrilsk ud efter dem, men fanger kun et par stykker. Glimtvis spændes hendes hår ud foran mig, hun er pludseligt mere til stede end nogensinde, hendes øjne stirrer tomt. Jeg væmmes ved hendes chimera.
Kom tilbage til virkeligheden. Ryst drømmene væk. Tøm sindet, erstat filosofi med monotoni. Det hjælper.
Nogle gange deler verden sig i to. Under en samtale knækker isfladen under én, og pludseligt og panisk skal man vælge side. Denne verden er kold og nådesløs, civilisationens myretue fortsætter dovent sit formløse flow, hun sidder på min ryg og minder mig om hendes forsvinden. Hendes tyngde farver hverdagen, jeg er ikke et menneske i dag, jeg er forladt.
Monotoni Jonas, monotoni. Total grå zen.
Lad mig være. Eller lad mig i det mindste bare være bitter.
Bare for en dag.
lørdag den 14. november 2009
Neometropolis' Menneskedyr
Jeg fisker min mp3 afspiller op af lommen. Det er jo sædvane i vores generation at man underholder sig selv med vilkårlige gadgets i enhver given situation. Shuffle funktionen byder mig et futuristisk drum'n'bass track, og jeg befinder mig nu på en transkontinental rejse ved lysets hastighed mellem Nørreport og Kristoffersunds station. De hektiske breakbeats og syntetiske arrangementer former farvestriber i mit indre, jeg flyver igennem den underjordiske neo-metropol, og en behagelig eufori indtræffer.
Min rejse fortsætter op af metroens oplyste transporthaller, og jeg står nu på Kristoffersund med en Golden Virginia smøg i flaben. I fortsættelse af min futuristiske dagdrøm, er jeg nu en slags observerende spacecowboy. Jeg sætter mig ned og gemmer mig bag en tændt smøg, for at undersøge den umiddelbare folkemængde. Jeg bemærker mange hvileløse ansigter, jeg mærker efter på deres trængsler og fortrængninger. At tænke sig, at der inden under kjolen og Alis-trøjen befinder sig ægte, sårbare, nøgne mennesker, med egne sind, egne tanker, egne hemmeligheder. Sind, tanker og hemmeligheder jeg sandsynligvis aldrig får lov at føle på, og i et enkelt, tanketomt sekund, fyldes jeg med den store universelle kærlighed til menneskedyret og dets uhåndgribelige væsen.
Den altopslugende kærlighed knækker og forsvinder tilbage i universet. Jeg stirrer tomt igennem i luften, ryster på hovedet og genopdager virkeligheden. To drenge fra min gymnasieklasse er på vej i mod mig, så jeg samler tanker, kræfter og min taske op.
Som planlagt befinder vi os nu på en lokal Kristoffersund stambar. En finurlig blanding af udbrændte billiard spillende stamgæster, unge kønne arkitektur studerende og sen-pubertære gymnasie elever udgør en spænding i rummet, der forløses af den første tuborg.
Vi er nu 6 klassekammerater rundt om et bord af passende størrelse. Alle har vi indfundet os under det sociale dogme det er at gå på bar, og stemningen er naturlig og sulten efter post-skole udskejelser. Forståeligt. I en stiv uge har vi mødt på anstalten kendt som et gymnasium, lænket til stolen time efter time, 8-16, men vi fortvivlede ikke. Vi sejrede i grammatiske udfordringer og leverede historiske redegørelser med overbevisning. Men nu erstattes håndsoprækninger og blyanter af højlydte samtaler og glas med øl, i et univers hvor vi kan nyde hinandens selskab, for en gangs skyld. I skoletiden sidder vi med trætte bævende øjenlåg og syrekaffe fra pedellens kontor, nu er vi friske sociale ørne med sans for satire og smag for store alkoholsprocenter.
En dreng fra vores lille klasse klike mumler at han faktisk aldrig har brudt sig om Michael Jackson, og straks bliver han udsat for kærlig terror fra alle sider. "..jamen det har bare aldrig rigtig fanget mig" siger han irriteret og vi griner. Disse mennesker er ikke værst, slet ikke værst, tænker jeg. Igen stråler universets store kærlighed lige igennem mig, og jeg konstaterer at jeg har det godt.
Muligvis har jeg det forfærdeligt i morgen, men lige nu, der har jeg det godt.
-Jonas
torsdag den 5. november 2009
Mit første skrifte
Jeg er kriminel, jeg er en synder og jeg har solgt min sjæl til djævlen for den sølle pris af 33 kr. Jeg røg en smøg til morgenkaffen, en til formiddagskaffen, en efter frokost, en efter eftermiddagskaffen, en efter aftensmaden og en før jeg gik i seng. Jeg røg faktisk 20 smøger. Nu er jeg dødsdømt og kan blot vente i mit dødvande til bødlen kommer og henretter mig. Det bliver smertefuldt og ubarmhjertigt – ingen nåde i vente.
Jeg har selvfølgelig brugt dagen på at gøre mig klar til dette. Jeg tog det obligatoriske lægetjek hvor lægen spurgte om jeg røg. Jeg svarede at jeg ikke røg noget stærkere end cigaretter og pot – hash gør mig så døsig. Derefter gav han mig en folder der fortalte at jeg skulle dø. Jeg måtte skrive mit testamente. Det kan være svært at gøre sådan uden længere overvejelse, så det eneste jeg skrev var, at jeg ville testamentere en pakke gule kings og min zippo-lighter til Elizabeth (min 11 årige lillesøster). For nok er jeg døende, men jeg er død på en behagelig måde – en måde jeg under hende at prøve.
Jeg vil citere Richard Nixon og sige ”I’m not a crook”. Dog var Nixon en crook om han ville det eller ej var det jo ikke op til ham. Det siger samfundet og samfundet siger at jeg er en crook. I det mindste kommer jeg ikke i himlen, magen til gudsforladte sted hvor forbudssamfundet har gjort sit indtog – desuden spiser jeg ikke Philadelphia. Nej, helvede passer mig bedre. Synd har altid betaget mig, det er livsbekræftende og dynamisk og desforuden har samfundet dømt mange interessante sjæle til døden; Sokrates, Lenin og Oscar Wilde kan nævnes. Vel er det Skt. Peter der skal dømme mig og jeg kunne ligeledes ende som hvileløs, man kunne jo argumentere for at min død var et selvmord – dømt til døden eller ej. Det er mig heller ikke skidt, jeg har altid været fascineret af det, at være spøgelse, som fluen på væggen kan man rende rundt og manipulere med folk – få folk til at ryge, så er jeg da i det mindste ikke alene.
Fuld af fortrøstning og ved godt mod vil jeg alligevel vente med at sige farvel – det kunne være at der var en dag i morgen.
- Noah
Jeg har selvfølgelig brugt dagen på at gøre mig klar til dette. Jeg tog det obligatoriske lægetjek hvor lægen spurgte om jeg røg. Jeg svarede at jeg ikke røg noget stærkere end cigaretter og pot – hash gør mig så døsig. Derefter gav han mig en folder der fortalte at jeg skulle dø. Jeg måtte skrive mit testamente. Det kan være svært at gøre sådan uden længere overvejelse, så det eneste jeg skrev var, at jeg ville testamentere en pakke gule kings og min zippo-lighter til Elizabeth (min 11 årige lillesøster). For nok er jeg døende, men jeg er død på en behagelig måde – en måde jeg under hende at prøve.
Jeg vil citere Richard Nixon og sige ”I’m not a crook”. Dog var Nixon en crook om han ville det eller ej var det jo ikke op til ham. Det siger samfundet og samfundet siger at jeg er en crook. I det mindste kommer jeg ikke i himlen, magen til gudsforladte sted hvor forbudssamfundet har gjort sit indtog – desuden spiser jeg ikke Philadelphia. Nej, helvede passer mig bedre. Synd har altid betaget mig, det er livsbekræftende og dynamisk og desforuden har samfundet dømt mange interessante sjæle til døden; Sokrates, Lenin og Oscar Wilde kan nævnes. Vel er det Skt. Peter der skal dømme mig og jeg kunne ligeledes ende som hvileløs, man kunne jo argumentere for at min død var et selvmord – dømt til døden eller ej. Det er mig heller ikke skidt, jeg har altid været fascineret af det, at være spøgelse, som fluen på væggen kan man rende rundt og manipulere med folk – få folk til at ryge, så er jeg da i det mindste ikke alene.
Fuld af fortrøstning og ved godt mod vil jeg alligevel vente med at sige farvel – det kunne være at der var en dag i morgen.
- Noah
tirsdag den 27. oktober 2009
Dagbog fra en stodder
Klokken er vel 11.50 da jeg entrerer skolegården efter at have været en tur nede på det de lokale ville kalde den lokale for at hente mig en BLT-sandwich. En sandwich som mit ansigt nu afsløre, at jeg har været dybt begravet i. Den værste søvnighed har lagt sig og frokosten har givet mig ny energi til 2 timers søvndyssende dansk, om ridderviser jeg naturligvis ikke har læst.
Frederik og jeg har langt om længe fået kortlagt weekendens vilde begivenheder. Jeg undlod ham at fortælle om lørdagens fangst. Ikke fordi jeg angrer eller ikke vil stå ved den, nej blot fordi den ikke var af særlig betydning og jeg mere eller mindre selv har glemt den.
Efter at have misset skraldespand med min sandwichs’ papirindpakning på et kast henover skulderen, der ellers ville have set blæret ud hvis det var lykkedes, fyrer jeg op under en Lucky Strike og ånder tilbagelænet røgen opad. En let fordøjende smøg der får maden til at lægge sig på plads. Da mit hoved igen når horisontlinjen spejder jeg rundt i skolegården for at finde nogle flere at snakke med. Gården er tom grundet det råkolde vejr og kun de mest hårdfører rygere har begivet sig ud i den bidende luft.
Min opmærksomhed bliver draget af tre 2.g’s piger der står i hjørnet i skolegården og fniser. Fniser på den ondskabsfulde måde hvor piger kan få alle drenge i 7 miles omkreds til at tro at det er dem de fniser af. Jeg kender dem godt, eller det vil sige jeg har snakket med dem før.
En skolefest for en måneds tid siden begik jeg den tåbelighed at starte en samtale med en af dem, hun hed vidst nok Naja. Efter en kluntet introduktion, uden undskyldning til at indlede samtalen, begyndte jeg den sædvanlige overfladiske smalltalk, jeg afskyr så meget. Hvilken klasse går du i? Klarer du skolen? Hvordan er 2.g? Alle er de spørgsmål jeg allerede kender svarende på. Hendes hævede øjenbryn og flabede afsnubbede svar tydede på at hun havde fattet pointet, så jeg gik til det ældste og billigste trick i bogen. Jeg købte hende en øl. Det er egentlig sjovt at samfundet har så travlt med at fordømme prostitution, når det i små skalaer foregår hver weekend under alles begunstigelse. Ja det er nærmest norm for en dreng at købe pigerne drinks for at der så skal falde noget af. Det billige trick virkede indlysende nok ikke og det fik mig kun fremstillet endnu mere ynkelig.
Jeg afregnede med at skulle høre på 2.g’ernes yndlingsrygte den uge. Robin, den stodder, lagde i grum fuldskab an på arme Naja der måtte reddes af hendes to veninder. Jeg forstår vitterligt ikke de piger. Pigerne der gør en kunst ud af få drenge til at sige dumme ud, for derefter at sladre til alle dem de ved vil sladre videre. Hun er garanteret jomfru, en af de jomfruer der værner om deres mødom af en hæmsko, for så i sidste øjeblik at give den væk til den værste stodder på skolen. Inden da har de travlt med på pseudofeministisk facon at få fremstillet alle drenge, der har venlige ord til overs for dem, som perverterede røvhuller. Hvad der til gengæld er sjovt er, at deres altoverskyggende drøm om prinsen på hvide hest får dem til at barberer deres underliv hver fredag – just in case..
Og hvordan ved jeg så det? Tjaa det må være 19 års erfaring der har givet mig evnen til at gennemskue en piges dyreste dele bare en smule.
- Robin
Frederik og jeg har langt om længe fået kortlagt weekendens vilde begivenheder. Jeg undlod ham at fortælle om lørdagens fangst. Ikke fordi jeg angrer eller ikke vil stå ved den, nej blot fordi den ikke var af særlig betydning og jeg mere eller mindre selv har glemt den.
Efter at have misset skraldespand med min sandwichs’ papirindpakning på et kast henover skulderen, der ellers ville have set blæret ud hvis det var lykkedes, fyrer jeg op under en Lucky Strike og ånder tilbagelænet røgen opad. En let fordøjende smøg der får maden til at lægge sig på plads. Da mit hoved igen når horisontlinjen spejder jeg rundt i skolegården for at finde nogle flere at snakke med. Gården er tom grundet det råkolde vejr og kun de mest hårdfører rygere har begivet sig ud i den bidende luft.
Min opmærksomhed bliver draget af tre 2.g’s piger der står i hjørnet i skolegården og fniser. Fniser på den ondskabsfulde måde hvor piger kan få alle drenge i 7 miles omkreds til at tro at det er dem de fniser af. Jeg kender dem godt, eller det vil sige jeg har snakket med dem før.
En skolefest for en måneds tid siden begik jeg den tåbelighed at starte en samtale med en af dem, hun hed vidst nok Naja. Efter en kluntet introduktion, uden undskyldning til at indlede samtalen, begyndte jeg den sædvanlige overfladiske smalltalk, jeg afskyr så meget. Hvilken klasse går du i? Klarer du skolen? Hvordan er 2.g? Alle er de spørgsmål jeg allerede kender svarende på. Hendes hævede øjenbryn og flabede afsnubbede svar tydede på at hun havde fattet pointet, så jeg gik til det ældste og billigste trick i bogen. Jeg købte hende en øl. Det er egentlig sjovt at samfundet har så travlt med at fordømme prostitution, når det i små skalaer foregår hver weekend under alles begunstigelse. Ja det er nærmest norm for en dreng at købe pigerne drinks for at der så skal falde noget af. Det billige trick virkede indlysende nok ikke og det fik mig kun fremstillet endnu mere ynkelig.
Jeg afregnede med at skulle høre på 2.g’ernes yndlingsrygte den uge. Robin, den stodder, lagde i grum fuldskab an på arme Naja der måtte reddes af hendes to veninder. Jeg forstår vitterligt ikke de piger. Pigerne der gør en kunst ud af få drenge til at sige dumme ud, for derefter at sladre til alle dem de ved vil sladre videre. Hun er garanteret jomfru, en af de jomfruer der værner om deres mødom af en hæmsko, for så i sidste øjeblik at give den væk til den værste stodder på skolen. Inden da har de travlt med på pseudofeministisk facon at få fremstillet alle drenge, der har venlige ord til overs for dem, som perverterede røvhuller. Hvad der til gengæld er sjovt er, at deres altoverskyggende drøm om prinsen på hvide hest får dem til at barberer deres underliv hver fredag – just in case..
Og hvordan ved jeg så det? Tjaa det må være 19 års erfaring der har givet mig evnen til at gennemskue en piges dyreste dele bare en smule.
- Robin
torsdag den 8. oktober 2009
Forvandling
Jeg var ikke altid sådan her.
Jeg plejede at veje mine ord før jeg ytrede dem, og lod dagens formløse flow opsluge og diktere mig.
Men spillereglerne undergik gradvis forandring i løbet af.. 9. klasse?
Datoer og tidsbegreber har efterhånden mistet deres betydning.
Tid er nu blot tåge, håndfaste tidspunkter defineres af en papirsindhyllet kegleform, og substansen deri.
Hvad der startede som rekreation er nu blot depression, min reaktion på stoffet = reaktionær.
Jeg tror også at mit farvespektrum har forandret sig. Gamle bekendte og venner betragtes bag gråtones glas, alt hvad der synes virkeligt befinder sig på min side, i anderledes men ligeledes deprimerende farver.
-
"Har du købt?"
"Ja, fik sgu en pæn klump"
"Åha, hellemusen er skam gavmild i dag!"
I 2 grader celsius påbegynder vi den indøvede process, den næsten ærefulde ryger-jargon.
En bakke foldes/En blå tokai lighter fiskes op af lommen/Klumpen varmes/Smuldres/Rød prince ristes/Knækkes/Papir fastsættes til pap/Fyldes/Med blandingen/Af brune nuancer.
TÆND/SUG/BRUN ILD I LUNGEN/OG JEG FØDES/PÅ NY
-
I denne verden hærger modsætninger, øjet fikserer på tilsyneladende ligegyldige detaljer, cannabis symboler over det hele, overalt. Mangt en gang har jeg besøgt denne forunderlige verden, og nogle ville måske sige at jeg har nydt en røg over tørsten, men jeg fortsætter stædigt. Gang på gang overrasker dette parrallel-univers mig, et sted mellem tid og rum. Og når man først har været her, er der ingen tvivl, intet placebo.
Sommetider svæver jeg, sommetider sumper jeg. Et eventyr bliver hurtigt til et mareridt, for blot at blive et eventyr igen.
Her er jeg tilpas. Og dog... Rusbæstet vender sit forvrængede ansigt mod mig, og galer for fulde lunger.
Forfærdet søger jeg ly i en faxe kondi, men jeg træder stadig kun vande.
Et langt blankt blik og 3 smøger senere er jeg på vej op igen.
Op af gryden
Dagslyset synes nært
men forbliver fjernt, sløret.
Jeg kan kun grine fjoget
Problemerne må morgendagens Jesper tage sig af
I morgen.
- Jesper
onsdag den 9. september 2009
Selvdestruktion
I fredags havde vi årets første skolefest. Der var liv og glade dage, et rent abegilde af bravur, men selv var jeg ganske træt efter dagens fysiske strabadser. Mit svælg var ikke modtageligt for store mængder alkohol, jeg havde ikke fået kridtet mine dansesko og de mange flotte piger appellerede ikke til mit lune, men i stedet traskede jeg lidt rundt for mig selv og iagttog det hele lidt fra sidelinjen. Det forundrede mig hvad der egentlig ligger til grund for gymnasieelevers våde festkultur. Folk smider hæmningerne og lader de dyriske instinkter tale i ren selvdestruktion.
”Alkohol konserverer alt, bortset fra værdighed og hemmeligheder” sagde Robert Lembke og mine sobre øjne så det samme. Noah mente at sådanne fester viser de gemene gymnasieelevers latterlighed og deres behov for realitetseskapisme. Personligt ser jeg ikke så negativt på tingene for jeg kan selv sætte mig ind i trangen til at smide digniteten og ride med på bølgen af dumhed. Men det undrer mig at vi mennesker i det vestlige samfund har så stor tendens til selvdestruktion. Overflod af alkohol, tobak og fed mad har tag i vores samfund og bliver benyttet til stor fornøjelse, men hvorfor? Er det naturens måde at modvirke overbefolkning eller søger folks frie sind selv at flygte fra samfundet i et langsommeligt selvmord? Idéen i at flygte fra barske realiteter igennem sindsmanipulationer i form af alkohol og det offentligheden kalder narkotika synes mig meget reel, men alligevel er frygten for at slippe livet helt altdominerende.
- Karl
”Alkohol konserverer alt, bortset fra værdighed og hemmeligheder” sagde Robert Lembke og mine sobre øjne så det samme. Noah mente at sådanne fester viser de gemene gymnasieelevers latterlighed og deres behov for realitetseskapisme. Personligt ser jeg ikke så negativt på tingene for jeg kan selv sætte mig ind i trangen til at smide digniteten og ride med på bølgen af dumhed. Men det undrer mig at vi mennesker i det vestlige samfund har så stor tendens til selvdestruktion. Overflod af alkohol, tobak og fed mad har tag i vores samfund og bliver benyttet til stor fornøjelse, men hvorfor? Er det naturens måde at modvirke overbefolkning eller søger folks frie sind selv at flygte fra samfundet i et langsommeligt selvmord? Idéen i at flygte fra barske realiteter igennem sindsmanipulationer i form af alkohol og det offentligheden kalder narkotika synes mig meget reel, men alligevel er frygten for at slippe livet helt altdominerende.
- Karl
søndag den 30. august 2009
Folden
De ældste dele af flokken har nu forladt den lune og trygge fold for at begive sig ud i virkelighedens slagtehus – vi andre er efterladt som de nye alphahanner der skal tage sig af det nye hold kid. Situationen med disse kid er særdeles kompliceret da man på utaknemmeligste vis, skal finde en balance i mellem at være tilpas oppustet til at folk opdager en og tilpas beskeden til at de opdagende alligevel synes om en. Jeg drømmer sommetider om et liv som påfugl, det ville gøre verden en del nemmere. Man havde blot grund til at manne sig op og se langt mere prægtig ud end man reelt var, altså man var ikke tvunget ned i den tunge jernskjorte, kaldet janteloven, som er dresscode det anstændige samfund.
Til tider virker Kristoffersunds Gymnasium mere som en hønsegård end en regulær uddannelsesinstitution. Derfor kræves der et vågent øje for at begå sig her - ærlighed straffes hårdt (lært af erfaring) og man på veje hvert et ord, der på nogen måde kan skabe en dobbeltbetydning. Derfor gælder det om at træde varsomt når hundrede af nye elever indtager skolen fra skoleårets start. Man bør drage nytte af at ens rygte endnu er uplettet og den første skandale ikke er indtruffet - for de vil komme så snart man har en smule rundsav på albuen.
Dette er kun det indledende, for ganske vist har historien vist at man kan score på noget så anonymt som alder, men kunsten at bjerge sig kvindfolk har sine konservative normer som selv ikke vores selvpromoverede progressivitet har gjort op med. Som Nietzsche konstaterede er manden jernet og kvinden magneten – tiltrækkende, men dog ikke stærkt nok til at trække jernet hele vejen. Vejen til magneten skal jernet selv finde i et hav af nitter hvor kun snigende omveje kan bruges – der er ikke nogle genveje til driftens endelige mål. Og så meget som en player som jeg hader klichéerfuldte lommefilosofier, så sande er de desværre ofte – Don’t hate the player, hate the game..
- Frederik
Til tider virker Kristoffersunds Gymnasium mere som en hønsegård end en regulær uddannelsesinstitution. Derfor kræves der et vågent øje for at begå sig her - ærlighed straffes hårdt (lært af erfaring) og man på veje hvert et ord, der på nogen måde kan skabe en dobbeltbetydning. Derfor gælder det om at træde varsomt når hundrede af nye elever indtager skolen fra skoleårets start. Man bør drage nytte af at ens rygte endnu er uplettet og den første skandale ikke er indtruffet - for de vil komme så snart man har en smule rundsav på albuen.
Dette er kun det indledende, for ganske vist har historien vist at man kan score på noget så anonymt som alder, men kunsten at bjerge sig kvindfolk har sine konservative normer som selv ikke vores selvpromoverede progressivitet har gjort op med. Som Nietzsche konstaterede er manden jernet og kvinden magneten – tiltrækkende, men dog ikke stærkt nok til at trække jernet hele vejen. Vejen til magneten skal jernet selv finde i et hav af nitter hvor kun snigende omveje kan bruges – der er ikke nogle genveje til driftens endelige mål. Og så meget som en player som jeg hader klichéerfuldte lommefilosofier, så sande er de desværre ofte – Don’t hate the player, hate the game..
- Frederik
Græsk Demokrati
Klokken slår 7 og mit digitale vækkeur gjalder sine elektroniske skrig, virkeligheden er endnu relativ, og tidens natur stadig diskuterbar. Jeg får overbevist mig selv om at det er lørdag, kryber ind under dynen igen, hvis forunderlige varme jeg absorberer, og henfalder i en først let, men hurtigt dyb søvn.Endnu engang minder vækkeuret mig om tidens egentlige natur, det er onsdag morgen, og jeg er sent på den. Utilfreds tramper jeg min vej ud i køkkenet, hvor jeg knækker to æg på panden.
Det føles som om hvert andet sekund forsvinder, som en hjemmelavet tegnefilm. Søvndrukken observerer jeg æggenes transformation fra flydende til fast form. Jeg spiser op, hopper på cyklen og begiver mig mod Kristoffersunds Gymnasium.
Fra min lejlighed tager det omkring et kvarter at cykle til skolen. Umiddelbart ikke noget jeg vil betegne som en hård tur, men i morgentimerne ligger søvnmanglen på mine skuldre som tunge lod, og gør modvinden til min værste fjende. Jeg kæmper mig igennem de truende vinde, der næsten synes at viske ”giv nu op, tag nu hjem”.Jeg ignorerer dem, og når endelig frem til skolegården, hvor jeg parkerer min jernhest i en bremsende lodret-til-vandret bevægelse. Forpustet og lidt stolt af min parkeringsmanøvre, trasker jeg igennem gården, løber op af trapperne til timens lokale, og inden jeg ved af det står jeg ståkandet i dørkammen, med en hel klasses trætte blikke vendt mod mig. Læreren kigger nonchalant på mig og beder mig om at tage plads.Jeg finder et forladt to-mands bord i hjørnet og indtager det.Mine klassekammeraters trætte øjne vendes endnu engang mod læreren.Jeg forestiller mig hvordan mit legeme smeltes sammen med resten af klassen, for at blive til én stor grå masse. En omformelig klump gråt ler, som det er lærernes job at banke noget information ind i, måske saltet med lidt vanlig logik og fornuft.Min salige leg med metaforer ender brat da læreren nævner mit navn.Jeg træder ud af min drømmeverden, og opdager at han kigger på mig, ligeledes hele klassen, og det er står klart for mig at han havde stillet mig et spørgsmål omkring timens designerede læsestof. Forvirret beder jeg ham om at gentage sig selv. Han sukker, gentager sætningen i et irriteret toneleje. Spørgsmålet omhandler noget om græsk demokrati, jeg gennemsøger min paratviden, og giver et vagt svar. Lærerens øjne hviler på mig et øjeblik, før han giver mig delvist ret, og udpeger nogle detaljer jeg udeladte.
Jeg ånder lettet op, og overvejer om han mon har tænkt sig at prøve min intelligens igen, inden timen er omme. Jeg satser på at han ikke gør det, og dvæler endnu engang i min fantasi. Verden omkring mig bliver sløret og uden omrids, mit øje fikseret på et enkelt, tilfældigt punkt. Jeg tænker om denne grå lerklumpsorganisme mon har udstødt mig, som en uvelkommen bakterie i klumpens flittigt arbejdende metabolisme. Jeg griner inde i mig selv, og dykker endnu dybere ned i min underbevidsthed.
- Jonas
Det føles som om hvert andet sekund forsvinder, som en hjemmelavet tegnefilm. Søvndrukken observerer jeg æggenes transformation fra flydende til fast form. Jeg spiser op, hopper på cyklen og begiver mig mod Kristoffersunds Gymnasium.
Fra min lejlighed tager det omkring et kvarter at cykle til skolen. Umiddelbart ikke noget jeg vil betegne som en hård tur, men i morgentimerne ligger søvnmanglen på mine skuldre som tunge lod, og gør modvinden til min værste fjende. Jeg kæmper mig igennem de truende vinde, der næsten synes at viske ”giv nu op, tag nu hjem”.Jeg ignorerer dem, og når endelig frem til skolegården, hvor jeg parkerer min jernhest i en bremsende lodret-til-vandret bevægelse. Forpustet og lidt stolt af min parkeringsmanøvre, trasker jeg igennem gården, løber op af trapperne til timens lokale, og inden jeg ved af det står jeg ståkandet i dørkammen, med en hel klasses trætte blikke vendt mod mig. Læreren kigger nonchalant på mig og beder mig om at tage plads.Jeg finder et forladt to-mands bord i hjørnet og indtager det.Mine klassekammeraters trætte øjne vendes endnu engang mod læreren.Jeg forestiller mig hvordan mit legeme smeltes sammen med resten af klassen, for at blive til én stor grå masse. En omformelig klump gråt ler, som det er lærernes job at banke noget information ind i, måske saltet med lidt vanlig logik og fornuft.Min salige leg med metaforer ender brat da læreren nævner mit navn.Jeg træder ud af min drømmeverden, og opdager at han kigger på mig, ligeledes hele klassen, og det er står klart for mig at han havde stillet mig et spørgsmål omkring timens designerede læsestof. Forvirret beder jeg ham om at gentage sig selv. Han sukker, gentager sætningen i et irriteret toneleje. Spørgsmålet omhandler noget om græsk demokrati, jeg gennemsøger min paratviden, og giver et vagt svar. Lærerens øjne hviler på mig et øjeblik, før han giver mig delvist ret, og udpeger nogle detaljer jeg udeladte.
Jeg ånder lettet op, og overvejer om han mon har tænkt sig at prøve min intelligens igen, inden timen er omme. Jeg satser på at han ikke gør det, og dvæler endnu engang i min fantasi. Verden omkring mig bliver sløret og uden omrids, mit øje fikseret på et enkelt, tilfældigt punkt. Jeg tænker om denne grå lerklumpsorganisme mon har udstødt mig, som en uvelkommen bakterie i klumpens flittigt arbejdende metabolisme. Jeg griner inde i mig selv, og dykker endnu dybere ned i min underbevidsthed.
- Jonas
På Gensyn
Så nærmer tiden sig! Tiden hvor man forlader friheden og indtræder i fængslet hvor falsk kærlighed hænger på træerne og venskab kan købes for en fadøl – Kristoffersunds Gymnasium. Stedet hvor eksistentielle teenagekriser får folk til at vende på tallerkner så hurtigt som bøgens blade springer ud og falder af igen.
Og hvorfor så tilbringe endnu et skoleår der? Fordi der ikke er bedre at tage sig til og fordi man fra tid til anden tager sig selv i at være en del af dette cirkus af kønsdrifter, moderetninger og selvpromovering der vidner om en overliggende individualisering og en gennemtrumfen kommercialisering i vores generation.
”ååhh hvor har jeg savnet dig” og ”Ej jeg elsker dig, ærgerligt at vi ikke ser mere til hinanden” er sætninger der uden tvivl vil cirkulere i fængselsgården når vi igen tjekker ind. Når man ser det udefra og ikke selv modtager disse døgnkomplimenter er det til at brække sig over. Det er specielt piger der tuller rundt i den konfirmerende skov af falske kærlighedserklæringer. Men hvordan ved de hvem der egentlig elsker dem når de får det fortalt fra 20 mennesker? Og mister bekræftelsen ikke sin betydning når det er fortalt så ofte?
Jeg forstår ikke idéen? For drenge føler sig jo lige så elskede bare ved at 3 personer kan erklære deres kærlighed til dem, engang i mellem hvor man lige har brug for at få det bekræftet. Ved sætningens overdrevne forbrug mister den jo sin stærke betydning og bliver til et blad af falsk kærlighed på skolegårdens gamle træ.
Hvor falskheden dog afskyer mig …
- Noah
Og hvorfor så tilbringe endnu et skoleår der? Fordi der ikke er bedre at tage sig til og fordi man fra tid til anden tager sig selv i at være en del af dette cirkus af kønsdrifter, moderetninger og selvpromovering der vidner om en overliggende individualisering og en gennemtrumfen kommercialisering i vores generation.
”ååhh hvor har jeg savnet dig” og ”Ej jeg elsker dig, ærgerligt at vi ikke ser mere til hinanden” er sætninger der uden tvivl vil cirkulere i fængselsgården når vi igen tjekker ind. Når man ser det udefra og ikke selv modtager disse døgnkomplimenter er det til at brække sig over. Det er specielt piger der tuller rundt i den konfirmerende skov af falske kærlighedserklæringer. Men hvordan ved de hvem der egentlig elsker dem når de får det fortalt fra 20 mennesker? Og mister bekræftelsen ikke sin betydning når det er fortalt så ofte?
Jeg forstår ikke idéen? For drenge føler sig jo lige så elskede bare ved at 3 personer kan erklære deres kærlighed til dem, engang i mellem hvor man lige har brug for at få det bekræftet. Ved sætningens overdrevne forbrug mister den jo sin stærke betydning og bliver til et blad af falsk kærlighed på skolegårdens gamle træ.
Hvor falskheden dog afskyer mig …
- Noah
Abonner på:
Opslag (Atom)