K.O.

I modsætning til hvad mange Kristoffersund-elever muligvis tror, er der ikke noget i den her verden jeg hellere ville, end at tro på det gode i mennesket. Så evigt gerne ønsker jeg, at kunne læne mig tilbage i en velpolstret og komfortabel lænestol med et smil på læben, i forsikring om, at det hele nok skal ordne sig. Hvorfor er det så ikke det indtryk jeg giver folk?
- fordi jeg har indset at ærlighed, planøkonomi og næstekærlighed ikke har nogen gyldighed i den rådne stat Danmark.

Jeg har troet på det hele. Jeg har været den idealistiske romantikker din sidemand giver indtryk af at være. Men min naive tiltro til at ”de gode” skulle vinde blev aldrig ernæret. Erfaring har vist mig at al logik er intetstedsværende og survival-of-the-fittest så sandelig er blevet en mere fuldgyldig leveregel på Kristoffersund, end de 10 bud Moses modtog på Sinais-bjerget.

Da jeg så, lykkeligt naiv, påtog mig dyden af ærlighed, var omkostningerne for store og dette er nok grunden til, at jeg ikke længere tjener som eksempel på mine idealer. Hvor megalommanisk det end lyder, har jeg prøvet at være den Jesus-figur der påtog mig alle menneskers synd og prædiket k – og ærlighed til folket, men jeg havde ikke den nødvendige rygrad da Judas slog til. Jeg stak derfor halen mellem benene.
Hvad der for mig var et mål om ærlighed, blev af andre brugt som et middel til at udnytte mig, træde på mig. Gerrige mennesker profiterede af min enfoldighed, men langt mere tragisk, blev jeg også offer for godtroende mennesker der ikke kunne kapere ærligheden. De nemme løsninger er nemlig for mange, da de store forhindringer, snildt kan undgås med kynisme og falskhed. Ydermere har de mennesker der troede på mig, de sidste noble disciple, af ren desillusion forkastet sig i eskapisme. Hver weekend flygter de ind i en, i længden, tom verden skabt af provisoriske psykoser.

Selvom de mange skuffelser og nederlag var forårsaget af mennesker jeg elsker, klandrer jeg dem ikke. I mit naive selskab, blev kampen imod hele verden for uoverskuelig og modvinden for hård.
Og når man nu, uden at røre en finger, kan bæres af vinden hen mod de overskuelige løsninger, bærer jeg ikke nag.
Jeg var jo selv lige så krysteragtig.

Jeg tager mig selv i ikke at tro på, at mennesket har mere at opnå. Vores moralske fordærv er efterhånden så enormt, at selv teknologiske fremskridt kommer til at fremstå som et tilbageskridt. Derfor væmmes jeg ved mig selv, for jeg er selv blevet den gamle gnavne mand, jeg altid har hadet, den desillusionerede 68'er jeg altid har grint af og den digter jeg altid har vendt øjne af. Men! som Bossy Bo så bekræftende rappede: "Så længe jeg er håbløs er der håb endnu." Det håb klamrer jeg mig nu til, for ellers må jeg jo også give helt op og erklære mig eksistentialist – det er nu en gang det nemmeste.

Nu vil jeg tage til fredagscafé og slippe for realiteterne for blot at møde nye udgaver af disse, på bunden af min Harboe.

- Noah