Columbus

Det er mærkværdigt hvordan vi unge gymnasieelever er så naive og sadistiske at vi gentagende begår de samme fejl som tidligere generation har begået om og om igen, blot for at mærke smerten eller rusen af adrenalin der bruser i blodet. Og her tænker jeg ikke på de uanede mængder af tjære, kulilte og alkohol vi udsætter os for hver fredag, lørdag og torsdag på Rust, hvis det går højt. Nej jeg tænker på langt mere ekstreme former.

Narkotika er igen blevet moderne i blandt unge på Kristoffersund, efter det i nogle år har forekommet mig en smule passé. Men ikke blot en så håndgribelig form foregår de, for mig, irrationelle handlinger. Romantikkerne lærer heller ikke af deres fejl, men ønsker gang på gang at udøve følelsesmæssig skade på sig selv igennem et rent kærlighedsjihad. De tror enten at de ofrer sig for den store romantiske sag eller også at de ved at få ar på sjælen bliver dannede og affektionelt intellektuelle, selvom det snarere virker som hæmmende på overskuddet for intellektuel dannelse. For det tager meget overskud fra ens yderligere engagement at jagte de romantiske idealer.

Det mest ekstreme tilfælde er skolens få, men alligevel opsigtsvækkende hooligans der hver weekend opsøger coke og slåskampe med bøvede tosser på skumle rockerpubbe, blot for adrenalinens skyld – og det indrømmer de endda selv blankt. Velreflekterede mennesker, der ellers ved hvad de gør, opsøger vold, hærværk og arrestationer på fuldstændig velovervejet manér. Selv er jeg træt af at høre på dem, da de endnu ikke har fattet, at ingen andre end dem selv synes, at de er seje, eller at sport er spændende for den sags skyld. Det kan måske virke lidt bizart at sammenholde disse tre eksempler, men hvad de alle har tilfælles er at man søger ud for at prøve grænser af, på trods af at grænserne er prøvet af før for en og i mange tilfælde har vist sig skadelige.

Måske er vi alle blot blaserte. Så bombarderede med udtryk, at vi søger nye veje for at rystes i grundvolden og opleve noget nyt. Ja, blot opleve noget nyt. Eller også skal man se det som en langt mere positiv ting, at vi alle er en flok Columbusser der vil ud og afsøge verden på egen hånd og er blevet trætte af ”de gamles” uddaterede råd. Men stadig forstår jeg ikke hvorfor vi ikke blot tager nogle af de 20. århundredes erfaringer til efterretning: at ideologier har slået fejl, at vold ikke frembringer noget godt og at de rationelle tanker til hver en tid vil slå de romantiske (selv om de romantiske forekommer mere æstetiske og interessante) – blot for at nævne nogle få.

På den anden side vil jeg i min lille forvirrede diskussion gerne vise min respekt for disse romantikere, ikke for deres idealer, men for deres mod og vilje. Det samme vil jeg give både ideologer og psykedelia-freaks, for trods alt at ville søge en forklaring. Men kig jer omkring? Forklaringen skal ikke findes i alle mulige ofringer og eskapader til verdens grænser, men blot foran din egen næsetip.

Men jeg tror at verden bliver mindre, mere årene. Sådan er det i hvert fald sket for alle tidligere generationer, vi går fra at ville redde en stor verden med krige og fattigdom, til at ville redde et eneste menneske vi holder kært.

Varme Hilsner Karl