Om at give alting væk

Det at afgive alting er egentlig en spøjs ting. Herunder er der flere spøjse elementer. Som sådan kan det være både nyttigt og rationelt at give alt fra sig, eksempelvis hvis det er med det formål, at få alt igen fra modparten. Det er vel dét, der må karakteriseres som hengivenhed, det nogen kalder kærlighed. Men sjældent, spøjst nok, vil nogen modtage alt man ejer, de bliver enten skræmte over det ansvar de får af at passe på de mange gaver eller også finder de det blot kedsommeligt. Pludselig skal modtageren ikke kæmpe for at få alt det den anden ejer, de får det simpelthen foræret. Og her stopper logikken og derfor bliver det spøjst. Kedsomheden opstår når der ikke er mere at få, ikke mere at kæmpe for, ikke mere at lave - og her burde man ellers mene at lykken ville opstå.

For burde lykken ikke opstå når succesen var gennemført, vundet og man havde tilegnet sig samtlige goder? Nej, for lykken opstår på vej hen til kedsomheden. Det er også derfor kloge børn aldrig keder sig, fordi de altid har en ny destination. Livet bliver ikke trivielt, det kan udvikle sig og blive dynamisk, og dermed opstår lykken pludselig. Og deri ligger måske svaret på hvorfor folk ikke vil have at jeg giver dem alting - de vil trække den lykkelige rejse ud.

Ikke at det holder mig tilbage, for spøjst nok giver jeg ikke alt væk for modtagerens skyld. Som når man afgiver en partikulær gave til et familiemedlem for at se vedkommende lyse op af glæde, af lykke. Jeg gør det, irrationelt nok, for min egen skyld. Jeg husker tydeligt hvordan jeg ustandseligt løb og led igennem flere kilometer da jeg som lille spillede fodbold, ikke for mine holdkammerater, ikke for min træner og heller ikke for bolden. Jeg løb for mig selv, blot for at være på vej - til den næste sejr som dog hurtigt var glemt. Sejren gav ikke lykke, det gjorde kampen for sejr. Ligesådan er det her. Når jeg møder et menneske og denne inderlige trang til at afgive alt, opstår så afgiver jeg dette 'alt', velvidende om at det hverken er gunstigt eller logisk.

Vreden opstår, til min store fortvivlelse, i mig når en person ikke vil modtage alt det jeg giver, alt det jeg har. Men følelsen manes hurtigt til jorden, for jeg søger jo ikke modtagerens anerkendelse. Jeg ønsker selvanerkendelse, følelsen af at jeg er et godt menneske, prædikeret af mig selv. Endnu en gang forekommer det mig spøjst. Selvanerkendelse er jo så håndgribeligt, man skulle mene at jeg selv havde mulighed for at kunne donere mig selv anerkendelse som jeg ønskede den, men sådan hænger det ikke sammen, den skal jeg gøre mig fortjent til. At yde for at nyde, jeg har egentlig altid hadet det ordsprog og modsvaret: "hvorfor dog yde, hvis det ikke er nødvendigt for at nyde?". Fordi ydelsen er hele lykken i sig selv, måske.

Snart er jeg færdig med min tid på kristoffersund, snart er jeg efterladt uden alt det jeg har givet væk, alt det jeg ejede. Men jeg fortvivler jeg ikke, for lykken fandt jeg på vejen. Men heri underkender jeg heller ikke den frustration det er, når HUN ikke vil modtage det jeg yder, det jeg afgiver.

Derudover har jeg ingen svar, men spørgsmålet er vel også lykke nok i sig selv?

- Robbin