Manifest

På Kristoffersunds Gymnasium synes det politiske åndsliv at være opdelt i to grupperinger, som uafladeligt ikke kan forenes i større perspektiv. De to grupperinger vælger jeg at kalde "utopisterne" og "rationalisterne". Når denne separering så er truffet, skal det dog nævnes, at vores kære skole har mange politisk interesserede elever - debatlystne, engagerede og tolerante. Men min opdeling er baseret, udelukkende, på de politisk aktive elever. Lad os så se lidt på de to kategorier jeg opstiller. Det skal dog siges, at jeg tillader, at disse er en smule brogede og ukonkrete.

Utopisterne er dem, der har politiske visioner og gerne ser det hele i et større perspektiv på trods af, at de også kan engagere sig i enkeltsager, så som et nyt fritidshjem på Dortheavej. De afskyr al slags bureaukrati og romantiserer derimod gerne deres politik. Deres store perspektiv og stærkt romantiserede forhold til politikken afskærer dem ofte mulighed for at gennemføre deres visioner, men dette afholder dem ikke i deres kamp imod hele verden, den styrker næsten deres, til tider fanatiske, tro på deres idealer. De finder ro i et have et fast verdensbillede, som det f.eks. er tilfældet med den håndfuld marxister der går på skolen. Forbitret står de på barrikaden så snart en ny nedskæring rammer skolen og de spiser sig aldrig af med hvad kapitalens lejesvende giver dem, de tager gerne hele hånden i deres, undskyld mig, håbløse kamp i mod systemet. Men alligevel finder de en stor trøst i deres ideologi, som giver dem et håndgribeligt skema til at anskue dem komplicerede verden på. Dog har de problemer med legitimation af deres midler, som for utopisterne snarere omfatter vold og sabotage end diplomati. Fælles for den brogede skarer er, at de alle i al oprigtighed tror og kæmper for deres visioner og det respekterer jeg dem for.

Rationalisterne derimod åler sig gerne rundt i de politiske holdninger. Deres visioner er kortsigtede og bøjelige, de tilpasses i højere grad efter deres omgivelser. Kompromis er deres vigtigste middel, og for nogle af dem bliver det næsten et mål i sig selv. Deres spilles altid med sikrer kort, for man vil hellere have magten og diplomatiet, end man vil have sine holdninger ført igennem. Rationalisterne er desværre dem der altid kommer til magten og det er mange af dem, der sidder på topposterne i ungdomspartierne og senere inde på Kristoffersborg. De har sjældent moralske skrubler med at stikke knive i ryggen på deres medspillere og tænker kun på personlig fremgang - på trods af at de gerne vil ligne utopisterne som visionære drømmere. Men i virkeligheden er de noget så pragmatiske og har slet ingen idealer. Min afsky er for disse forlorne prostituerede er enorm, og det nærer kun min mistro til den danske stat.

Vores kære AT 10 darling, Max Weber, ville nok karakterisere rationalisterne til at være målrationelle og utopister til at være værdirationelle og den overbevisning vil jeg gerne tilslutte mig.

Mig selv? Jeg har opgivet politik for længe siden, for jeg har hverken lyst til at sælge min sjæl til magtens tinde eller ende desillusioneret og frustreret. Jeg finder min ro i kulturen og affinder mig med at stå uden for indflydelse. Det er nu en gang også nemmest bare at være uansvarlig uenig.

- Noah