Ian Curtis Blues

Her sidder jeg så, sprængfyldt med selvmedlidenhed, i skæret af levende lys med en hjemmelavet moccha og Joy Division på anlægget. Curtis og co. er efterhånden de eneste der forstår mig på en deprimerende dag som denne.

Det hele startede da Professor Altvidende entrerede klasselokalet med opgaven, og med det mener jeg den der tæller 2 karakterer på mit afsluttende bevis og bliver altafgørende for en senere afgørelse af mit interlekt. Professor Altvidende stirrede med et stift ansigtsudtryk, ikke eneste trækning der kunne afsløre resultatet for mit seneste værk - mit selverklærede makværk.

Hun var min budbringer, min Hermes. Hades forklædt som Nemisis. Og her lå den så, opgaven. Jeg løftede langsomt de første 21 sider og faldt så sammen i stolen. 02?!! 02!? Var det virkelig så slemt. Jeg orkede ikke at læse kommentaren til opgaven og resten af timen gik med en moralsk tale og en evaluering for alle dem der var så godt bedømt at de havde overskud til at være med. Jeg forblev sammensunket og trissede diskret ud af lokalet 5 minutter før timens afslutning der derefter ville ende i et inferno af spørgsmål til min ynkelighed.

Tasken med opgaven føltes ulidelig tung, så tung at jeg frygtede at tippe bagover eller knække lænden. Jeg satte mig midt i bussen på en af de pladser der var forbeholdt gangbesværede, det betragtede jeg mig ærlig talt for at være på daværende tidspunkt og jeg frygtede desuden, at bussen ville tippe om på taget, hvis jeg satte mig bagest i bussen.

Da jeg ankom til hovedbanegården fulgte en slem tur ned af Istedgade til min lejlighed længere nede. Jeg stoppede op ved Mariakirken hvor skyggen af min fremtid slog sig op ad muren. Jeg kiggede rundt på de hætteklædte narkomaner der mest af alt mindede om de sorte ryttere fra Ringenes Herrer. Da en af dem løftede hovedet så jeg mit ansigt. Det gjorde mig så skræmt at jeg på trods af min elendighed fik kræfter nok til at spurte hjem med den næsten tomme, min umådelig tunge taske på ryggen.

Nu sidder jeg så her nedsunket i en miserabel selvynk og bilder mig selv ind at jeg dyrker noget melankolsk. Men er melankoli ikke blot en facon at se positivt på alt det der ramler ned om ørerne på en så man ikke behøver at tage stilling til ens fejl og mangler?

Nu gælder det blot om at nyde stilheden i lejligheden før brændet falder ned kl. 16 hvor mine forældre kommer hjem. Men Ian, du forstår mig.

- Karl