Der findes et kløft et sted hvor de fleste elever på Kristoffersund har været, her skal man vælge en af kløftens to sider. Vælger man et fristende ståsted af kortvarig glæde eller et omkostningsrigt ståsted med længerevarende glæde?
Jeg har længe haft ståsted ved den kortvarige glæde. Singlelivet kørte på kynisk vis derudaf. Så længe jeg tog mine forholdsregler undgik jeg de store bump på landevejen. Med 3-gangsregler, wingmen og andre The Game-kodekser kunne en scoring ikke gå galt, det har jeg konkluderet ved hjælp af ren og skær empiri. Når først man har fattet pigers natur er de for nemme, deres instinkter kan styres af metoder hvis underliggende strukturer jeg måske ikke fatter, men jeg stadig kan benytte. Det lyder jo som et regulært utopia for mange selvproklamerede alpha-hanner på Kristoffersund der, "Host host", ikke har scoret i flere måneder. Men glæden er kortvarig - når først man er virtuos inden for kunsten mistes engagement, vilje og dermed glæde.
Jeg ville gerne være romantikker - vælge den anden side. Ovre på den anden side af afgrunden stod Sirener og sang til mig om hvor nemt dette valg ville være at tage. Den borgerlige morale har ydermere opdraget mig til dette romantiske monogami, som jeg blot har gjort et midlertidigt teenageoprør imod. Så jeg tog springet og dundrede ud over kanten på den trygge single-side, mine fingre gled på klippesatsen på den modsatte side og jeg styrtede blindt i mod afgrunden. Jeg kom derud hvor jeg ikke kunne bunde.
I faldet tænkte jeg: av for et selvmål. Her havde jeg, alt den tryghed jeg ville have, og jeg kaster den med mig selv ud over afgrunden for nu, at styrte imod bunden med skolekammeraters hæslige grin. Med pludselig i mit fald får jeg fat i en gren der voksede på klippesiden, den eneste gren jeg kan se. Det må være en rod fra et træ på den romantiske side. Her hænger jeg så, lige akkurat med nok overskud til at tænke over mit næste træk og nedskrive en række febrilske ord på en blog.
Over mig kan jeg se et midlertidigt ståsted på klippesiden, som jeg lige akkurat kan nå. Stedet er ekstremt purøst, så jeg vil kun kunne stå der i få sekunder, men derfra kan jeg hoppe videre. Jeg skal blot vælge hvor jeg vil hoppe hen før jeg når til det sted. Vælger jeg at hoppe tilbage til den trygge, men kyniske, side og erkende at jeg ikke var stærk nok til at nå over på den romantiske side. Eller vælger jeg at jagte den romantiske side nu med nye erfaringer om afgrundens konstruktion?
Jeg slap grenen og valgte at dyrke mit melankolske fald.. Nu styrter jeg
- Robin
torsdag den 31. december 2009
torsdag den 24. december 2009
mandag den 21. december 2009
Undergearet
"Sikken voldsom trængsel og larm" lød afslutningssangen til Kristoffersunds Gymnasiums juleafslutning hvor kys, kram og sneboldte fløj igennem luften. Tilbagelænet mimede jeg med på sangen jeg kun havde hørt få gange før. Hverken havde jeg lyst til at tilføje endnu et toneleje til det 400-stemmige brølende kor, der kun blev redet af blærerøvene fra musikklasserne og ligeledes gjorde den dårlige akustik det umuligt for mig at gennemskue melodien. Derfor fordybede jeg mig lidt i den inspiration jeg fik fra sangens lyrik.
Juletiden har det med at bringe gymnasieelever, med overtræk på kontoen, i et ubelejligt overgearet humør. Specielt julegaver og vægtproblemer volder folk unødige problemer, og ligeledes ser jeg mine forældre gå fuldstændig i ekstase over juletræsalg og manglende ønskesedler. Jeg fortår derfor godt mange, specielt unge, menneskers frustration og aversion for julen, der som Noah tidligere påpegede var et kommercielt mesterværk. Men er livet ikke hvad man gør det til?
Sådan lyder en lommefilosofisk kliche i hvert fald, ikke desto mindre passer det til det saglige lune jeg fik til juleafslutningen den dag. Jeg har efterhånden forstået af irrationalitet ikke hjælper mig, så jeg har opgivet at skylde skylden på julen, selvom det er nemt. Jeg vælger at overhøre Wham, overse nisserne og glemme alt om stresset. Derimod nyder jeg at der er bekvem adgang til julekager, hyggelige lys på Frb. Allé og gaver hver søndag. Jeg finder det lækkert med en ekstra anledning til at holde ferie og derfor lukker sig inde i en hyggelig hule med lune drikke, varme lys og Bonnie Prince Billy på stereo.
Gaver køber jeg kun når der er noget at give og så længe jeg ikke får flip af ikke at modtage noget til gengæld har der ikke noget problem. Kun glæden ved at modtage gaver man har begæret og give gaver som andre folk begærer. Jeg tager mig heller ej af julens kristne budskab, men konstaterer derimod at kristendommen alligevel aldrig har haft et tag i danskerne der har glemt alt om Jesus og det der næstekærlighed vi præsterer med de 0,8 % u-landsbistand. Det glæder jeg mig ved og nyder at se sneen falder blødt igennem de trækkende vinduer i den ellers nyrenoverede skole.
Jeg ved ikke med alle jer der fik kram, kys, sneboldt og et "god jul" med på vejen, men jeg vil spare stress, jag, trængsel og larm til den tid det bliver nødvendigt. I stedet vil jeg nyde sagligheden, ferien og den glæde der kan opstå af 3 timers skuespil under familiens julemiddag den 24. dec.
- Karl
Juletiden har det med at bringe gymnasieelever, med overtræk på kontoen, i et ubelejligt overgearet humør. Specielt julegaver og vægtproblemer volder folk unødige problemer, og ligeledes ser jeg mine forældre gå fuldstændig i ekstase over juletræsalg og manglende ønskesedler. Jeg fortår derfor godt mange, specielt unge, menneskers frustration og aversion for julen, der som Noah tidligere påpegede var et kommercielt mesterværk. Men er livet ikke hvad man gør det til?
Sådan lyder en lommefilosofisk kliche i hvert fald, ikke desto mindre passer det til det saglige lune jeg fik til juleafslutningen den dag. Jeg har efterhånden forstået af irrationalitet ikke hjælper mig, så jeg har opgivet at skylde skylden på julen, selvom det er nemt. Jeg vælger at overhøre Wham, overse nisserne og glemme alt om stresset. Derimod nyder jeg at der er bekvem adgang til julekager, hyggelige lys på Frb. Allé og gaver hver søndag. Jeg finder det lækkert med en ekstra anledning til at holde ferie og derfor lukker sig inde i en hyggelig hule med lune drikke, varme lys og Bonnie Prince Billy på stereo.
Gaver køber jeg kun når der er noget at give og så længe jeg ikke får flip af ikke at modtage noget til gengæld har der ikke noget problem. Kun glæden ved at modtage gaver man har begæret og give gaver som andre folk begærer. Jeg tager mig heller ej af julens kristne budskab, men konstaterer derimod at kristendommen alligevel aldrig har haft et tag i danskerne der har glemt alt om Jesus og det der næstekærlighed vi præsterer med de 0,8 % u-landsbistand. Det glæder jeg mig ved og nyder at se sneen falder blødt igennem de trækkende vinduer i den ellers nyrenoverede skole.
Jeg ved ikke med alle jer der fik kram, kys, sneboldt og et "god jul" med på vejen, men jeg vil spare stress, jag, trængsel og larm til den tid det bliver nødvendigt. I stedet vil jeg nyde sagligheden, ferien og den glæde der kan opstå af 3 timers skuespil under familiens julemiddag den 24. dec.
- Karl
søndag den 13. december 2009
Prinsen på den gustne ged
Det ville ikke være en overdrivelse at påstå at den seneste periode har været tørlagt for damebesøg. Det har ikke taget mig lagt tid at erkende efter hele 2 måneder på bunden i selvskab med nørder, hashere og homoseksuelle. Der er på mystisk vis opstået en tendens til at sejre på diametrisk vis forekommer i stimer. Jeg har prøvet det før, det er ikke første gang at det varme vand er lukket, men denne gang synes det mig anderledes.
For bare et halvt år siden havde jeg anset mig selv som syg, psykisk syg. Hvis Frederik for blot 2 måneder siden havde fortalt mig, at jeg ikke ville få noget på krogen i 2 måneder, havde mine forudsigelse gået på, at jeg havde taget 10 kg. på og fået et gevaldigt acneangreb. Nu er jeg derimod helt afslappet med situationen, pludselig er mit behov ikke overvældende og single-livet smager ikke så sødt som plejer.
Frederik mener det bare er en dårlig undskyldning og et naturligt forsvar på den bommert jeg præsterede for 3 måneder siden, da jeg jeg kastede op ud over en pige under en ridetur. Selvfølgelig var det et nederlag, at skulle undskylde efter havet indsølet hendes krop i røde kropvæsker (Jeg havde drukket rødvin). Men årsagen skal findes et helt andet sted: Jeg savner lidt mere af det hele. Jeg savner at gå hjem med den samme pige, spise spejlæg på en nærliggende brunccafé og blive tilgivet for min uendelige rækker af dumheder.
Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg ikke har gjort særlig god reklame for mig selv på baggrund af mine mange fadæser i løbet af året. Ud over rødvin-all-over-the-place-episoden har jeg formået at knække en hjørnetand på en af skolens mange sirener efter en lidt for vild imitation af Boney M, mistet min potens mit i aktion og fejlsendt en sms til den pige jeg omtalte som en skøge i selv samme besked. Alligevel tillader jeg mig selv at være fuld af fortrøstning. For selvom min erfaring siger mig det modsatte, tror jeg på det goder i piger. Samtlige kvindelige bekendtskaber prædiker, at drenge blot er stoddere ude på vulgære one-night-stand og alligevel vil de ikke lade drenge ind i varmen, når de så banker på døren. Men det kan jo være så meget anderledes?
Når jeg, prinsen på den hvide hest kommer ridende op imod prinsessens slot ender jeg i voldgraven - våd og forslået, men med en melankolsk drøm om bedre tider.
Hvad skal der dog til for at bryde ud af cyklussen og stoppe den på det punkt hvor fryd og gammen præger ens kærlighedsliv?
- Robin
For bare et halvt år siden havde jeg anset mig selv som syg, psykisk syg. Hvis Frederik for blot 2 måneder siden havde fortalt mig, at jeg ikke ville få noget på krogen i 2 måneder, havde mine forudsigelse gået på, at jeg havde taget 10 kg. på og fået et gevaldigt acneangreb. Nu er jeg derimod helt afslappet med situationen, pludselig er mit behov ikke overvældende og single-livet smager ikke så sødt som plejer.
Frederik mener det bare er en dårlig undskyldning og et naturligt forsvar på den bommert jeg præsterede for 3 måneder siden, da jeg jeg kastede op ud over en pige under en ridetur. Selvfølgelig var det et nederlag, at skulle undskylde efter havet indsølet hendes krop i røde kropvæsker (Jeg havde drukket rødvin). Men årsagen skal findes et helt andet sted: Jeg savner lidt mere af det hele. Jeg savner at gå hjem med den samme pige, spise spejlæg på en nærliggende brunccafé og blive tilgivet for min uendelige rækker af dumheder.
Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg ikke har gjort særlig god reklame for mig selv på baggrund af mine mange fadæser i løbet af året. Ud over rødvin-all-over-the-place-episoden har jeg formået at knække en hjørnetand på en af skolens mange sirener efter en lidt for vild imitation af Boney M, mistet min potens mit i aktion og fejlsendt en sms til den pige jeg omtalte som en skøge i selv samme besked. Alligevel tillader jeg mig selv at være fuld af fortrøstning. For selvom min erfaring siger mig det modsatte, tror jeg på det goder i piger. Samtlige kvindelige bekendtskaber prædiker, at drenge blot er stoddere ude på vulgære one-night-stand og alligevel vil de ikke lade drenge ind i varmen, når de så banker på døren. Men det kan jo være så meget anderledes?
Når jeg, prinsen på den hvide hest kommer ridende op imod prinsessens slot ender jeg i voldgraven - våd og forslået, men med en melankolsk drøm om bedre tider.
Hvad skal der dog til for at bryde ud af cyklussen og stoppe den på det punkt hvor fryd og gammen præger ens kærlighedsliv?
- Robin
mandag den 7. december 2009
Rekonstruktion
En stikken i øjnene prikker mig vågen. Jeg skal pisse. Først det højre ben ud af sengen. Så det venstre. Mine knæskaller synes at være placeret forkert.
Med et stadigt forvrænget perspektiv vælter jeg ned af gangen, stirrer ned i kummen, lader vandet, glimtvis kommer gårsdagens utugt tilbage til mig. Jeg dansede.
For helvede.
Ud i bad, vaske lugten af menneske af mig. I vandets stråle føler jeg mig ren for en stund. Ud igen, og lade minder om i går vælte ned over mig. Vi kyssede.
For satan.
Klokken er 16, ”om morgenen”, og vintermørket lægger sig tungt på mine skuldre, tiden står så underligt stille. Jeg rammes pludseligt af trang til mad, propper mig med frugt og mariekiks, kvalmen indtager og jeg fortryder. Følelsen af hendes legeme mod min håndflade.
Jamen altså....
Begraver disse glimt i rituelt morgen-zombie-tv. Suger febrilsk livet ud af en lucky strike. Først den ene lunge. Så den højre. Hvorfor har i vendt jer i mod mig, kære organer? De svarer ikke, de er vrede.
At være beruset. En forgiftet søgen efter en højere mening, en famlen efter de 10 sekunder i rusen, hvor den totale lykke indtræffer, og man finder den ordløse mening med det hele. I morgen venter endnu en dag på gymnasiet, der skal stå som kontrast til weekenden. Et væld af rejser mellem skolegårde, faglig backpacking. En håndfuld desperate samtaler med andre desperate teenagers, smalltalk for at vedligeholde de små sociale relationer vi deler med hinanden, nærmest ufrivilligt.
Alt i mens mine ugerninger hænger i periferien.
Glimtvise spændinger mellem hjernens tinder, fortæller mig at der bagved skolens røde mure gemmer sig et utal af alternative universer og tilstande.
-Jonas
torsdag den 3. december 2009
Enmandshæren bag fjendens linjer
Noah er formentlig det menneske på Kristoffersunds Gymnasium, som flest har ansigt på og færrest har snakket med. Han er nok også den elev på Kristoffersunds Gymnasium, som flest har en mening om, men færrest kender. Noah er kontroversiel, han siger det mange tænker, men ej tør sige og han siger det som mange ikke tør tænke.
Siden vi startede, har han været sin egen enmandshær i et konstant oprør imod det trivielle liv og gymnasieelevers benhårde materialisme. Hans tanker er sunde og jeg er grundlæggende enig med ham, selvom jeg viger fra den eksistentialistiske skole, han ikke selv vil tilstå, at han tilhører. Hans argumenter er ofte overbevisende og selvom man står i direkte opposition til ham, gør han en usikker i selv sine mest basale synspunkter. Den egenskab skyldes ofte herskermetoder der overfuse ens synspunkter og trække ligegyldige svagheder ud af en stærk essens. Hos Noah er det anderledes, hans rolle som antagonist er baseret på anekdoter og referencer. Aldrig har jeg mødt en jævnaldrende der var så belæst og videbegærlig – en egenskab der gør ham uhyrlig beundringsværdig.
Senest underholdte jeg mig selv med hans morsomme oration om den teatralske juletid – ”patosudvisende julefundamentalister” kaldte han de” infantile” 1.g’s piger der fandt det ironisk at tage nissehuer på. Hans kritik er reel – julen har udviklet sig til et opsyltet forbrugercirkus med mere stressfaktor end hyggestund.
Dog får hans kritik et sekterisk udtryk – i stedet for at udvide horisonten for elever der sidder med næsen dybt begravet blindheden, melder han sig ud af det sociale liv på skolen og stempler disse mennesker som tabere. Hans betragtninger er i fleste tilfælde egnede, men hans metoder er forfejlede, han søger ikke at udbrede dem. I stedet spiller han frelst og ser nonchalant ned på mindre belæste folk. Det faktum gør ham nem at hade og hans argumenter nemme at afvise som overintellektuelle og periferier.
Han bliver negligeret og den sande kerne i hans holdninger bliver glemt. Dog kan jeg ikke lade vær med at se op til ham, fordi han tør stikke næsen frem, selv det gør ondt (det vil han bare ikke indrømme).
Så min opfordring er: Noah, brug dine holdninger til at oplyse folk og luk folk ind på din fascinerende ark – det har de fortjent.
- Karl
Siden vi startede, har han været sin egen enmandshær i et konstant oprør imod det trivielle liv og gymnasieelevers benhårde materialisme. Hans tanker er sunde og jeg er grundlæggende enig med ham, selvom jeg viger fra den eksistentialistiske skole, han ikke selv vil tilstå, at han tilhører. Hans argumenter er ofte overbevisende og selvom man står i direkte opposition til ham, gør han en usikker i selv sine mest basale synspunkter. Den egenskab skyldes ofte herskermetoder der overfuse ens synspunkter og trække ligegyldige svagheder ud af en stærk essens. Hos Noah er det anderledes, hans rolle som antagonist er baseret på anekdoter og referencer. Aldrig har jeg mødt en jævnaldrende der var så belæst og videbegærlig – en egenskab der gør ham uhyrlig beundringsværdig.
Senest underholdte jeg mig selv med hans morsomme oration om den teatralske juletid – ”patosudvisende julefundamentalister” kaldte han de” infantile” 1.g’s piger der fandt det ironisk at tage nissehuer på. Hans kritik er reel – julen har udviklet sig til et opsyltet forbrugercirkus med mere stressfaktor end hyggestund.
Dog får hans kritik et sekterisk udtryk – i stedet for at udvide horisonten for elever der sidder med næsen dybt begravet blindheden, melder han sig ud af det sociale liv på skolen og stempler disse mennesker som tabere. Hans betragtninger er i fleste tilfælde egnede, men hans metoder er forfejlede, han søger ikke at udbrede dem. I stedet spiller han frelst og ser nonchalant ned på mindre belæste folk. Det faktum gør ham nem at hade og hans argumenter nemme at afvise som overintellektuelle og periferier.
Han bliver negligeret og den sande kerne i hans holdninger bliver glemt. Dog kan jeg ikke lade vær med at se op til ham, fordi han tør stikke næsen frem, selv det gør ondt (det vil han bare ikke indrømme).
Så min opfordring er: Noah, brug dine holdninger til at oplyse folk og luk folk ind på din fascinerende ark – det har de fortjent.
- Karl
Brønden
Nogle gange falder jeg ned i hullet, omsvøbes af mørke, sort sort sort, gennemstråler grålyse undertoner i skolegården. Jeg havde ellers lige stået og grint af et eller andet, kørt med på en joke, høj intens stemning i et par minutter, vi synes allesamme at det var piiiisseee grineeeereeen. Du ved, man forvrænger stemmen i falset og så bliver alting lige pludseligt en 1,5 gang sjovere.
Men så falder jeg ned, hører et makabert dunk, lyden af kød mod en sort brønds afgrund, og dér hviler jeg så, til omkringstående menneskers umiddelbare gru og foragt.
Jeg hviler grumt i mig selv, erklærer at jeg bliver nødt til at gå.. ”jeg skal lige hrnmrmmmhm” (det er her jeg mumler en ting mellem ”til time” og ”pisse”. En dobbeltundskyldning er vel dobbelt så god).
Straks søger jeg mod en dør, en hvilken som helst dør, søger asyl, et gemmested.
Jeg finder noget i min skoletaske jeg kan distrahere mig selv med. En bog! Min sci-fi bog, how i fucking love you, perfekt eskapisme.
Historien i bogen synes at reflektere mig lige nu... Kender du det? Ligheden er ikke ligefrem slående, men tilpas mange adjektiver beskriver min tilstand. Lys fra oven synes at bryde brøndens mørke.
Klokken slår time, jeg tænker ”helle”. Klasseværelset er måske en anelse ubehageligt belyst, af en slags umættet neo-fluorescens, men ikke desto mindre bygger jeg behagelig base bag i lokalet, med en borg af tasker og trøjer for at skjule min umiddelbare sociale ”akavethed”. Her, der kan jeg forholde mig til hård fakta og strømlinet litteraturanalyse, på autopilot.
-Sebastian
Abonner på:
Opslag (Atom)