Et soloridt i de høje bjerge

Frederik der netop har taget et sug af sin smøg er lige ved at kvæles i røgen, da min nyhed fremprovokerer et heftigt hosteanfald. Det er en underlig tendens mennesker har, det med at hoste af forskrækkelse når nogen bringer noget kontroversielt op. Hans forvrængede ansigt erstattes hurtigt af et skeptisk stirrende blik da hosten er drevet over og han gentager mistroisk mine ord: "Du er blevet forelsket, siger du?"

Jeg nikker ivrigt, med hvad der forekommer mig at være, mit mest overbevisende smil. Hans skepticisme afløses af forskrækkelse og han ænser ikke længere smøgen i sin højre hånd. "I hvem dog?" spørger han og jeg forsikrer ham, så godt jeg kan om, at det ikke har nogen relevans. "Neej fortæl mig det, jeg er din ven, sådan noget skal jeg da vide." svarer han, da det går op for ham at det er noget jeg mener seriøst. Han prøver uden oprigtighed at overbevise mig om at han nu bakker op om idéen, men uden succes da jeg kender ham godt nok til at vide, at han lige nu tænker at jeg må have slået hovedet.

Da han opdager at han alligevel ikke kan få lokket et navn ud af mig, går han på kompromis og spørger ind til om jeg har været sammen med hende. Hans metoder er nemme for mig at gennemskue - Frederik kender de fleste af dem jeg har været sammen med og han lægger derfor op til at bruge "Hvem-er-hvem-metoden" (også kendt som udelukkelsesmetoden). Mit svar er, tro mig, den skindbarlige sandhed, men det kommer alligevel voldsomt bag på Frederik da jeg svarer: "Nææ det har jeg ikke og jeg har sådan set heller ikke tænkt mig at være det." Da hans mistro nu står åben, i lys lue, kan jeg ikke undgå at forklare mig yderligere og udbygger forklaringen: "Muligvis vil min krop gerne at jeg elskede med hende, men jeg vil nægte den det. På den måde kan jeg opretholde fascinationen - Jeg skulle jo nødigt kende alle hemmelighederne bag tøjet."

Han kan ikke længere holde sig tilbage og udbryder med en fortrængt latter: "Du er altså ikke dig selv idag." Men han forstår sig ikke på platonisk kærlighed, i dag er jeg lige præcis mig selv, for idag ved jeg hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jeg føler mig pludselig i live, som om jeg er vågnet op fra en drøm - dog uden at det skal forstås som om jeg er blevet ramt af et lyn, eller amors pil. Det er vokset i mig og blevet en fastholdende, knugende følelse - en følelse jeg dyrker.

Da han ikke orker at tage den seriøse samtale, undviger han og prøver at tale til mit gamle jeg. "Er hun lækker?" Men da jeg ikke har udviklet en skizofreni hen over natten, svarer jeg velovervejet og konfirmerer: "Jaa, gu er hun så! Jeg har aldrig oplevet noget lignende." Endnu en gang taler jeg lige fra posen, for fascination er netop så stor, at selv hendes dobbelthage bliver yndefuld. Det er netop alle hendes små fejl der gør hende så smuk, ja næsten guddommelig. Det er også derfor jeg ikke agter, at gå i seng med hende - for efter sex opstår der altid en følelse af ubehag. Pludselig vises det at ophidselsen blot var et slør og hendes fejl bliver nu synlige for mine før så stimulerede øjne.

Frederik befinder sig stadig på herrens mark - han har aldrig oplevet mig sådan her før og jeg må imødekomme hans fortvivlelse. Jeg forsikrer ham om at han ikke skal være bekymret og dunker ham i brystet. "Du må forstår, Frederik, det er min forelskelse der er ingen andre der må være med, heller ikke du?".

Nu ser jeg, at det jeg ellers troede var et klogt træk kun gjorde ham endnu mere forvirret. "Hvad mener du, ved hun ikke om din forelskelse?" spørger han, nu konfronterende, og jeg svarer: "Well, det ved jeg ikke, det betyder ikke så meget, for hun må alligevel ikke være med." Han opdager igen cigaretten i hånden, fordi han er blevet træt af, at høre på mig. Han kigger på mig som om jeg skulle blive pinlig berørt og afslutter samtalen med at forklare at han er for træt til en sådan samtale kl. 09 om morgenen, lige før at han skal snyde sin tysk-lærer til at tro at han har læst op på Goethe siden sidst.

Han forstår det ikke, og det er også okay. Hvordan skulle han også det? Det er jo ikke kærlighed - for lighed er der jo ikke meget af i mit forhold til den pågældende pige. Jeg ved bare at jeg har digterne på min side, for når man er forelsket, så handler al litteratur om en selv. Det hele bliver identificerbart og Goethe får lige pludselig ret i det hele, for jeg oplever det jo selv.

Det er gået op for mig at det ikke handler om hvad livet er, men om dets indhold.

- Robbin