Jomfruen er en ganske almindelig art her på Kristoffersunds Gymnasium, men for at kunne håndtere dem, må man have lidt baggrundsviden. Den, dog lidt stereotype, identifikation følger her:
Jomfruer færdes ofte i flokke af varierende mængder. Flokkens funktion tjener, ud over venskabelighed, at værne om jomfruens kæreste eje, mødommen. Jomfruen får ofte et moderligt forhold til mødommen, men med en vis ambivalens. Mødommen forekommer på den ene side at være jomfruens kæreste eje og samtidig bliver den for mange en klods om benet. Derfor har jomfruen også et stort behov for at skaffe sig af med denne, blot på den rigtige måde – for ligesom med børn skal mødommen skilles med jomfruen på en ryddelig måde uden de store kontroverser. Når jomfruen har smidt sin mødom, opnår den, hvis det går ordentligt til, dernæst et højere stadie af status (Nøjagtigt som med pokemons).
I flokken foregår der derfor en vis gensidig beskyttelse så et led af gruppen ikke frafalder mødommen ved en tilfældighed eller under påvirkning af alkoholiske drikke – derfor kan jomfruens flok for andre forekomme som ”cockblockers”. Det ses eksempelvis i flokkens systematiske indbyrdes aftaler om tid og sted for udhvil efter en festivitas. Pas derfor på med at bruge hele din aften i selskab med jomfruer, hvis du har håb om ”punani”. Hold i hvert fald øje med hvad flokken foretager sig, og hyr evt. en ”wingman” til afledning.
Jomfruens kendetegn er ofte godt kamuflerede, da jomfruen af gådefulde årsager ikke vil skilte med sin status – det bliver af dem selv, på trods af sagens naturlighed, opfattet som et tabu. Selvom der ingen fysiske tegn (ud over abnorm grimhed) er, kan man benytte sig af visse pejlemærker igennem samtaler. En måde er, varsomt at samtale om sex – her vil jomfruen i forsvar enten tale humoristisk eller perverteret om sex, igen for at kamuflere hendes manglende kyndighed på faget, der vil derfor ikke forekomme nogen seriøsitet på spørgsmålet. (Fnisen kan opstå fra jomfruens side).
Når man sådan samtaler med jomfruen skal man have en stor påpasselighed. F.eks. går det ikke med perverse og uanstændige jokes, de skal helst falde sobre. I stedet skal man gardere og armere sig med et godt arsenal af selvironi, jomfruen vil nemlig gøre alt for at afsløre dine intentioner og med en stærk sarkasme vil hun arbejde for at gennemhulle dig således at din selvsikkerhed ikke overstiger jomfruens. Denne proces kan med de mange forholdsregler godt forekomme en smule kafkask, men man kan skude nogle små genveje. Lær f.eks. at kunne tale med på Jeff Buckley, Thomas Dybdahl og Audrey Hepburn-film til at vise lidt følsomhed og troværdighed (men husk for guds skyld at tillægge dig selv lidt maskulinitet). Den modsatte vej, som har virket for mange er, modsat den blide og følsomme vej, at være klodens største røvhul. For erfaringer viser at mødommen, hvor lidt jomfruen end ønsker det, ofte tilfalder den der mindst har fortjent det og med 100 % sikkerhed vil skide på deres emotionelle side.
Men kære elever! Frygt ej for jomfruen, de er ofte skolens sødeste og mest velovervejede personer og de er endnu ikke fordærvede af gymnasieelevers maniske sexfiksering. Den vil helt sikkert allerede være en af dine bedste venner.
- Frederik
fredag den 26. februar 2010
søndag den 21. februar 2010
onsdag den 3. februar 2010
Et soloridt i de høje bjerge
Frederik der netop har taget et sug af sin smøg er lige ved at kvæles i røgen, da min nyhed fremprovokerer et heftigt hosteanfald. Det er en underlig tendens mennesker har, det med at hoste af forskrækkelse når nogen bringer noget kontroversielt op. Hans forvrængede ansigt erstattes hurtigt af et skeptisk stirrende blik da hosten er drevet over og han gentager mistroisk mine ord: "Du er blevet forelsket, siger du?"
Jeg nikker ivrigt, med hvad der forekommer mig at være, mit mest overbevisende smil. Hans skepticisme afløses af forskrækkelse og han ænser ikke længere smøgen i sin højre hånd. "I hvem dog?" spørger han og jeg forsikrer ham, så godt jeg kan om, at det ikke har nogen relevans. "Neej fortæl mig det, jeg er din ven, sådan noget skal jeg da vide." svarer han, da det går op for ham at det er noget jeg mener seriøst. Han prøver uden oprigtighed at overbevise mig om at han nu bakker op om idéen, men uden succes da jeg kender ham godt nok til at vide, at han lige nu tænker at jeg må have slået hovedet.
Da han opdager at han alligevel ikke kan få lokket et navn ud af mig, går han på kompromis og spørger ind til om jeg har været sammen med hende. Hans metoder er nemme for mig at gennemskue - Frederik kender de fleste af dem jeg har været sammen med og han lægger derfor op til at bruge "Hvem-er-hvem-metoden" (også kendt som udelukkelsesmetoden). Mit svar er, tro mig, den skindbarlige sandhed, men det kommer alligevel voldsomt bag på Frederik da jeg svarer: "Nææ det har jeg ikke og jeg har sådan set heller ikke tænkt mig at være det." Da hans mistro nu står åben, i lys lue, kan jeg ikke undgå at forklare mig yderligere og udbygger forklaringen: "Muligvis vil min krop gerne at jeg elskede med hende, men jeg vil nægte den det. På den måde kan jeg opretholde fascinationen - Jeg skulle jo nødigt kende alle hemmelighederne bag tøjet."
Han kan ikke længere holde sig tilbage og udbryder med en fortrængt latter: "Du er altså ikke dig selv idag." Men han forstår sig ikke på platonisk kærlighed, i dag er jeg lige præcis mig selv, for idag ved jeg hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jeg føler mig pludselig i live, som om jeg er vågnet op fra en drøm - dog uden at det skal forstås som om jeg er blevet ramt af et lyn, eller amors pil. Det er vokset i mig og blevet en fastholdende, knugende følelse - en følelse jeg dyrker.
Da han ikke orker at tage den seriøse samtale, undviger han og prøver at tale til mit gamle jeg. "Er hun lækker?" Men da jeg ikke har udviklet en skizofreni hen over natten, svarer jeg velovervejet og konfirmerer: "Jaa, gu er hun så! Jeg har aldrig oplevet noget lignende." Endnu en gang taler jeg lige fra posen, for fascination er netop så stor, at selv hendes dobbelthage bliver yndefuld. Det er netop alle hendes små fejl der gør hende så smuk, ja næsten guddommelig. Det er også derfor jeg ikke agter, at gå i seng med hende - for efter sex opstår der altid en følelse af ubehag. Pludselig vises det at ophidselsen blot var et slør og hendes fejl bliver nu synlige for mine før så stimulerede øjne.
Frederik befinder sig stadig på herrens mark - han har aldrig oplevet mig sådan her før og jeg må imødekomme hans fortvivlelse. Jeg forsikrer ham om at han ikke skal være bekymret og dunker ham i brystet. "Du må forstår, Frederik, det er min forelskelse der er ingen andre der må være med, heller ikke du?".
Nu ser jeg, at det jeg ellers troede var et klogt træk kun gjorde ham endnu mere forvirret. "Hvad mener du, ved hun ikke om din forelskelse?" spørger han, nu konfronterende, og jeg svarer: "Well, det ved jeg ikke, det betyder ikke så meget, for hun må alligevel ikke være med." Han opdager igen cigaretten i hånden, fordi han er blevet træt af, at høre på mig. Han kigger på mig som om jeg skulle blive pinlig berørt og afslutter samtalen med at forklare at han er for træt til en sådan samtale kl. 09 om morgenen, lige før at han skal snyde sin tysk-lærer til at tro at han har læst op på Goethe siden sidst.
Han forstår det ikke, og det er også okay. Hvordan skulle han også det? Det er jo ikke kærlighed - for lighed er der jo ikke meget af i mit forhold til den pågældende pige. Jeg ved bare at jeg har digterne på min side, for når man er forelsket, så handler al litteratur om en selv. Det hele bliver identificerbart og Goethe får lige pludselig ret i det hele, for jeg oplever det jo selv.
Det er gået op for mig at det ikke handler om hvad livet er, men om dets indhold.
- Robbin
Jeg nikker ivrigt, med hvad der forekommer mig at være, mit mest overbevisende smil. Hans skepticisme afløses af forskrækkelse og han ænser ikke længere smøgen i sin højre hånd. "I hvem dog?" spørger han og jeg forsikrer ham, så godt jeg kan om, at det ikke har nogen relevans. "Neej fortæl mig det, jeg er din ven, sådan noget skal jeg da vide." svarer han, da det går op for ham at det er noget jeg mener seriøst. Han prøver uden oprigtighed at overbevise mig om at han nu bakker op om idéen, men uden succes da jeg kender ham godt nok til at vide, at han lige nu tænker at jeg må have slået hovedet.
Da han opdager at han alligevel ikke kan få lokket et navn ud af mig, går han på kompromis og spørger ind til om jeg har været sammen med hende. Hans metoder er nemme for mig at gennemskue - Frederik kender de fleste af dem jeg har været sammen med og han lægger derfor op til at bruge "Hvem-er-hvem-metoden" (også kendt som udelukkelsesmetoden). Mit svar er, tro mig, den skindbarlige sandhed, men det kommer alligevel voldsomt bag på Frederik da jeg svarer: "Nææ det har jeg ikke og jeg har sådan set heller ikke tænkt mig at være det." Da hans mistro nu står åben, i lys lue, kan jeg ikke undgå at forklare mig yderligere og udbygger forklaringen: "Muligvis vil min krop gerne at jeg elskede med hende, men jeg vil nægte den det. På den måde kan jeg opretholde fascinationen - Jeg skulle jo nødigt kende alle hemmelighederne bag tøjet."
Han kan ikke længere holde sig tilbage og udbryder med en fortrængt latter: "Du er altså ikke dig selv idag." Men han forstår sig ikke på platonisk kærlighed, i dag er jeg lige præcis mig selv, for idag ved jeg hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jeg føler mig pludselig i live, som om jeg er vågnet op fra en drøm - dog uden at det skal forstås som om jeg er blevet ramt af et lyn, eller amors pil. Det er vokset i mig og blevet en fastholdende, knugende følelse - en følelse jeg dyrker.
Da han ikke orker at tage den seriøse samtale, undviger han og prøver at tale til mit gamle jeg. "Er hun lækker?" Men da jeg ikke har udviklet en skizofreni hen over natten, svarer jeg velovervejet og konfirmerer: "Jaa, gu er hun så! Jeg har aldrig oplevet noget lignende." Endnu en gang taler jeg lige fra posen, for fascination er netop så stor, at selv hendes dobbelthage bliver yndefuld. Det er netop alle hendes små fejl der gør hende så smuk, ja næsten guddommelig. Det er også derfor jeg ikke agter, at gå i seng med hende - for efter sex opstår der altid en følelse af ubehag. Pludselig vises det at ophidselsen blot var et slør og hendes fejl bliver nu synlige for mine før så stimulerede øjne.
Frederik befinder sig stadig på herrens mark - han har aldrig oplevet mig sådan her før og jeg må imødekomme hans fortvivlelse. Jeg forsikrer ham om at han ikke skal være bekymret og dunker ham i brystet. "Du må forstår, Frederik, det er min forelskelse der er ingen andre der må være med, heller ikke du?".
Nu ser jeg, at det jeg ellers troede var et klogt træk kun gjorde ham endnu mere forvirret. "Hvad mener du, ved hun ikke om din forelskelse?" spørger han, nu konfronterende, og jeg svarer: "Well, det ved jeg ikke, det betyder ikke så meget, for hun må alligevel ikke være med." Han opdager igen cigaretten i hånden, fordi han er blevet træt af, at høre på mig. Han kigger på mig som om jeg skulle blive pinlig berørt og afslutter samtalen med at forklare at han er for træt til en sådan samtale kl. 09 om morgenen, lige før at han skal snyde sin tysk-lærer til at tro at han har læst op på Goethe siden sidst.
Han forstår det ikke, og det er også okay. Hvordan skulle han også det? Det er jo ikke kærlighed - for lighed er der jo ikke meget af i mit forhold til den pågældende pige. Jeg ved bare at jeg har digterne på min side, for når man er forelsket, så handler al litteratur om en selv. Det hele bliver identificerbart og Goethe får lige pludselig ret i det hele, for jeg oplever det jo selv.
Det er gået op for mig at det ikke handler om hvad livet er, men om dets indhold.
- Robbin
Kristoffersborg
Det har været længe undervejs, og her kommer det så - mit første blogindlæg. Det er jo blevet frygteligt populært at lege forfatter på Kristoffersunds Gymnasium så det var vel på tide at jeg skulle afprøve trenden. Bloggen er et spøjst medie hvor diverse ligegyldigheder publicerer deres ævl ud til resten af verden, der i sjælden grad læser med.
Jeg har læst dem alle med mere eller mindre fornøjelse. Åndsfortærende modeblogs med billeder der alle vil kunne findes på cover.dk, semi-gode poesiblogs, kvinders Virginia-Woolf/stream-of-consiousness-inspirerede anmeldelser af deres eget liv og nogle pseudo-filosofiske gymnasieelevers fiktionsunivers der forsøger at afdække alle de holdninger de ikke selv vil stå ved at have. Alle de typer blogs har det tilfældes at de er udtryk for nogle unge menneskers uomtvistelige behov for selvpromovering.
Det falder pudsigt nok sammen med, at alle de dannede mennesker har det samme store behov for at udgive deres memoir i papirform. Deres værker er udtryk for en generel misforståelse af litteratur. De tror fuldstændig uovervejet at alle deres oplevelser vil interessere andre mennesker, men litteratur bliver altså ikke en bjælde mere vedkommende for andre mennesker bare fordi man har oplevet Cuba-kriser eller set et vandfald i Brasilien. Nej i litteraturen er det, det indre liv der gør værket spændende. Hvad Jakob Ejersbo oplevede i Afrika har tusinde af mennesker før ham set, så det var ikke oplevelsen der gjorde hans trilogi interessant. Derimod var det en livligt og multidimensionalt indre tankevirksomhed der gjorde hans iagttagelser inspirerende og vedkommende.
En forfatters liv kan derfor være nok så uinspirerende, men så længe hans refleksion og tanker er interessante vil det udmønte sig i noget brugbart. Det kan de færreste mennesker dog og derfor ender disse blogs ofte lumpne. Litteratur bliver ikke længere lavet til eller for folket, men af folket til dem selv. De har tidligere oplevet to slags respons på deres historier: Den respons hvor tilhøreren lytter så meget at man tvivler på om man trænger igennem eller de blot nikker høfligt og den respons hvor tilhøreren konstant afbryder for at dreje samtalen ind på dem selv.
Bloggen er på den måde blevet et frirum hvor envejskommunikationen endelig kan få lov til at blomstre for unge mennesker med noget på hjertet (tilsyneladende bare et eller andet). I deres naive og selvfede forestilling om at nogen vil lytte til dem, taster de den ene ubesindige erfaring ud efter den anden. og så tænker du, min usynlige ven: "hvorfor fanden laver du så en blog?". - og for at være svar uskyldig vil jeg svare at jeg rent faktisk har noget på hjerte og hjerne. Min blog skal fremover handle om politik og jeg vil derfor kalde den Kristoffersborg.
- Joseph
Noah sagde ...
Christ! Joseph jeg troede du var bedre end det, endnu en politisk kommentator til at understrege at politiske ændringer ikke længere skal mærkes, men tolkes.
3. feb. 2010 14.29
Karl sagde ...
Det lyder spændende Joseph, jeg glæder mig til at læse nogle ræverøde perspektiver, det er vel hvad verden har brug for.
4. feb. 2010 16.58
Jeg har læst dem alle med mere eller mindre fornøjelse. Åndsfortærende modeblogs med billeder der alle vil kunne findes på cover.dk, semi-gode poesiblogs, kvinders Virginia-Woolf/stream-of-consiousness-inspirerede anmeldelser af deres eget liv og nogle pseudo-filosofiske gymnasieelevers fiktionsunivers der forsøger at afdække alle de holdninger de ikke selv vil stå ved at have. Alle de typer blogs har det tilfældes at de er udtryk for nogle unge menneskers uomtvistelige behov for selvpromovering.
Det falder pudsigt nok sammen med, at alle de dannede mennesker har det samme store behov for at udgive deres memoir i papirform. Deres værker er udtryk for en generel misforståelse af litteratur. De tror fuldstændig uovervejet at alle deres oplevelser vil interessere andre mennesker, men litteratur bliver altså ikke en bjælde mere vedkommende for andre mennesker bare fordi man har oplevet Cuba-kriser eller set et vandfald i Brasilien. Nej i litteraturen er det, det indre liv der gør værket spændende. Hvad Jakob Ejersbo oplevede i Afrika har tusinde af mennesker før ham set, så det var ikke oplevelsen der gjorde hans trilogi interessant. Derimod var det en livligt og multidimensionalt indre tankevirksomhed der gjorde hans iagttagelser inspirerende og vedkommende.
En forfatters liv kan derfor være nok så uinspirerende, men så længe hans refleksion og tanker er interessante vil det udmønte sig i noget brugbart. Det kan de færreste mennesker dog og derfor ender disse blogs ofte lumpne. Litteratur bliver ikke længere lavet til eller for folket, men af folket til dem selv. De har tidligere oplevet to slags respons på deres historier: Den respons hvor tilhøreren lytter så meget at man tvivler på om man trænger igennem eller de blot nikker høfligt og den respons hvor tilhøreren konstant afbryder for at dreje samtalen ind på dem selv.
Bloggen er på den måde blevet et frirum hvor envejskommunikationen endelig kan få lov til at blomstre for unge mennesker med noget på hjertet (tilsyneladende bare et eller andet). I deres naive og selvfede forestilling om at nogen vil lytte til dem, taster de den ene ubesindige erfaring ud efter den anden. og så tænker du, min usynlige ven: "hvorfor fanden laver du så en blog?". - og for at være svar uskyldig vil jeg svare at jeg rent faktisk har noget på hjerte og hjerne. Min blog skal fremover handle om politik og jeg vil derfor kalde den Kristoffersborg.
- Joseph
Noah sagde ...
Christ! Joseph jeg troede du var bedre end det, endnu en politisk kommentator til at understrege at politiske ændringer ikke længere skal mærkes, men tolkes.
3. feb. 2010 14.29
Karl sagde ...
Det lyder spændende Joseph, jeg glæder mig til at læse nogle ræverøde perspektiver, det er vel hvad verden har brug for.
4. feb. 2010 16.58
mandag den 1. februar 2010
K.O.
I modsætning til hvad mange Kristoffersund-elever muligvis tror, er der ikke noget i den her verden jeg hellere ville, end at tro på det gode i mennesket. Så evigt gerne ønsker jeg, at kunne læne mig tilbage i en velpolstret og komfortabel lænestol med et smil på læben, i forsikring om, at det hele nok skal ordne sig. Hvorfor er det så ikke det indtryk jeg giver folk?
- fordi jeg har indset at ærlighed, planøkonomi og næstekærlighed ikke har nogen gyldighed i den rådne stat Danmark.
Jeg har troet på det hele. Jeg har været den idealistiske romantikker din sidemand giver indtryk af at være. Men min naive tiltro til at ”de gode” skulle vinde blev aldrig ernæret. Erfaring har vist mig at al logik er intetstedsværende og survival-of-the-fittest så sandelig er blevet en mere fuldgyldig leveregel på Kristoffersund, end de 10 bud Moses modtog på Sinais-bjerget.
Da jeg så, lykkeligt naiv, påtog mig dyden af ærlighed, var omkostningerne for store og dette er nok grunden til, at jeg ikke længere tjener som eksempel på mine idealer. Hvor megalommanisk det end lyder, har jeg prøvet at være den Jesus-figur der påtog mig alle menneskers synd og prædiket k – og ærlighed til folket, men jeg havde ikke den nødvendige rygrad da Judas slog til. Jeg stak derfor halen mellem benene.
Hvad der for mig var et mål om ærlighed, blev af andre brugt som et middel til at udnytte mig, træde på mig. Gerrige mennesker profiterede af min enfoldighed, men langt mere tragisk, blev jeg også offer for godtroende mennesker der ikke kunne kapere ærligheden. De nemme løsninger er nemlig for mange, da de store forhindringer, snildt kan undgås med kynisme og falskhed. Ydermere har de mennesker der troede på mig, de sidste noble disciple, af ren desillusion forkastet sig i eskapisme. Hver weekend flygter de ind i en, i længden, tom verden skabt af provisoriske psykoser.
Selvom de mange skuffelser og nederlag var forårsaget af mennesker jeg elsker, klandrer jeg dem ikke. I mit naive selskab, blev kampen imod hele verden for uoverskuelig og modvinden for hård.
Og når man nu, uden at røre en finger, kan bæres af vinden hen mod de overskuelige løsninger, bærer jeg ikke nag.
Jeg var jo selv lige så krysteragtig.
Jeg tager mig selv i ikke at tro på, at mennesket har mere at opnå. Vores moralske fordærv er efterhånden så enormt, at selv teknologiske fremskridt kommer til at fremstå som et tilbageskridt. Derfor væmmes jeg ved mig selv, for jeg er selv blevet den gamle gnavne mand, jeg altid har hadet, den desillusionerede 68'er jeg altid har grint af og den digter jeg altid har vendt øjne af. Men! som Bossy Bo så bekræftende rappede: "Så længe jeg er håbløs er der håb endnu." Det håb klamrer jeg mig nu til, for ellers må jeg jo også give helt op og erklære mig eksistentialist – det er nu en gang det nemmeste.
Nu vil jeg tage til fredagscafé og slippe for realiteterne for blot at møde nye udgaver af disse, på bunden af min Harboe.
- Noah
- fordi jeg har indset at ærlighed, planøkonomi og næstekærlighed ikke har nogen gyldighed i den rådne stat Danmark.
Jeg har troet på det hele. Jeg har været den idealistiske romantikker din sidemand giver indtryk af at være. Men min naive tiltro til at ”de gode” skulle vinde blev aldrig ernæret. Erfaring har vist mig at al logik er intetstedsværende og survival-of-the-fittest så sandelig er blevet en mere fuldgyldig leveregel på Kristoffersund, end de 10 bud Moses modtog på Sinais-bjerget.
Da jeg så, lykkeligt naiv, påtog mig dyden af ærlighed, var omkostningerne for store og dette er nok grunden til, at jeg ikke længere tjener som eksempel på mine idealer. Hvor megalommanisk det end lyder, har jeg prøvet at være den Jesus-figur der påtog mig alle menneskers synd og prædiket k – og ærlighed til folket, men jeg havde ikke den nødvendige rygrad da Judas slog til. Jeg stak derfor halen mellem benene.
Hvad der for mig var et mål om ærlighed, blev af andre brugt som et middel til at udnytte mig, træde på mig. Gerrige mennesker profiterede af min enfoldighed, men langt mere tragisk, blev jeg også offer for godtroende mennesker der ikke kunne kapere ærligheden. De nemme løsninger er nemlig for mange, da de store forhindringer, snildt kan undgås med kynisme og falskhed. Ydermere har de mennesker der troede på mig, de sidste noble disciple, af ren desillusion forkastet sig i eskapisme. Hver weekend flygter de ind i en, i længden, tom verden skabt af provisoriske psykoser.
Selvom de mange skuffelser og nederlag var forårsaget af mennesker jeg elsker, klandrer jeg dem ikke. I mit naive selskab, blev kampen imod hele verden for uoverskuelig og modvinden for hård.
Og når man nu, uden at røre en finger, kan bæres af vinden hen mod de overskuelige løsninger, bærer jeg ikke nag.
Jeg var jo selv lige så krysteragtig.
Jeg tager mig selv i ikke at tro på, at mennesket har mere at opnå. Vores moralske fordærv er efterhånden så enormt, at selv teknologiske fremskridt kommer til at fremstå som et tilbageskridt. Derfor væmmes jeg ved mig selv, for jeg er selv blevet den gamle gnavne mand, jeg altid har hadet, den desillusionerede 68'er jeg altid har grint af og den digter jeg altid har vendt øjne af. Men! som Bossy Bo så bekræftende rappede: "Så længe jeg er håbløs er der håb endnu." Det håb klamrer jeg mig nu til, for ellers må jeg jo også give helt op og erklære mig eksistentialist – det er nu en gang det nemmeste.
Nu vil jeg tage til fredagscafé og slippe for realiteterne for blot at møde nye udgaver af disse, på bunden af min Harboe.
- Noah
Abonner på:
Opslag (Atom)