De ældste dele af flokken har nu forladt den lune og trygge fold for at begive sig ud i virkelighedens slagtehus – vi andre er efterladt som de nye alphahanner der skal tage sig af det nye hold kid. Situationen med disse kid er særdeles kompliceret da man på utaknemmeligste vis, skal finde en balance i mellem at være tilpas oppustet til at folk opdager en og tilpas beskeden til at de opdagende alligevel synes om en. Jeg drømmer sommetider om et liv som påfugl, det ville gøre verden en del nemmere. Man havde blot grund til at manne sig op og se langt mere prægtig ud end man reelt var, altså man var ikke tvunget ned i den tunge jernskjorte, kaldet janteloven, som er dresscode det anstændige samfund.
Til tider virker Kristoffersunds Gymnasium mere som en hønsegård end en regulær uddannelsesinstitution. Derfor kræves der et vågent øje for at begå sig her - ærlighed straffes hårdt (lært af erfaring) og man på veje hvert et ord, der på nogen måde kan skabe en dobbeltbetydning. Derfor gælder det om at træde varsomt når hundrede af nye elever indtager skolen fra skoleårets start. Man bør drage nytte af at ens rygte endnu er uplettet og den første skandale ikke er indtruffet - for de vil komme så snart man har en smule rundsav på albuen.
Dette er kun det indledende, for ganske vist har historien vist at man kan score på noget så anonymt som alder, men kunsten at bjerge sig kvindfolk har sine konservative normer som selv ikke vores selvpromoverede progressivitet har gjort op med. Som Nietzsche konstaterede er manden jernet og kvinden magneten – tiltrækkende, men dog ikke stærkt nok til at trække jernet hele vejen. Vejen til magneten skal jernet selv finde i et hav af nitter hvor kun snigende omveje kan bruges – der er ikke nogle genveje til driftens endelige mål. Og så meget som en player som jeg hader klichéerfuldte lommefilosofier, så sande er de desværre ofte – Don’t hate the player, hate the game..
- Frederik
søndag den 30. august 2009
Græsk Demokrati
Klokken slår 7 og mit digitale vækkeur gjalder sine elektroniske skrig, virkeligheden er endnu relativ, og tidens natur stadig diskuterbar. Jeg får overbevist mig selv om at det er lørdag, kryber ind under dynen igen, hvis forunderlige varme jeg absorberer, og henfalder i en først let, men hurtigt dyb søvn.Endnu engang minder vækkeuret mig om tidens egentlige natur, det er onsdag morgen, og jeg er sent på den. Utilfreds tramper jeg min vej ud i køkkenet, hvor jeg knækker to æg på panden.
Det føles som om hvert andet sekund forsvinder, som en hjemmelavet tegnefilm. Søvndrukken observerer jeg æggenes transformation fra flydende til fast form. Jeg spiser op, hopper på cyklen og begiver mig mod Kristoffersunds Gymnasium.
Fra min lejlighed tager det omkring et kvarter at cykle til skolen. Umiddelbart ikke noget jeg vil betegne som en hård tur, men i morgentimerne ligger søvnmanglen på mine skuldre som tunge lod, og gør modvinden til min værste fjende. Jeg kæmper mig igennem de truende vinde, der næsten synes at viske ”giv nu op, tag nu hjem”.Jeg ignorerer dem, og når endelig frem til skolegården, hvor jeg parkerer min jernhest i en bremsende lodret-til-vandret bevægelse. Forpustet og lidt stolt af min parkeringsmanøvre, trasker jeg igennem gården, løber op af trapperne til timens lokale, og inden jeg ved af det står jeg ståkandet i dørkammen, med en hel klasses trætte blikke vendt mod mig. Læreren kigger nonchalant på mig og beder mig om at tage plads.Jeg finder et forladt to-mands bord i hjørnet og indtager det.Mine klassekammeraters trætte øjne vendes endnu engang mod læreren.Jeg forestiller mig hvordan mit legeme smeltes sammen med resten af klassen, for at blive til én stor grå masse. En omformelig klump gråt ler, som det er lærernes job at banke noget information ind i, måske saltet med lidt vanlig logik og fornuft.Min salige leg med metaforer ender brat da læreren nævner mit navn.Jeg træder ud af min drømmeverden, og opdager at han kigger på mig, ligeledes hele klassen, og det er står klart for mig at han havde stillet mig et spørgsmål omkring timens designerede læsestof. Forvirret beder jeg ham om at gentage sig selv. Han sukker, gentager sætningen i et irriteret toneleje. Spørgsmålet omhandler noget om græsk demokrati, jeg gennemsøger min paratviden, og giver et vagt svar. Lærerens øjne hviler på mig et øjeblik, før han giver mig delvist ret, og udpeger nogle detaljer jeg udeladte.
Jeg ånder lettet op, og overvejer om han mon har tænkt sig at prøve min intelligens igen, inden timen er omme. Jeg satser på at han ikke gør det, og dvæler endnu engang i min fantasi. Verden omkring mig bliver sløret og uden omrids, mit øje fikseret på et enkelt, tilfældigt punkt. Jeg tænker om denne grå lerklumpsorganisme mon har udstødt mig, som en uvelkommen bakterie i klumpens flittigt arbejdende metabolisme. Jeg griner inde i mig selv, og dykker endnu dybere ned i min underbevidsthed.
- Jonas
Det føles som om hvert andet sekund forsvinder, som en hjemmelavet tegnefilm. Søvndrukken observerer jeg æggenes transformation fra flydende til fast form. Jeg spiser op, hopper på cyklen og begiver mig mod Kristoffersunds Gymnasium.
Fra min lejlighed tager det omkring et kvarter at cykle til skolen. Umiddelbart ikke noget jeg vil betegne som en hård tur, men i morgentimerne ligger søvnmanglen på mine skuldre som tunge lod, og gør modvinden til min værste fjende. Jeg kæmper mig igennem de truende vinde, der næsten synes at viske ”giv nu op, tag nu hjem”.Jeg ignorerer dem, og når endelig frem til skolegården, hvor jeg parkerer min jernhest i en bremsende lodret-til-vandret bevægelse. Forpustet og lidt stolt af min parkeringsmanøvre, trasker jeg igennem gården, løber op af trapperne til timens lokale, og inden jeg ved af det står jeg ståkandet i dørkammen, med en hel klasses trætte blikke vendt mod mig. Læreren kigger nonchalant på mig og beder mig om at tage plads.Jeg finder et forladt to-mands bord i hjørnet og indtager det.Mine klassekammeraters trætte øjne vendes endnu engang mod læreren.Jeg forestiller mig hvordan mit legeme smeltes sammen med resten af klassen, for at blive til én stor grå masse. En omformelig klump gråt ler, som det er lærernes job at banke noget information ind i, måske saltet med lidt vanlig logik og fornuft.Min salige leg med metaforer ender brat da læreren nævner mit navn.Jeg træder ud af min drømmeverden, og opdager at han kigger på mig, ligeledes hele klassen, og det er står klart for mig at han havde stillet mig et spørgsmål omkring timens designerede læsestof. Forvirret beder jeg ham om at gentage sig selv. Han sukker, gentager sætningen i et irriteret toneleje. Spørgsmålet omhandler noget om græsk demokrati, jeg gennemsøger min paratviden, og giver et vagt svar. Lærerens øjne hviler på mig et øjeblik, før han giver mig delvist ret, og udpeger nogle detaljer jeg udeladte.
Jeg ånder lettet op, og overvejer om han mon har tænkt sig at prøve min intelligens igen, inden timen er omme. Jeg satser på at han ikke gør det, og dvæler endnu engang i min fantasi. Verden omkring mig bliver sløret og uden omrids, mit øje fikseret på et enkelt, tilfældigt punkt. Jeg tænker om denne grå lerklumpsorganisme mon har udstødt mig, som en uvelkommen bakterie i klumpens flittigt arbejdende metabolisme. Jeg griner inde i mig selv, og dykker endnu dybere ned i min underbevidsthed.
- Jonas
På Gensyn
Så nærmer tiden sig! Tiden hvor man forlader friheden og indtræder i fængslet hvor falsk kærlighed hænger på træerne og venskab kan købes for en fadøl – Kristoffersunds Gymnasium. Stedet hvor eksistentielle teenagekriser får folk til at vende på tallerkner så hurtigt som bøgens blade springer ud og falder af igen.
Og hvorfor så tilbringe endnu et skoleår der? Fordi der ikke er bedre at tage sig til og fordi man fra tid til anden tager sig selv i at være en del af dette cirkus af kønsdrifter, moderetninger og selvpromovering der vidner om en overliggende individualisering og en gennemtrumfen kommercialisering i vores generation.
”ååhh hvor har jeg savnet dig” og ”Ej jeg elsker dig, ærgerligt at vi ikke ser mere til hinanden” er sætninger der uden tvivl vil cirkulere i fængselsgården når vi igen tjekker ind. Når man ser det udefra og ikke selv modtager disse døgnkomplimenter er det til at brække sig over. Det er specielt piger der tuller rundt i den konfirmerende skov af falske kærlighedserklæringer. Men hvordan ved de hvem der egentlig elsker dem når de får det fortalt fra 20 mennesker? Og mister bekræftelsen ikke sin betydning når det er fortalt så ofte?
Jeg forstår ikke idéen? For drenge føler sig jo lige så elskede bare ved at 3 personer kan erklære deres kærlighed til dem, engang i mellem hvor man lige har brug for at få det bekræftet. Ved sætningens overdrevne forbrug mister den jo sin stærke betydning og bliver til et blad af falsk kærlighed på skolegårdens gamle træ.
Hvor falskheden dog afskyer mig …
- Noah
Og hvorfor så tilbringe endnu et skoleår der? Fordi der ikke er bedre at tage sig til og fordi man fra tid til anden tager sig selv i at være en del af dette cirkus af kønsdrifter, moderetninger og selvpromovering der vidner om en overliggende individualisering og en gennemtrumfen kommercialisering i vores generation.
”ååhh hvor har jeg savnet dig” og ”Ej jeg elsker dig, ærgerligt at vi ikke ser mere til hinanden” er sætninger der uden tvivl vil cirkulere i fængselsgården når vi igen tjekker ind. Når man ser det udefra og ikke selv modtager disse døgnkomplimenter er det til at brække sig over. Det er specielt piger der tuller rundt i den konfirmerende skov af falske kærlighedserklæringer. Men hvordan ved de hvem der egentlig elsker dem når de får det fortalt fra 20 mennesker? Og mister bekræftelsen ikke sin betydning når det er fortalt så ofte?
Jeg forstår ikke idéen? For drenge føler sig jo lige så elskede bare ved at 3 personer kan erklære deres kærlighed til dem, engang i mellem hvor man lige har brug for at få det bekræftet. Ved sætningens overdrevne forbrug mister den jo sin stærke betydning og bliver til et blad af falsk kærlighed på skolegårdens gamle træ.
Hvor falskheden dog afskyer mig …
- Noah
Abonner på:
Opslag (Atom)