Det har været længe undervejs, og her kommer det så - mit første blogindlæg. Det er jo blevet frygteligt populært at lege forfatter på Kristoffersunds Gymnasium så det var vel på tide at jeg skulle afprøve trenden. Bloggen er et spøjst medie hvor diverse ligegyldigheder publicerer deres ævl ud til resten af verden, der i sjælden grad læser med.
Jeg har læst dem alle med mere eller mindre fornøjelse. Åndsfortærende modeblogs med billeder der alle vil kunne findes på cover.dk, semi-gode poesiblogs, kvinders Virginia-Woolf/stream-of-consiousness-inspirerede anmeldelser af deres eget liv og nogle pseudo-filosofiske gymnasieelevers fiktionsunivers der forsøger at afdække alle de holdninger de ikke selv vil stå ved at have. Alle de typer blogs har det tilfældes at de er udtryk for nogle unge menneskers uomtvistelige behov for selvpromovering.
Det falder pudsigt nok sammen med, at alle de dannede mennesker har det samme store behov for at udgive deres memoir i papirform. Deres værker er udtryk for en generel misforståelse af litteratur. De tror fuldstændig uovervejet at alle deres oplevelser vil interessere andre mennesker, men litteratur bliver altså ikke en bjælde mere vedkommende for andre mennesker bare fordi man har oplevet Cuba-kriser eller set et vandfald i Brasilien. Nej i litteraturen er det, det indre liv der gør værket spændende. Hvad Jakob Ejersbo oplevede i Afrika har tusinde af mennesker før ham set, så det var ikke oplevelsen der gjorde hans trilogi interessant. Derimod var det en livligt og multidimensionalt indre tankevirksomhed der gjorde hans iagttagelser inspirerende og vedkommende.
En forfatters liv kan derfor være nok så uinspirerende, men så længe hans refleksion og tanker er interessante vil det udmønte sig i noget brugbart. Det kan de færreste mennesker dog og derfor ender disse blogs ofte lumpne. Litteratur bliver ikke længere lavet til eller for folket, men af folket til dem selv. De har tidligere oplevet to slags respons på deres historier: Den respons hvor tilhøreren lytter så meget at man tvivler på om man trænger igennem eller de blot nikker høfligt og den respons hvor tilhøreren konstant afbryder for at dreje samtalen ind på dem selv.
Bloggen er på den måde blevet et frirum hvor envejskommunikationen endelig kan få lov til at blomstre for unge mennesker med noget på hjertet (tilsyneladende bare et eller andet). I deres naive og selvfede forestilling om at nogen vil lytte til dem, taster de den ene ubesindige erfaring ud efter den anden. og så tænker du, min usynlige ven: "hvorfor fanden laver du så en blog?". - og for at være svar uskyldig vil jeg svare at jeg rent faktisk har noget på hjerte og hjerne. Min blog skal fremover handle om politik og jeg vil derfor kalde den Kristoffersborg.
- Joseph
Noah sagde ...
Christ! Joseph jeg troede du var bedre end det, endnu en politisk kommentator til at understrege at politiske ændringer ikke længere skal mærkes, men tolkes.
3. feb. 2010 14.29
Karl sagde ...
Det lyder spændende Joseph, jeg glæder mig til at læse nogle ræverøde perspektiver, det er vel hvad verden har brug for.
4. feb. 2010 16.58
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg sidder her efterladt med en uoverstigelig følelse af pessimisme i kroppen. Vi er åbenbart alle egoncentrerede, der findes intet godt i mennesker, for vi tænker kun på os selv. Vi er små individer i det senmoderne samfund, der ikke har noget, og derfor ikke har noget at miste, så vi kan lige så godt forsøge at sælge vores varer - os selv - på det gyldne marked: internettet. Ungdommen er meningsløs, ingen har noget på hjerte. Modefænomener og udseende har for længst taget overhånd, og der er ikke noget positiv tilbage at sige. Du skuffer mig lidt.
SvarSlet