Eksternt indtryk

Som timerne svinder ud i mod midnat, bliver jeg ængstelig for at genopfinde mig selv.

Før klokken slår 00.00, hvor tiden danser lydløst om sin egen imaginære akse, bliver jeg nødt til at re-evaluere min umiddelbare personlighed og udstråling. Briefing at 10. Yderst i internettets sfære cirkulerer Facebook, den virtuelle social-networking mastodont. Et sted hvor mennesker lokkes med social interaktion- og bevidsthed, men bliver og forbliver forandrede af et binært dogme, de ikke kan kontrollere. Facebook, min egen digitale sladrehank, kigger mig i øjnene og spørger ”What's on your mind?".

Jeg nedfælder en kryptisk sætning, og tilføjer endnu et syrligt lag til den digitale persona som er mig i facebook-form. Elegant postes mit udsagn, og fermenterer min personlighed udadtil, lag for lag. Men videnskaben kan informere en troende ateist at 90% af al skreven kommunikation bliver misforstået, så lige meget hjælper det. Potentielt forvrænges mit omdømme yderligere.

Og i de sidste 10% hviler en komplet anderledes interaktion med beskuernes underbevidsthed. Korte tanker bliver gjort om din virtuelle repræsentation. Langsomt og ubemærket former jeg vennernes mentale puslespil over den person jeg er. Mig.

Hvis jeg skal gøre mig håb om at omvende mit tilsyneladende stigmatiserede navn, må jeg sætte kurs mod virkeligheden.

Jeg kunne tage med drengene på bar. Men jeg bliver så sindssygt akavet af at skulle tilføje mig selv og min ”bande” til selskabet i kælderen på Floss.

I de øjeblikke hvor det ikke lykkes mig at finde simpel ekstase i en guld-dame, forekommer hele situationen mig kunstig og konsensuel, en aftale, lige så uhåndgribelig som røgen fra 47 tændte smøger spredt i det fugtige kælderlokale, et sted hvor unge mødes i hver deres klikke og sociale niché, og knapt ænser hinanden.

Jeg tager mig selv i at spille rummets gud, i det jeg betragter de små spredte forsamlinger som spejlinger af hinanden, samt en refleksion af en asocial ungdomsmentalitet.

Jeg stopper mig selv mens legen er god, og tager et kig indad.

Overvejer om jeg har misforstået konceptet.

Nej, her finder jeg hverken selverkendelse eller personlig revolution, jeg drømmer mig videre igennem Københavns brogede sidegader.

Privatfest i lejede lokale, tæt på byens hjerte.

Velspillende Dj's spiller op til dans og fodrer notoriske nørder med alskens elektroniske perler, simultant.

Komfortable pudearrangementer i et hjørne, tilsyneladende sjældent frekventeret, gemt bag trappearrangementer. Øl til moderate priser, en mindre overpris der føles godt givet ud, til en fest med personligt præg i private rammer.

Men selv ikke her i så helstøbte omgivelser, undslipper jeg melankolien, der i disse dage synes at følge mig som en skygge.

Den tvinger sig ned over mig midt i sjette fadøl og holder fast. Holder fast indtil jeg erkender, at jeg er BEDRE end det her, at jeg er BEDRE stillet end dødsdruk og selvpåtagede shot-montager, jeg er MERE VÆRD end denne ungdommens universelle bevægelse i mod den tårnhøje promille.

Hvis bare mine tanker ikke bevægede sig så henholdsvis hurtigt og sløret. Gå nu bare op i baren og få endnu én skænket. Smil til bardiskens midlertidige passagerer. Lad som om. Hold masken. Tænk på indtrykket, tænk på opfattelsen, tænk på omdømmet.

-Jesper

Ian Curtis Blues

Her sidder jeg så, sprængfyldt med selvmedlidenhed, i skæret af levende lys med en hjemmelavet moccha og Joy Division på anlægget. Curtis og co. er efterhånden de eneste der forstår mig på en deprimerende dag som denne.

Det hele startede da Professor Altvidende entrerede klasselokalet med opgaven, og med det mener jeg den der tæller 2 karakterer på mit afsluttende bevis og bliver altafgørende for en senere afgørelse af mit interlekt. Professor Altvidende stirrede med et stift ansigtsudtryk, ikke eneste trækning der kunne afsløre resultatet for mit seneste værk - mit selverklærede makværk.

Hun var min budbringer, min Hermes. Hades forklædt som Nemisis. Og her lå den så, opgaven. Jeg løftede langsomt de første 21 sider og faldt så sammen i stolen. 02?!! 02!? Var det virkelig så slemt. Jeg orkede ikke at læse kommentaren til opgaven og resten af timen gik med en moralsk tale og en evaluering for alle dem der var så godt bedømt at de havde overskud til at være med. Jeg forblev sammensunket og trissede diskret ud af lokalet 5 minutter før timens afslutning der derefter ville ende i et inferno af spørgsmål til min ynkelighed.

Tasken med opgaven føltes ulidelig tung, så tung at jeg frygtede at tippe bagover eller knække lænden. Jeg satte mig midt i bussen på en af de pladser der var forbeholdt gangbesværede, det betragtede jeg mig ærlig talt for at være på daværende tidspunkt og jeg frygtede desuden, at bussen ville tippe om på taget, hvis jeg satte mig bagest i bussen.

Da jeg ankom til hovedbanegården fulgte en slem tur ned af Istedgade til min lejlighed længere nede. Jeg stoppede op ved Mariakirken hvor skyggen af min fremtid slog sig op ad muren. Jeg kiggede rundt på de hætteklædte narkomaner der mest af alt mindede om de sorte ryttere fra Ringenes Herrer. Da en af dem løftede hovedet så jeg mit ansigt. Det gjorde mig så skræmt at jeg på trods af min elendighed fik kræfter nok til at spurte hjem med den næsten tomme, min umådelig tunge taske på ryggen.

Nu sidder jeg så her nedsunket i en miserabel selvynk og bilder mig selv ind at jeg dyrker noget melankolsk. Men er melankoli ikke blot en facon at se positivt på alt det der ramler ned om ørerne på en så man ikke behøver at tage stilling til ens fejl og mangler?

Nu gælder det blot om at nyde stilheden i lejligheden før brændet falder ned kl. 16 hvor mine forældre kommer hjem. Men Ian, du forstår mig.

- Karl

Ucensureret

Pornoindustriens præmiekvæg er tilsyneladende blevet de lesbiske. De er bare de labreste. Det er så også den eneste grund til, at jeg ville vælge den genre når jeg surfer rundt på youtube og uporn. Når jeg ser porno vil jeg derimod have en karakter jeg kan identificere mig med og det er udelukkende mændene, logisk nok.

Derfor skal porno også have et realistisk præg uden at underkende fantasierne på min indre harddisk. Jeg vil mene, at det er desværre de færreste piger på Kristoffersund der stiller deres røv til rådighed for et dyk og den slags kan derfor kun udleves i filmmediet. Min karakter skal dog helst være lidt overdimensioneret. Han må gerne have en kæmpe svaber der skraber gulvet i slap tilstand og en overkrop så muskuløs at den ville kunne sprænge en spændetrøje - Houdini-kroppen agter jeg at kalde den. Pornofilmen skal hovedsageligt visualisere mine fantasier og give mig indtrykket af at min nydelse bliver interaktiv i stedet for indadvendt. Derfor skal filmene ikke overskride de grænser jeg selv bærer rundt på. Jeg har eksempelvis aldrig fundet det særlig interessant at sprøjte mine sekreter på ydersiden af kvindekroppen, jeg har altid foretrukket at de ender indersiden.

Sådan går snakken ofte i slænget. Vores barrierer er efterhånden nedbrudt og den forsigtige fnisen er mere eller mindre forduftet. Jeg har følgelig lært at Karl er tilhænger af de lamme episke forspil hvor kvinderne forbarmer sig over en mand i tjeneste, der bliver sit arbejde belønnet med et godt knald. Dem skipper jeg dog, da det simpelthen tager for lang tid i forhold til at man skal tilrettelægge sin udløsning til et penetrationsklimaks. Robin er tilhænger af det tirrende lebbe-sex, men det minder mig simpelthen for meget om følelsen af at blive narrefisset. Der er ikke noget værre end at ligge en hel nat med sit pulsende lem så stift at det ville kunne kløve en hel regnskov uden at det bliver benyttet.

Diskussionerne bliver dog ofte ødelagt af pigers fordømmende blikke og til tider endda med en hysterisk kommentar om, at det er "kvindeundertrykkende" og "ødelægger drenges kvindesyn". Jeg ser tværtimod at det er sådanne kommentarer der ødelægger mit kvindesyn. Det får mig til at se ned på dem som analfabetiske objekter der dog kan bolles for mit eget velbefindende.

Min afsky overfor den holdning bunder i dens hykleriske karakter. Den kommer fra præcis samme piger der får forvrænget deres livssyn igennem teatralske hollywood-romcoms hvor kvinden altid får sin ret, prinsen og det hele kongerige. Hugh Grant, Richard Gere eller en anden talentløs celeb overkommer altid sine maskuline småfejl og vælger den fortvivlede kvinde efter store indrømmelser. Det hele ender i følelsesPORNO af værste skuffe og giver pigen et helt forkert syn på drenge. Hvordan skal vi drenge nogensinde kunne leve op til den standard?

Dette er de selvsamme piger, der går i sexappelærende blondede g-strenge, til unødvendig gene for dem selv. For det første, fordi deres sorte Marc-Jacobs kjoler dækker de mærker et par normale trusser ville skabe og at de aldrig kommer til at vises frem. Pigerne har så evigt travlt med at negligere drenge til perverterede røvhuller, hvilket vi til tider også er, men problemet ligger i at de aldrig vil føle hverken kærlighed eller fysisk nydelse fra en drengs vinkel. Deres afsky for drenge vil i sidste ende betyde at der dukker en sleskeprins op, spiller med på deres drengeideal og tørrer røv i deres følelser hvorefter alt håb vil være tabt. Drengen der vil gå så meget på kompromis med sig selv at han prostituerer sig til dig, gratis, findes ikke og han ville heller ikke være interessant for jer.

Når nu pigerne på Kristoffersund er så naive må jeg nøjes med at spille pik til deres klassebilleder i årsbogen og bolle hvemsomhelst der gider. Anyone?

- Frederik

Bol mig i røven

Jeg går ikke i seng med min synonymordbog som de andre røvhuller her på Sundet (men med de fleste andre: 26739890).

Bol mig i røven, det er mandag.

Endnu en dag som voyeur. Ja spasser; observatør til endnu en dag i et liv bag høje mure, i en nedringet bluse (Ja! Jeg har flotte bryster, det fortæller alle lærernes øjne. Uden den mindste smule tvivl) på KS. Det var ellers en fantastisk måned i Som-Really-om-jeg-skriver-15-siders-lort-Projekt land.

Jahay. 9 3/4 minut i en fyldt metro, der lugter af våd hund og mandesved - min selvfølgeligt foretrukne start på dagen, og så inden første skud koffein. Splendid. Husk at købe: mælk, brød, ost, müsli, kaffe, fortrydelsespiller (hvor længe er det de virker...? - fuck det, drenge nu til dags har alligevel så skod en sædkvalitet, at de heldigvis ikke er i stand til at gøre en tæve, i løbetid, gravid). Og rødvin. Selvfølgelig. HUSK rødvin. For guds skyld. Husk rødvinen!

Børn, kærestepar, mødre og ældre. Kvinder generelt. Christ. Det skulle fanme være forbudt ved lov at slæbe sådanne typer med ned under jorden. De kan få busserne, bilerne, ægtemændene, mens metroen kan være for os almindelige mennesker, der ikke stirrer eller prøver at starte 'spontane' samtaler, der ikke skal føre til sex m.m. Giv os den dog. Please! Søde veletablerede, karrirebetyngede, caffe-latte-sippende, gylp-lugtende, konforme røvhuller. Giv os mørket og retten til at sejle i vores egen forskruede sø, her i sikker forvaring under jorden. Kristoffersund. Fuck, jeg skal af.

Ud i solen og nej tak til at støtte anima-unicef-red-barnet-kirkens-korshær-hus-forbi, klip jeres hår og få jer et job, om ikke andet, så hop op på et par hæle og ned på Istedgade, så skal i fanme se løjer. Gud fader i himmelen! Det er jo rocker koldt.

De siger, jeg ikke kan en skid, der har med skolen at gøre. Jeg kan faktisk ikke noget, ifølge dem. Når studievejlederen, læreren, rektor kigger på mig med store hundeøjne og siger: "Men kæreste Sophia, vi skal bare finde dit interesseområde, så finder vi dit sande talent", så brækker jeg mig indeni (du ved, den der galde der er über klam og kommer frem, når man har knækket sig hele torsdag nat), smiler sødt, knapper ned, kigger dem dybt i øjnene og siger i kor med alle andre gymnasieelever: "Det er bare fordi.."; her begynder jeg at græde en smule, hulke sagte, som om det virkelig gør ondt, indeni og jeg nu skal til at knække og betro dem mine dybeste, dunkleste hemmeligheder, "Jeg har det.. virkelig svært for tiden" blablablabla "min familie" blablabla "mit job" blablabla "jeg er lige flyttet hjemmefra". Det tager kun den tid det tager at forære mig selv mine kunstpauser, inden jeg er ude af døren og tilhøreren er kommet i bukserne.

Det kan godt være jeg ikke kan en skid, men jeg giver et fucking godt blowjob og kommer ud med et snit på 10.

xoxo
- Sophia

Nytårstalen

Nu skal sidehovederne på vores danskstile sige 2010. Det betyder, at vi skal hilse ærbødigt på endnu et år med nyttefylde oplysninger om Shakespeares-sonetter, Georgh Brandes artikler og molekylemasser som Kristoffersunds mange lærere, på vegne af vort troværdige uddannelsesministerium, skal give os.

Vi må have absolut tillid til landets ledere og deres kompetencer til at dreje os uden om klima - og finanskriser i det nye år. COP 15 slog fejl, men det var blot en beskeden fiasko og i stedet for at klage over klodens ankermænd burde vi gymnasieelever, Danmarks fremtid gå forrest i kampen for et bedre klima. Det kan jo ikke være rigtigt at erhvervslivet skal betale penge for, at kunne producerer billige varer, som vi kan konsumere. Arbejdspladserne ville deraf bare outsources. Nej vi skal bære læsset, vi må huske at slukke lyset og skrue ned for varmen - og eventuelt kan hjemmestrikke uldsokker og stearinlys vise sig nyttige.

Derfor bliver det en vigtig opgave for gymnasieeleverne at gøre op med klimaudvalgets imbecile idéer om et antikapitalistisk oprør for skabelsen af en klimavenlig befolkning. Det samme gælder finanskrisen og de mange teenagevenstreorienterede idéer om bourgeoisiets forræderi imod resten af verden, bevares! Det er en sund måde, at tage sig en slapper for, at spørge sig selv om ens forbrug nu ikke er for højt og om vi ikke blot har det lidt for godt her i Danmark. Vi kan jo ikke forvente så hurtig vækst på så kort tid, nej det er vigtigt at gymnasieeleverne på Kristoffersund bevæbner sig med tålmodighed og vænner sig til at ungdomsarbejdsløshed er en normal og hel rationel konsekvens af den heftige velstand, vi vil opleve i resten af vores liv. Vi skal nok også forvente os at der bliver skåret i SU'en, men magen til bevis på vor overflod er sjældent set.

Desuden vil vi lære om nye spændende subkulturer og modebølger. I det forgående år har dub-step og avant-garde indiefolk åbenbaret mange spændende tendenser som genindførelsen af North-Face og ternede skjorter. I år tegner det til at 90'erne vil revanchere (i hvert fald hvis man ser mod årets Roskilde-program.). Nogle vil mene at et indtog af store uldsweatere vil være endnu en døgnflue, men jeg ser det blot som en naturlig måde for ungdomsgenerationen at udtrykke sig på. Vi er jo mere individualiserede og riposterer hurtigere på den rivende udvikling samfundet igennem.

Den hurtige udvikling åbenbares ligeså på internettet hvor arto, myspace, messenger, facebook, twitter jævnligt er blevet udskiftet pga. konkurrenceevnens lyksaligheder i vort kære samfund og jeg glæder mig til det nye facespace der vil gøre kommunikation lettere og oplysninger om individer i det 21-århundrede mere tilgængelige for, at beskytte det eksisterende og yderst velfungerende samfund.

Desuden bliver det interessant at se hvilken sladder vi vil høre på Kristoffersunds gange i år. Kommer Frederik til at runde de 50 piger i hans imponerende stime? Vil Sophia cementerer sin status som skolens tøjte? eller vil skolens Ross og Rachel, Lauritz og Mina finde sammen for gud ved hvilken gang?

Det bliver sandligt et begivenhedsrigt år.

Gud bevare Kristoffersunds

- Noah (dedikeret til landets statsminister)