Brønden

Nogle gange falder jeg ned i hullet, omsvøbes af mørke, sort sort sort, gennemstråler grålyse undertoner i skolegården. Jeg havde ellers lige stået og grint af et eller andet, kørt med på en joke, høj intens stemning i et par minutter, vi synes allesamme at det var piiiisseee grineeeereeen. Du ved, man forvrænger stemmen i falset og så bliver alting lige pludseligt en 1,5 gang sjovere.

Men så falder jeg ned, hører et makabert dunk, lyden af kød mod en sort brønds afgrund, og dér hviler jeg så, til omkringstående menneskers umiddelbare gru og foragt.

Jeg hviler grumt i mig selv, erklærer at jeg bliver nødt til at gå.. ”jeg skal lige hrnmrmmmhm” (det er her jeg mumler en ting mellem ”til time” og ”pisse”. En dobbeltundskyldning er vel dobbelt så god).

Straks søger jeg mod en dør, en hvilken som helst dør, søger asyl, et gemmested.

Jeg finder noget i min skoletaske jeg kan distrahere mig selv med. En bog! Min sci-fi bog, how i fucking love you, perfekt eskapisme.

Historien i bogen synes at reflektere mig lige nu... Kender du det? Ligheden er ikke ligefrem slående, men tilpas mange adjektiver beskriver min tilstand. Lys fra oven synes at bryde brøndens mørke.

Klokken slår time, jeg tænker ”helle”. Klasseværelset er måske en anelse ubehageligt belyst, af en slags umættet neo-fluorescens, men ikke desto mindre bygger jeg behagelig base bag i lokalet, med en borg af tasker og trøjer for at skjule min umiddelbare sociale ”akavethed”. Her, der kan jeg forholde mig til hård fakta og strømlinet litteraturanalyse, på autopilot.

-Sebastian