Afgrunden

Der findes et kløft et sted hvor de fleste elever på Kristoffersund har været, her skal man vælge en af kløftens to sider. Vælger man et fristende ståsted af kortvarig glæde eller et omkostningsrigt ståsted med længerevarende glæde?

Jeg har længe haft ståsted ved den kortvarige glæde. Singlelivet kørte på kynisk vis derudaf. Så længe jeg tog mine forholdsregler undgik jeg de store bump på landevejen. Med 3-gangsregler, wingmen og andre The Game-kodekser kunne en scoring ikke gå galt, det har jeg konkluderet ved hjælp af ren og skær empiri. Når først man har fattet pigers natur er de for nemme, deres instinkter kan styres af metoder hvis underliggende strukturer jeg måske ikke fatter, men jeg stadig kan benytte. Det lyder jo som et regulært utopia for mange selvproklamerede alpha-hanner på Kristoffersund der, "Host host", ikke har scoret i flere måneder. Men glæden er kortvarig - når først man er virtuos inden for kunsten mistes engagement, vilje og dermed glæde.

Jeg ville gerne være romantikker - vælge den anden side. Ovre på den anden side af afgrunden stod Sirener og sang til mig om hvor nemt dette valg ville være at tage. Den borgerlige morale har ydermere opdraget mig til dette romantiske monogami, som jeg blot har gjort et midlertidigt teenageoprør imod. Så jeg tog springet og dundrede ud over kanten på den trygge single-side, mine fingre gled på klippesatsen på den modsatte side og jeg styrtede blindt i mod afgrunden. Jeg kom derud hvor jeg ikke kunne bunde.

I faldet tænkte jeg: av for et selvmål. Her havde jeg, alt den tryghed jeg ville have, og jeg kaster den med mig selv ud over afgrunden for nu, at styrte imod bunden med skolekammeraters hæslige grin. Med pludselig i mit fald får jeg fat i en gren der voksede på klippesiden, den eneste gren jeg kan se. Det må være en rod fra et træ på den romantiske side. Her hænger jeg så, lige akkurat med nok overskud til at tænke over mit næste træk og nedskrive en række febrilske ord på en blog.

Over mig kan jeg se et midlertidigt ståsted på klippesiden, som jeg lige akkurat kan nå. Stedet er ekstremt purøst, så jeg vil kun kunne stå der i få sekunder, men derfra kan jeg hoppe videre. Jeg skal blot vælge hvor jeg vil hoppe hen før jeg når til det sted. Vælger jeg at hoppe tilbage til den trygge, men kyniske, side og erkende at jeg ikke var stærk nok til at nå over på den romantiske side. Eller vælger jeg at jagte den romantiske side nu med nye erfaringer om afgrundens konstruktion?

Jeg slap grenen og valgte at dyrke mit melankolske fald.. Nu styrter jeg

- Robin