Enmandshæren bag fjendens linjer

Noah er formentlig det menneske på Kristoffersunds Gymnasium, som flest har ansigt på og færrest har snakket med. Han er nok også den elev på Kristoffersunds Gymnasium, som flest har en mening om, men færrest kender. Noah er kontroversiel, han siger det mange tænker, men ej tør sige og han siger det som mange ikke tør tænke.

Siden vi startede, har han været sin egen enmandshær i et konstant oprør imod det trivielle liv og gymnasieelevers benhårde materialisme. Hans tanker er sunde og jeg er grundlæggende enig med ham, selvom jeg viger fra den eksistentialistiske skole, han ikke selv vil tilstå, at han tilhører. Hans argumenter er ofte overbevisende og selvom man står i direkte opposition til ham, gør han en usikker i selv sine mest basale synspunkter. Den egenskab skyldes ofte herskermetoder der overfuse ens synspunkter og trække ligegyldige svagheder ud af en stærk essens. Hos Noah er det anderledes, hans rolle som antagonist er baseret på anekdoter og referencer. Aldrig har jeg mødt en jævnaldrende der var så belæst og videbegærlig – en egenskab der gør ham uhyrlig beundringsværdig.

Senest underholdte jeg mig selv med hans morsomme oration om den teatralske juletid – ”patosudvisende julefundamentalister” kaldte han de” infantile” 1.g’s piger der fandt det ironisk at tage nissehuer på. Hans kritik er reel – julen har udviklet sig til et opsyltet forbrugercirkus med mere stressfaktor end hyggestund.

Dog får hans kritik et sekterisk udtryk – i stedet for at udvide horisonten for elever der sidder med næsen dybt begravet blindheden, melder han sig ud af det sociale liv på skolen og stempler disse mennesker som tabere. Hans betragtninger er i fleste tilfælde egnede, men hans metoder er forfejlede, han søger ikke at udbrede dem. I stedet spiller han frelst og ser nonchalant ned på mindre belæste folk. Det faktum gør ham nem at hade og hans argumenter nemme at afvise som overintellektuelle og periferier.

Han bliver negligeret og den sande kerne i hans holdninger bliver glemt. Dog kan jeg ikke lade vær med at se op til ham, fordi han tør stikke næsen frem, selv det gør ondt (det vil han bare ikke indrømme).

Så min opfordring er: Noah, brug dine holdninger til at oplyse folk og luk folk ind på din fascinerende ark – det har de fortjent.

- Karl