Prinsen på den gustne ged

Det ville ikke være en overdrivelse at påstå at den seneste periode har været tørlagt for damebesøg. Det har ikke taget mig lagt tid at erkende efter hele 2 måneder på bunden i selvskab med nørder, hashere og homoseksuelle. Der er på mystisk vis opstået en tendens til at sejre på diametrisk vis forekommer i stimer. Jeg har prøvet det før, det er ikke første gang at det varme vand er lukket, men denne gang synes det mig anderledes.

For bare et halvt år siden havde jeg anset mig selv som syg, psykisk syg. Hvis Frederik for blot 2 måneder siden havde fortalt mig, at jeg ikke ville få noget på krogen i 2 måneder, havde mine forudsigelse gået på, at jeg havde taget 10 kg. på og fået et gevaldigt acneangreb. Nu er jeg derimod helt afslappet med situationen, pludselig er mit behov ikke overvældende og single-livet smager ikke så sødt som plejer.

Frederik mener det bare er en dårlig undskyldning og et naturligt forsvar på den bommert jeg præsterede for 3 måneder siden, da jeg jeg kastede op ud over en pige under en ridetur. Selvfølgelig var det et nederlag, at skulle undskylde efter havet indsølet hendes krop i røde kropvæsker (Jeg havde drukket rødvin). Men årsagen skal findes et helt andet sted: Jeg savner lidt mere af det hele. Jeg savner at gå hjem med den samme pige, spise spejlæg på en nærliggende brunccafé og blive tilgivet for min uendelige rækker af dumheder.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg ikke har gjort særlig god reklame for mig selv på baggrund af mine mange fadæser i løbet af året. Ud over rødvin-all-over-the-place-episoden har jeg formået at knække en hjørnetand på en af skolens mange sirener efter en lidt for vild imitation af Boney M, mistet min potens mit i aktion og fejlsendt en sms til den pige jeg omtalte som en skøge i selv samme besked. Alligevel tillader jeg mig selv at være fuld af fortrøstning. For selvom min erfaring siger mig det modsatte, tror jeg på det goder i piger. Samtlige kvindelige bekendtskaber prædiker, at drenge blot er stoddere ude på vulgære one-night-stand og alligevel vil de ikke lade drenge ind i varmen, når de så banker på døren. Men det kan jo være så meget anderledes?

Når jeg, prinsen på den hvide hest kommer ridende op imod prinsessens slot ender jeg i voldgraven - våd og forslået, men med en melankolsk drøm om bedre tider.

Hvad skal der dog til for at bryde ud af cyklussen og stoppe den på det punkt hvor fryd og gammen præger ens kærlighedsliv?

- Robin