En stikken i øjnene prikker mig vågen. Jeg skal pisse. Først det højre ben ud af sengen. Så det venstre. Mine knæskaller synes at være placeret forkert.
Med et stadigt forvrænget perspektiv vælter jeg ned af gangen, stirrer ned i kummen, lader vandet, glimtvis kommer gårsdagens utugt tilbage til mig. Jeg dansede.
For helvede.
Ud i bad, vaske lugten af menneske af mig. I vandets stråle føler jeg mig ren for en stund. Ud igen, og lade minder om i går vælte ned over mig. Vi kyssede.
For satan.
Klokken er 16, ”om morgenen”, og vintermørket lægger sig tungt på mine skuldre, tiden står så underligt stille. Jeg rammes pludseligt af trang til mad, propper mig med frugt og mariekiks, kvalmen indtager og jeg fortryder. Følelsen af hendes legeme mod min håndflade.
Jamen altså....
Begraver disse glimt i rituelt morgen-zombie-tv. Suger febrilsk livet ud af en lucky strike. Først den ene lunge. Så den højre. Hvorfor har i vendt jer i mod mig, kære organer? De svarer ikke, de er vrede.
At være beruset. En forgiftet søgen efter en højere mening, en famlen efter de 10 sekunder i rusen, hvor den totale lykke indtræffer, og man finder den ordløse mening med det hele. I morgen venter endnu en dag på gymnasiet, der skal stå som kontrast til weekenden. Et væld af rejser mellem skolegårde, faglig backpacking. En håndfuld desperate samtaler med andre desperate teenagers, smalltalk for at vedligeholde de små sociale relationer vi deler med hinanden, nærmest ufrivilligt.
Alt i mens mine ugerninger hænger i periferien.
Glimtvise spændinger mellem hjernens tinder, fortæller mig at der bagved skolens røde mure gemmer sig et utal af alternative universer og tilstande.
-Jonas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar