Jeg fisker min mp3 afspiller op af lommen. Det er jo sædvane i vores generation at man underholder sig selv med vilkårlige gadgets i enhver given situation. Shuffle funktionen byder mig et futuristisk drum'n'bass track, og jeg befinder mig nu på en transkontinental rejse ved lysets hastighed mellem Nørreport og Kristoffersunds station. De hektiske breakbeats og syntetiske arrangementer former farvestriber i mit indre, jeg flyver igennem den underjordiske neo-metropol, og en behagelig eufori indtræffer.
Min rejse fortsætter op af metroens oplyste transporthaller, og jeg står nu på Kristoffersund med en Golden Virginia smøg i flaben. I fortsættelse af min futuristiske dagdrøm, er jeg nu en slags observerende spacecowboy. Jeg sætter mig ned og gemmer mig bag en tændt smøg, for at undersøge den umiddelbare folkemængde. Jeg bemærker mange hvileløse ansigter, jeg mærker efter på deres trængsler og fortrængninger. At tænke sig, at der inden under kjolen og Alis-trøjen befinder sig ægte, sårbare, nøgne mennesker, med egne sind, egne tanker, egne hemmeligheder. Sind, tanker og hemmeligheder jeg sandsynligvis aldrig får lov at føle på, og i et enkelt, tanketomt sekund, fyldes jeg med den store universelle kærlighed til menneskedyret og dets uhåndgribelige væsen.
Den altopslugende kærlighed knækker og forsvinder tilbage i universet. Jeg stirrer tomt igennem i luften, ryster på hovedet og genopdager virkeligheden. To drenge fra min gymnasieklasse er på vej i mod mig, så jeg samler tanker, kræfter og min taske op.
Som planlagt befinder vi os nu på en lokal Kristoffersund stambar. En finurlig blanding af udbrændte billiard spillende stamgæster, unge kønne arkitektur studerende og sen-pubertære gymnasie elever udgør en spænding i rummet, der forløses af den første tuborg.
Vi er nu 6 klassekammerater rundt om et bord af passende størrelse. Alle har vi indfundet os under det sociale dogme det er at gå på bar, og stemningen er naturlig og sulten efter post-skole udskejelser. Forståeligt. I en stiv uge har vi mødt på anstalten kendt som et gymnasium, lænket til stolen time efter time, 8-16, men vi fortvivlede ikke. Vi sejrede i grammatiske udfordringer og leverede historiske redegørelser med overbevisning. Men nu erstattes håndsoprækninger og blyanter af højlydte samtaler og glas med øl, i et univers hvor vi kan nyde hinandens selskab, for en gangs skyld. I skoletiden sidder vi med trætte bævende øjenlåg og syrekaffe fra pedellens kontor, nu er vi friske sociale ørne med sans for satire og smag for store alkoholsprocenter.
En dreng fra vores lille klasse klike mumler at han faktisk aldrig har brudt sig om Michael Jackson, og straks bliver han udsat for kærlig terror fra alle sider. "..jamen det har bare aldrig rigtig fanget mig" siger han irriteret og vi griner. Disse mennesker er ikke værst, slet ikke værst, tænker jeg. Igen stråler universets store kærlighed lige igennem mig, og jeg konstaterer at jeg har det godt.
Muligvis har jeg det forfærdeligt i morgen, men lige nu, der har jeg det godt.
-Jonas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar