Bare for en dag

Lad mig være. Eller lad mig i det mindste bare være bitter.

Bare for en dag.

Morgendagens iskolde skær truer med at projektere min sorg op til beskuelse, og jeg føler mig som klichéernes kliché, med hjertet halvt dinglende ud af ærmet. Jeg dagdrømmer hvileløst, drømmer mig ud af vinduet, ind i husene og op på tagene. Hvor ingen lærer med en vag pædagogisk uddannelse kan nå mig, hvor jeg kan sidde med lænestol og tæppe, drikke varm kakao, mindes 7. klasse, bare for en stund.

Men virkeligheden når at indhente mig, som altid, før mine drømmebevægelser tager mig ud på dybt vand. Min sidemand fortæller en kæk historie i et lavt toneleje, jeg hører knapt nok hvad han siger, men gnægger lavmælt for høflighedens skyld.

Lad mig vandre rundt som tom skal, lad mig opsluges af min foragtelige selvynk. Bare. I. Dag.

Røgen bølger langs luftbanerne, minderne flyver ud af ørene, jeg griber febrilsk ud efter dem, men fanger kun et par stykker. Glimtvis spændes hendes hår ud foran mig, hun er pludseligt mere til stede end nogensinde, hendes øjne stirrer tomt. Jeg væmmes ved hendes chimera.

Kom tilbage til virkeligheden. Ryst drømmene væk. Tøm sindet, erstat filosofi med monotoni. Det hjælper.

Nogle gange deler verden sig i to. Under en samtale knækker isfladen under én, og pludseligt og panisk skal man vælge side. Denne verden er kold og nådesløs, civilisationens myretue fortsætter dovent sit formløse flow, hun sidder på min ryg og minder mig om hendes forsvinden. Hendes tyngde farver hverdagen, jeg er ikke et menneske i dag, jeg er forladt.

Monotoni Jonas, monotoni. Total grå zen.

Lad mig være. Eller lad mig i det mindste bare være bitter.

Bare for en dag.