Så nærmer tiden sig! Tiden hvor man forlader friheden og indtræder i fængslet hvor falsk kærlighed hænger på træerne og venskab kan købes for en fadøl – Kristoffersunds Gymnasium. Stedet hvor eksistentielle teenagekriser får folk til at vende på tallerkner så hurtigt som bøgens blade springer ud og falder af igen.
Og hvorfor så tilbringe endnu et skoleår der? Fordi der ikke er bedre at tage sig til og fordi man fra tid til anden tager sig selv i at være en del af dette cirkus af kønsdrifter, moderetninger og selvpromovering der vidner om en overliggende individualisering og en gennemtrumfen kommercialisering i vores generation.
”ååhh hvor har jeg savnet dig” og ”Ej jeg elsker dig, ærgerligt at vi ikke ser mere til hinanden” er sætninger der uden tvivl vil cirkulere i fængselsgården når vi igen tjekker ind. Når man ser det udefra og ikke selv modtager disse døgnkomplimenter er det til at brække sig over. Det er specielt piger der tuller rundt i den konfirmerende skov af falske kærlighedserklæringer. Men hvordan ved de hvem der egentlig elsker dem når de får det fortalt fra 20 mennesker? Og mister bekræftelsen ikke sin betydning når det er fortalt så ofte?
Jeg forstår ikke idéen? For drenge føler sig jo lige så elskede bare ved at 3 personer kan erklære deres kærlighed til dem, engang i mellem hvor man lige har brug for at få det bekræftet. Ved sætningens overdrevne forbrug mister den jo sin stærke betydning og bliver til et blad af falsk kærlighed på skolegårdens gamle træ.
Hvor falskheden dog afskyer mig …
- Noah
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar