Cand. Gym

Nu er timeglasset ved at rinde ud og det er tid til at lukke og slukke Kristoffersund, for altid. Enden på min epoke i bloggen må følge i trit med enden på de 3 års skolegang. Her til sidst vil jeg så samle tankerne overveje hvad jeg så har lært?


1. At vi er en generation af målrationelle relativister, der smyger os forbi enhver forhindring, ændrer synspunkter og skifter attitude efter egen vinding. Egoismen har sejret over os til fordel for et gennemtrumfende henkast af al moralsk dyd og værdimæssig sømmelighed. Dette faktum gemmes væk bag et slør af jovialitet og falskhed. Alt er til diskussion, men ingen vinder.

2. At de originale idéers tid er ovre. Blot negationer af tidligere tiders nyskabelse vil opstå for korte stunder, hvorefter de vil gå tabt i kommercialiseringens voldtægt. Magtmonopolerne rejser sig kun større og al innovation vil derfor ikke kunne slå igennem ved mindre end hungrende jydepøbel er klar til at fortærer det til uigenkendelighed. Popkulturen har for evigt sejret i effektiviseringens navn.

3. At demokratiet er gået neden om og hjem sammen med empirismens sammenbrud. På trods af de empiriske tankeganges sejrsgang i videnskaben, har det ikke påvirket samfundet synderligt, siden politikerne stadig opfører sig som rationalister der forudindtaget om slagets gang mener at have fundet kuren på samfundet – slankekuren. Det vil stå uændret hen indtil 3. verdenskrig alligevel vil tage livets af os alle.

4. At Rock’n’roll er dødt med idéen om et egentligt oprørs afledning. Begrebet er blot negligeret til fordel for læderjakkebeklædte overklassedrenges eskapader der går ud på at ryge joints i flæng og drikke tændvæske for at imponerer snobbede pigebørn der allerhelst vil have hus med stakit for at have en mand at dominerer. Rockmusikken er ligeså blevet opdelt i gruppen af fortabte tumper på finsprit og gruppen af prostituerede der sælger deres guitarriffs til jetset-livets luksusartikler.

5. At narkotika der ellers opstod som en progressiv tanke i opstanden imod ”det hele” og derudover hjælper på sorgerne, altid ender i næsten religiøs fanatisme i kampen for individets frihed og væren, som i selv samme narkotikarus fordufter i en sky af hjælpeløshed og eskapisme.

6. At mænd hjerner er styret af deres pik, som er styret af kvindens forførelse. Men også at kvinden er styret af samfundets stærke kønsnormer, der får dem til at løbe fortvivlede rundt i en ring som hovedløse høns. Altså er de sande romantiske dyder blot utopiske, de er derimod ligeså koldblodige som resten af de styrende kapitalsapparat, der kontrollerer normerne.

7. At man kun kan trække på skulderen over religion, der på trods af årtusinders blodsudgydelser imod menneskeheden stadig lever. Grundet, det ellers proklamerede, videnssamfunds mangel på eksistens kan vi alle blot læne os tilbage som agnostikere og blot melde os på værditabsvognen.

8. At litteraturen synger på sidste vers. Det postmoderne tankesæt har gennemsyret ungdommen og litteraturen i en sådan grad at verden er blevet for uoverskuelig at skrive om, ja og for dens sags skyld også at opstyrte – derfor kan vi godt pakke faklerne sammen og drikke en gravøl på at ungdomsoprøret aldrig vil komme. Fremover vil litteraturen blot befales endnu mere af de underholdningskrav, som Hollywood for længst har sat standarten for. Vi andre blot kan nikke rundt til som små Pinocchio’er der æder virkemidlerne råt. Måske var Goethe ikke den sidste mand der forstod verden, men den mand lever i hvert fald ikke i dag.

Når ovenstående omstændigheder så er accepterede, kan man leve videre i samfundets nu trykke rammer. For hvis man gør det, kan man aldrig blive skuffet, men kun prøve at hengive sig til tanken og håbet om at det alligevel kan lade sig gøre at leve lykkeligt og gøre et spinkelt oprør. Husk at I ikke skal hænge med hovedet, hvis I står i lort til halsen.
Det var det sidste fra mig og jeg vælger på sidste stund at dedikere denne tekst til ”Du-ved-hvem”

- Forfatter ½

Statusopdateringsopdatering

Dag: Mandag. Sted: Cyberspace.

Kl. 21.45: 56 venner er online på facebook
- De fleste opdateringer handler om den forekommende finale på Paradise Hotel, Det nye design på hjemmesiden og mandagens barske realiteter. Stilhed før stormen.
Kl. 21.55: 48 venner er online på facebook
- Ingen synderlig tendens til emneskift, dog bekender flere deres begejstring for finalen. Alle holder nu vejret i spænding.
Kl. 22.05: 24 venner er online på facebook
- Der er næsten ingen aktivitet på hjemmesiden. Finalen er nu startet.
Kl. 23.05: 31 venner er online på facebook
- Statusopdateringerne ændres nu til bifald af det sidste afsnit.

Solen vil skinne i morgen, epidemien er nu snart overstået og folk vil nu igen kunne dyrke det liv der ikke foregår foran TV-skærmen.

Ikke flere retarderede jyder med et ordforråd på størrelse med en miniparlør, på drukferie - Blot for en stund.

- Karl

Duellen

Jeg befandt mig på et goldt og sodet bjerg. Det røg op fra de sorte lavasten, som dannede bjergets overflade og rundt omkring i mellem de løse sten spyede små flammer op. Foran mig, længere oppe ad bjergets tinde stod en prægtig Zeus-ligenende figur omgivet af høje røde flammer. Hans mægtige fremtoning skræmte mig ikke og ved fuldt mod kiggede jeg ham dybt i øjne med fuldstændig zen i sindet. Han talte: ”Du har forladt dit folk! Og du ved hvad det betyder. Lad os tage duellen i bjergets inderste kammer”. Uden modstand og med god tro på egen styrke, fulgte jeg med den klart overlegne kæmpe. Det inderste kammer mindede om et maskinrum og der stod betjeningsklar produktionsmaskiner alle vegne, men ind i mellem dem, stod reoler alle beklædt med de fineste bøger af både Shakespeare, Voltaire og Goethe.

Duellen skulle straks gå i gang, da jeg pludseligt vågnede fra min bizarre drøm til lyden af mit vækkeur. Langsomt sled jeg mig ud på badeværelset, hvorefter morgenens trivielle kutyme kørte sit eget løb uden brug af hjerneaktivitet. Da jeg trådte ud i verden og forlod dørtrinnet fra min opgang, var jeg stadig omtumlet af drømmens vilde strabadser og ordene ”Du har forladt dit folk” rungede stadig i mit hoved, uden at jeg forstod det mindste af galskaben. Klokken var halv ni, så jeg kunne dog ænse mine omgivelser i modsætning til morgenen før, hvor mødetid var sat til kl. otte. Jeg havde endda også formået at få matchende sokker på og min påklædning var for en gang skyld tilpasset de vejrmæssige forhold.

Jeg tog det første og bedste tog på vej mod Kristoffersunds Gymnasium. Kupéen var fyldt med mennesker, men alligevel fik jeg snuppet en siddeplads for næsen af en midaldrende dame. Overfor sad mig en mand og læste i en pocketbook. Bogen fangede naturligvis min nysgerrighed, men jeg blev overvældet af væmmelse, da jeg opdagede, at hvad han læste, blot var en krimi. En krimi som ifølge bogens omslag havde fået fortrinlige anmeldelser. Straks følte jeg mig distanceret fra manden der ikke udnyttede sin transporttid på dannelse, men på banal underholdningslitteratur og jeg trak derfor min egen bog, ”Forvandlingen” af Franz Kafka, op af tasken for at give ham modspil og vise resten af togets pøbel, at jeg ikke var en af dem. Jeg var dog stadig for træt til helt at kunne koncentrere mig om bogens symbolske indhold og jeg faldt derfor i staver over de mange fremmede ansigter, der trods fælles nationalitet og kultur ikke på nogen måde kom hinanden ved. Bag mig sad to piger og snakkede om Paradise Hotel. Det forstyrrede mig grænseløst og styrkede kun min bitterhed på den fordummede pøbel, der hengav sig til den slags makværk. Heldigvis oplyste en kvinde i højtaleren mig om, at vi var nået den station som jeg skulle stå af på og jeg forlod hurtigt det nu tomme tog.

På stationen lå en udmattet gammel mand under sin frakke og tiggede om hjælp i form af et papkrus med en utydelig skrift på. Ingen af de tomme ansigter, som jeg var omgivet af gad at bruge kræfter på at kigge på ham, hjælpe ham eller blot tjekke om han var i live. Gad vide hvor længe folk kan ligge døde på gaden før nogen opdager det? Spurgte jeg mig selv. Men jeg kom i tanke om min engen dobbeltmoralskhed, da jeg heller ikke selv orkede at se til ham og blot lod ham ligge. Dagen før var jeg endda blevet vred over, at jeg skulle betale 500 kr. tilbage i skat og jeg følte det på det tidspunkt næsten som tyveri af mine surt optjente penge. Men det havde jeg naturligvis lykkelig glemt på det tidspunkt og selvransagende tænkte jeg for mig selv, at det vel nok var et asocialt og uretfærdigt samfund, der kunne lade en mand ligge der og sulte. Jeg skyndte mig derfor tilbage og lagde 2 kr. for så, at føle at jeg havde gjort mit til samfundet.

I metroen, som jeg blot skulle have 2 stop, kom jeg til at stå ved siden af en pige, der tiltrak al opmærksom i toget. Hun var dristigt klædt og udmærket klar over, at hun var togets midtpunkt og følte hun en stor lune derpå. Men da jeg kiggede nærmere på hende, opdagede jeg at der ingen dybde var, at spore i hendes ansigt, der på trods kønne træk hurtigt ville blive glemt. Hun var blot en tom skal, en mannequin-dukke. Jeg undrede mig over hendes tiltrækning, men drog straks parallel til både Paradise-pigerne og manden med krimien - for de var vel ligeså indholdsløse? Jeg huskede, at den sidste gang jeg kan havde mødt et indholdsrigt menneske, jeg ikke i forvejen kendte, var på en Nørrebrosk bar lørdagen før. Har folk virkelig kun indhold i fuldskaben?

I skolen masturberede jeg intellektuelt til et digt af Strunge i dansk, snakkede om den udviklede solidaritet i samfundsfag og debatterede livligt religionens betydning i det moderne samfund i Engelsk. Hele vejen i gennem på et raffineret niveau der straks ville have skræmt de mange mennesker i toget fra vid og sans.

Da jeg kom hjem fortalte TV-avisen om arbejdsløshed og krisen på Haiti på en måde, så jeg glemte det lige så hurtigt som det blev fortalt. Derefter tog Go’ aften Danmark over, men jeg måtte slukke tv’et før jeg brækkede mig af afsky over småborgerligheden. Da jeg gik i seng, var det med en følelse af tomhed. Havde jeg i virkeligheden forladt mit folk, talt over dets hoveder og var alt hvad jeg diskuterede uvedkommende for samfundet? Eller var de blot så fordummede af uvedkommende underholdning og forsnævrende verdensbilleder at jeg ikke måtte degraderer mig til deres niveau?

- Noah

Columbus

Det er mærkværdigt hvordan vi unge gymnasieelever er så naive og sadistiske at vi gentagende begår de samme fejl som tidligere generation har begået om og om igen, blot for at mærke smerten eller rusen af adrenalin der bruser i blodet. Og her tænker jeg ikke på de uanede mængder af tjære, kulilte og alkohol vi udsætter os for hver fredag, lørdag og torsdag på Rust, hvis det går højt. Nej jeg tænker på langt mere ekstreme former.

Narkotika er igen blevet moderne i blandt unge på Kristoffersund, efter det i nogle år har forekommet mig en smule passé. Men ikke blot en så håndgribelig form foregår de, for mig, irrationelle handlinger. Romantikkerne lærer heller ikke af deres fejl, men ønsker gang på gang at udøve følelsesmæssig skade på sig selv igennem et rent kærlighedsjihad. De tror enten at de ofrer sig for den store romantiske sag eller også at de ved at få ar på sjælen bliver dannede og affektionelt intellektuelle, selvom det snarere virker som hæmmende på overskuddet for intellektuel dannelse. For det tager meget overskud fra ens yderligere engagement at jagte de romantiske idealer.

Det mest ekstreme tilfælde er skolens få, men alligevel opsigtsvækkende hooligans der hver weekend opsøger coke og slåskampe med bøvede tosser på skumle rockerpubbe, blot for adrenalinens skyld – og det indrømmer de endda selv blankt. Velreflekterede mennesker, der ellers ved hvad de gør, opsøger vold, hærværk og arrestationer på fuldstændig velovervejet manér. Selv er jeg træt af at høre på dem, da de endnu ikke har fattet, at ingen andre end dem selv synes, at de er seje, eller at sport er spændende for den sags skyld. Det kan måske virke lidt bizart at sammenholde disse tre eksempler, men hvad de alle har tilfælles er at man søger ud for at prøve grænser af, på trods af at grænserne er prøvet af før for en og i mange tilfælde har vist sig skadelige.

Måske er vi alle blot blaserte. Så bombarderede med udtryk, at vi søger nye veje for at rystes i grundvolden og opleve noget nyt. Ja, blot opleve noget nyt. Eller også skal man se det som en langt mere positiv ting, at vi alle er en flok Columbusser der vil ud og afsøge verden på egen hånd og er blevet trætte af ”de gamles” uddaterede råd. Men stadig forstår jeg ikke hvorfor vi ikke blot tager nogle af de 20. århundredes erfaringer til efterretning: at ideologier har slået fejl, at vold ikke frembringer noget godt og at de rationelle tanker til hver en tid vil slå de romantiske (selv om de romantiske forekommer mere æstetiske og interessante) – blot for at nævne nogle få.

På den anden side vil jeg i min lille forvirrede diskussion gerne vise min respekt for disse romantikere, ikke for deres idealer, men for deres mod og vilje. Det samme vil jeg give både ideologer og psykedelia-freaks, for trods alt at ville søge en forklaring. Men kig jer omkring? Forklaringen skal ikke findes i alle mulige ofringer og eskapader til verdens grænser, men blot foran din egen næsetip.

Men jeg tror at verden bliver mindre, mere årene. Sådan er det i hvert fald sket for alle tidligere generationer, vi går fra at ville redde en stor verden med krige og fattigdom, til at ville redde et eneste menneske vi holder kært.

Varme Hilsner Karl

Manifest

På Kristoffersunds Gymnasium synes det politiske åndsliv at være opdelt i to grupperinger, som uafladeligt ikke kan forenes i større perspektiv. De to grupperinger vælger jeg at kalde "utopisterne" og "rationalisterne". Når denne separering så er truffet, skal det dog nævnes, at vores kære skole har mange politisk interesserede elever - debatlystne, engagerede og tolerante. Men min opdeling er baseret, udelukkende, på de politisk aktive elever. Lad os så se lidt på de to kategorier jeg opstiller. Det skal dog siges, at jeg tillader, at disse er en smule brogede og ukonkrete.

Utopisterne er dem, der har politiske visioner og gerne ser det hele i et større perspektiv på trods af, at de også kan engagere sig i enkeltsager, så som et nyt fritidshjem på Dortheavej. De afskyr al slags bureaukrati og romantiserer derimod gerne deres politik. Deres store perspektiv og stærkt romantiserede forhold til politikken afskærer dem ofte mulighed for at gennemføre deres visioner, men dette afholder dem ikke i deres kamp imod hele verden, den styrker næsten deres, til tider fanatiske, tro på deres idealer. De finder ro i et have et fast verdensbillede, som det f.eks. er tilfældet med den håndfuld marxister der går på skolen. Forbitret står de på barrikaden så snart en ny nedskæring rammer skolen og de spiser sig aldrig af med hvad kapitalens lejesvende giver dem, de tager gerne hele hånden i deres, undskyld mig, håbløse kamp i mod systemet. Men alligevel finder de en stor trøst i deres ideologi, som giver dem et håndgribeligt skema til at anskue dem komplicerede verden på. Dog har de problemer med legitimation af deres midler, som for utopisterne snarere omfatter vold og sabotage end diplomati. Fælles for den brogede skarer er, at de alle i al oprigtighed tror og kæmper for deres visioner og det respekterer jeg dem for.

Rationalisterne derimod åler sig gerne rundt i de politiske holdninger. Deres visioner er kortsigtede og bøjelige, de tilpasses i højere grad efter deres omgivelser. Kompromis er deres vigtigste middel, og for nogle af dem bliver det næsten et mål i sig selv. Deres spilles altid med sikrer kort, for man vil hellere have magten og diplomatiet, end man vil have sine holdninger ført igennem. Rationalisterne er desværre dem der altid kommer til magten og det er mange af dem, der sidder på topposterne i ungdomspartierne og senere inde på Kristoffersborg. De har sjældent moralske skrubler med at stikke knive i ryggen på deres medspillere og tænker kun på personlig fremgang - på trods af at de gerne vil ligne utopisterne som visionære drømmere. Men i virkeligheden er de noget så pragmatiske og har slet ingen idealer. Min afsky er for disse forlorne prostituerede er enorm, og det nærer kun min mistro til den danske stat.

Vores kære AT 10 darling, Max Weber, ville nok karakterisere rationalisterne til at være målrationelle og utopister til at være værdirationelle og den overbevisning vil jeg gerne tilslutte mig.

Mig selv? Jeg har opgivet politik for længe siden, for jeg har hverken lyst til at sælge min sjæl til magtens tinde eller ende desillusioneret og frustreret. Jeg finder min ro i kulturen og affinder mig med at stå uden for indflydelse. Det er nu en gang også nemmest bare at være uansvarlig uenig.

- Noah

Om at give alting væk

Det at afgive alting er egentlig en spøjs ting. Herunder er der flere spøjse elementer. Som sådan kan det være både nyttigt og rationelt at give alt fra sig, eksempelvis hvis det er med det formål, at få alt igen fra modparten. Det er vel dét, der må karakteriseres som hengivenhed, det nogen kalder kærlighed. Men sjældent, spøjst nok, vil nogen modtage alt man ejer, de bliver enten skræmte over det ansvar de får af at passe på de mange gaver eller også finder de det blot kedsommeligt. Pludselig skal modtageren ikke kæmpe for at få alt det den anden ejer, de får det simpelthen foræret. Og her stopper logikken og derfor bliver det spøjst. Kedsomheden opstår når der ikke er mere at få, ikke mere at kæmpe for, ikke mere at lave - og her burde man ellers mene at lykken ville opstå.

For burde lykken ikke opstå når succesen var gennemført, vundet og man havde tilegnet sig samtlige goder? Nej, for lykken opstår på vej hen til kedsomheden. Det er også derfor kloge børn aldrig keder sig, fordi de altid har en ny destination. Livet bliver ikke trivielt, det kan udvikle sig og blive dynamisk, og dermed opstår lykken pludselig. Og deri ligger måske svaret på hvorfor folk ikke vil have at jeg giver dem alting - de vil trække den lykkelige rejse ud.

Ikke at det holder mig tilbage, for spøjst nok giver jeg ikke alt væk for modtagerens skyld. Som når man afgiver en partikulær gave til et familiemedlem for at se vedkommende lyse op af glæde, af lykke. Jeg gør det, irrationelt nok, for min egen skyld. Jeg husker tydeligt hvordan jeg ustandseligt løb og led igennem flere kilometer da jeg som lille spillede fodbold, ikke for mine holdkammerater, ikke for min træner og heller ikke for bolden. Jeg løb for mig selv, blot for at være på vej - til den næste sejr som dog hurtigt var glemt. Sejren gav ikke lykke, det gjorde kampen for sejr. Ligesådan er det her. Når jeg møder et menneske og denne inderlige trang til at afgive alt, opstår så afgiver jeg dette 'alt', velvidende om at det hverken er gunstigt eller logisk.

Vreden opstår, til min store fortvivlelse, i mig når en person ikke vil modtage alt det jeg giver, alt det jeg har. Men følelsen manes hurtigt til jorden, for jeg søger jo ikke modtagerens anerkendelse. Jeg ønsker selvanerkendelse, følelsen af at jeg er et godt menneske, prædikeret af mig selv. Endnu en gang forekommer det mig spøjst. Selvanerkendelse er jo så håndgribeligt, man skulle mene at jeg selv havde mulighed for at kunne donere mig selv anerkendelse som jeg ønskede den, men sådan hænger det ikke sammen, den skal jeg gøre mig fortjent til. At yde for at nyde, jeg har egentlig altid hadet det ordsprog og modsvaret: "hvorfor dog yde, hvis det ikke er nødvendigt for at nyde?". Fordi ydelsen er hele lykken i sig selv, måske.

Snart er jeg færdig med min tid på kristoffersund, snart er jeg efterladt uden alt det jeg har givet væk, alt det jeg ejede. Men jeg fortvivler jeg ikke, for lykken fandt jeg på vejen. Men heri underkender jeg heller ikke den frustration det er, når HUN ikke vil modtage det jeg yder, det jeg afgiver.

Derudover har jeg ingen svar, men spørgsmålet er vel også lykke nok i sig selv?

- Robbin

En besked

Vi bryder endnu engang med bloggens metaplan for at bringe jer en speciel og dybfølt meddelelse.

Her på Kristoffersund anser vi ikke blot os selv som en fiktiv spejling af en ungdom i krise, den form som du kender og elsker, men også så meget mere end det. Vi lever i en tid hvor den globale befolkning står over for et væld af udfordringer, både sociopolitisk og spirituelt. Vi vil derfor bede jer ærbødigst at besøge nedenstående link, i håb om at du også vil føle vores trang til at kæmpe for den gode sag.

Ydmygt takker vi jer på forhånd, må i fare vel på jeres ungdomsfærd.

-Redaktionen.

Join the revolution!