Frederik der netop har taget et sug af sin smøg er lige ved at kvæles i røgen, da min nyhed fremprovokerer et heftigt hosteanfald. Det er en underlig tendens mennesker har, det med at hoste af forskrækkelse når nogen bringer noget kontroversielt op. Hans forvrængede ansigt erstattes hurtigt af et skeptisk stirrende blik da hosten er drevet over og han gentager mistroisk mine ord: "Du er blevet forelsket, siger du?"
Jeg nikker ivrigt, med hvad der forekommer mig at være, mit mest overbevisende smil. Hans skepticisme afløses af forskrækkelse og han ænser ikke længere smøgen i sin højre hånd. "I hvem dog?" spørger han og jeg forsikrer ham, så godt jeg kan om, at det ikke har nogen relevans. "Neej fortæl mig det, jeg er din ven, sådan noget skal jeg da vide." svarer han, da det går op for ham at det er noget jeg mener seriøst. Han prøver uden oprigtighed at overbevise mig om at han nu bakker op om idéen, men uden succes da jeg kender ham godt nok til at vide, at han lige nu tænker at jeg må have slået hovedet.
Da han opdager at han alligevel ikke kan få lokket et navn ud af mig, går han på kompromis og spørger ind til om jeg har været sammen med hende. Hans metoder er nemme for mig at gennemskue - Frederik kender de fleste af dem jeg har været sammen med og han lægger derfor op til at bruge "Hvem-er-hvem-metoden" (også kendt som udelukkelsesmetoden). Mit svar er, tro mig, den skindbarlige sandhed, men det kommer alligevel voldsomt bag på Frederik da jeg svarer: "Nææ det har jeg ikke og jeg har sådan set heller ikke tænkt mig at være det." Da hans mistro nu står åben, i lys lue, kan jeg ikke undgå at forklare mig yderligere og udbygger forklaringen: "Muligvis vil min krop gerne at jeg elskede med hende, men jeg vil nægte den det. På den måde kan jeg opretholde fascinationen - Jeg skulle jo nødigt kende alle hemmelighederne bag tøjet."
Han kan ikke længere holde sig tilbage og udbryder med en fortrængt latter: "Du er altså ikke dig selv idag." Men han forstår sig ikke på platonisk kærlighed, i dag er jeg lige præcis mig selv, for idag ved jeg hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jeg føler mig pludselig i live, som om jeg er vågnet op fra en drøm - dog uden at det skal forstås som om jeg er blevet ramt af et lyn, eller amors pil. Det er vokset i mig og blevet en fastholdende, knugende følelse - en følelse jeg dyrker.
Da han ikke orker at tage den seriøse samtale, undviger han og prøver at tale til mit gamle jeg. "Er hun lækker?" Men da jeg ikke har udviklet en skizofreni hen over natten, svarer jeg velovervejet og konfirmerer: "Jaa, gu er hun så! Jeg har aldrig oplevet noget lignende." Endnu en gang taler jeg lige fra posen, for fascination er netop så stor, at selv hendes dobbelthage bliver yndefuld. Det er netop alle hendes små fejl der gør hende så smuk, ja næsten guddommelig. Det er også derfor jeg ikke agter, at gå i seng med hende - for efter sex opstår der altid en følelse af ubehag. Pludselig vises det at ophidselsen blot var et slør og hendes fejl bliver nu synlige for mine før så stimulerede øjne.
Frederik befinder sig stadig på herrens mark - han har aldrig oplevet mig sådan her før og jeg må imødekomme hans fortvivlelse. Jeg forsikrer ham om at han ikke skal være bekymret og dunker ham i brystet. "Du må forstår, Frederik, det er min forelskelse der er ingen andre der må være med, heller ikke du?".
Nu ser jeg, at det jeg ellers troede var et klogt træk kun gjorde ham endnu mere forvirret. "Hvad mener du, ved hun ikke om din forelskelse?" spørger han, nu konfronterende, og jeg svarer: "Well, det ved jeg ikke, det betyder ikke så meget, for hun må alligevel ikke være med." Han opdager igen cigaretten i hånden, fordi han er blevet træt af, at høre på mig. Han kigger på mig som om jeg skulle blive pinlig berørt og afslutter samtalen med at forklare at han er for træt til en sådan samtale kl. 09 om morgenen, lige før at han skal snyde sin tysk-lærer til at tro at han har læst op på Goethe siden sidst.
Han forstår det ikke, og det er også okay. Hvordan skulle han også det? Det er jo ikke kærlighed - for lighed er der jo ikke meget af i mit forhold til den pågældende pige. Jeg ved bare at jeg har digterne på min side, for når man er forelsket, så handler al litteratur om en selv. Det hele bliver identificerbart og Goethe får lige pludselig ret i det hele, for jeg oplever det jo selv.
Det er gået op for mig at det ikke handler om hvad livet er, men om dets indhold.
- Robbin
onsdag den 3. februar 2010
Kristoffersborg
Det har været længe undervejs, og her kommer det så - mit første blogindlæg. Det er jo blevet frygteligt populært at lege forfatter på Kristoffersunds Gymnasium så det var vel på tide at jeg skulle afprøve trenden. Bloggen er et spøjst medie hvor diverse ligegyldigheder publicerer deres ævl ud til resten af verden, der i sjælden grad læser med.
Jeg har læst dem alle med mere eller mindre fornøjelse. Åndsfortærende modeblogs med billeder der alle vil kunne findes på cover.dk, semi-gode poesiblogs, kvinders Virginia-Woolf/stream-of-consiousness-inspirerede anmeldelser af deres eget liv og nogle pseudo-filosofiske gymnasieelevers fiktionsunivers der forsøger at afdække alle de holdninger de ikke selv vil stå ved at have. Alle de typer blogs har det tilfældes at de er udtryk for nogle unge menneskers uomtvistelige behov for selvpromovering.
Det falder pudsigt nok sammen med, at alle de dannede mennesker har det samme store behov for at udgive deres memoir i papirform. Deres værker er udtryk for en generel misforståelse af litteratur. De tror fuldstændig uovervejet at alle deres oplevelser vil interessere andre mennesker, men litteratur bliver altså ikke en bjælde mere vedkommende for andre mennesker bare fordi man har oplevet Cuba-kriser eller set et vandfald i Brasilien. Nej i litteraturen er det, det indre liv der gør værket spændende. Hvad Jakob Ejersbo oplevede i Afrika har tusinde af mennesker før ham set, så det var ikke oplevelsen der gjorde hans trilogi interessant. Derimod var det en livligt og multidimensionalt indre tankevirksomhed der gjorde hans iagttagelser inspirerende og vedkommende.
En forfatters liv kan derfor være nok så uinspirerende, men så længe hans refleksion og tanker er interessante vil det udmønte sig i noget brugbart. Det kan de færreste mennesker dog og derfor ender disse blogs ofte lumpne. Litteratur bliver ikke længere lavet til eller for folket, men af folket til dem selv. De har tidligere oplevet to slags respons på deres historier: Den respons hvor tilhøreren lytter så meget at man tvivler på om man trænger igennem eller de blot nikker høfligt og den respons hvor tilhøreren konstant afbryder for at dreje samtalen ind på dem selv.
Bloggen er på den måde blevet et frirum hvor envejskommunikationen endelig kan få lov til at blomstre for unge mennesker med noget på hjertet (tilsyneladende bare et eller andet). I deres naive og selvfede forestilling om at nogen vil lytte til dem, taster de den ene ubesindige erfaring ud efter den anden. og så tænker du, min usynlige ven: "hvorfor fanden laver du så en blog?". - og for at være svar uskyldig vil jeg svare at jeg rent faktisk har noget på hjerte og hjerne. Min blog skal fremover handle om politik og jeg vil derfor kalde den Kristoffersborg.
- Joseph
Noah sagde ...
Christ! Joseph jeg troede du var bedre end det, endnu en politisk kommentator til at understrege at politiske ændringer ikke længere skal mærkes, men tolkes.
3. feb. 2010 14.29
Karl sagde ...
Det lyder spændende Joseph, jeg glæder mig til at læse nogle ræverøde perspektiver, det er vel hvad verden har brug for.
4. feb. 2010 16.58
Jeg har læst dem alle med mere eller mindre fornøjelse. Åndsfortærende modeblogs med billeder der alle vil kunne findes på cover.dk, semi-gode poesiblogs, kvinders Virginia-Woolf/stream-of-consiousness-inspirerede anmeldelser af deres eget liv og nogle pseudo-filosofiske gymnasieelevers fiktionsunivers der forsøger at afdække alle de holdninger de ikke selv vil stå ved at have. Alle de typer blogs har det tilfældes at de er udtryk for nogle unge menneskers uomtvistelige behov for selvpromovering.
Det falder pudsigt nok sammen med, at alle de dannede mennesker har det samme store behov for at udgive deres memoir i papirform. Deres værker er udtryk for en generel misforståelse af litteratur. De tror fuldstændig uovervejet at alle deres oplevelser vil interessere andre mennesker, men litteratur bliver altså ikke en bjælde mere vedkommende for andre mennesker bare fordi man har oplevet Cuba-kriser eller set et vandfald i Brasilien. Nej i litteraturen er det, det indre liv der gør værket spændende. Hvad Jakob Ejersbo oplevede i Afrika har tusinde af mennesker før ham set, så det var ikke oplevelsen der gjorde hans trilogi interessant. Derimod var det en livligt og multidimensionalt indre tankevirksomhed der gjorde hans iagttagelser inspirerende og vedkommende.
En forfatters liv kan derfor være nok så uinspirerende, men så længe hans refleksion og tanker er interessante vil det udmønte sig i noget brugbart. Det kan de færreste mennesker dog og derfor ender disse blogs ofte lumpne. Litteratur bliver ikke længere lavet til eller for folket, men af folket til dem selv. De har tidligere oplevet to slags respons på deres historier: Den respons hvor tilhøreren lytter så meget at man tvivler på om man trænger igennem eller de blot nikker høfligt og den respons hvor tilhøreren konstant afbryder for at dreje samtalen ind på dem selv.
Bloggen er på den måde blevet et frirum hvor envejskommunikationen endelig kan få lov til at blomstre for unge mennesker med noget på hjertet (tilsyneladende bare et eller andet). I deres naive og selvfede forestilling om at nogen vil lytte til dem, taster de den ene ubesindige erfaring ud efter den anden. og så tænker du, min usynlige ven: "hvorfor fanden laver du så en blog?". - og for at være svar uskyldig vil jeg svare at jeg rent faktisk har noget på hjerte og hjerne. Min blog skal fremover handle om politik og jeg vil derfor kalde den Kristoffersborg.
- Joseph
Noah sagde ...
Christ! Joseph jeg troede du var bedre end det, endnu en politisk kommentator til at understrege at politiske ændringer ikke længere skal mærkes, men tolkes.
3. feb. 2010 14.29
Karl sagde ...
Det lyder spændende Joseph, jeg glæder mig til at læse nogle ræverøde perspektiver, det er vel hvad verden har brug for.
4. feb. 2010 16.58
mandag den 1. februar 2010
K.O.
I modsætning til hvad mange Kristoffersund-elever muligvis tror, er der ikke noget i den her verden jeg hellere ville, end at tro på det gode i mennesket. Så evigt gerne ønsker jeg, at kunne læne mig tilbage i en velpolstret og komfortabel lænestol med et smil på læben, i forsikring om, at det hele nok skal ordne sig. Hvorfor er det så ikke det indtryk jeg giver folk?
- fordi jeg har indset at ærlighed, planøkonomi og næstekærlighed ikke har nogen gyldighed i den rådne stat Danmark.
Jeg har troet på det hele. Jeg har været den idealistiske romantikker din sidemand giver indtryk af at være. Men min naive tiltro til at ”de gode” skulle vinde blev aldrig ernæret. Erfaring har vist mig at al logik er intetstedsværende og survival-of-the-fittest så sandelig er blevet en mere fuldgyldig leveregel på Kristoffersund, end de 10 bud Moses modtog på Sinais-bjerget.
Da jeg så, lykkeligt naiv, påtog mig dyden af ærlighed, var omkostningerne for store og dette er nok grunden til, at jeg ikke længere tjener som eksempel på mine idealer. Hvor megalommanisk det end lyder, har jeg prøvet at være den Jesus-figur der påtog mig alle menneskers synd og prædiket k – og ærlighed til folket, men jeg havde ikke den nødvendige rygrad da Judas slog til. Jeg stak derfor halen mellem benene.
Hvad der for mig var et mål om ærlighed, blev af andre brugt som et middel til at udnytte mig, træde på mig. Gerrige mennesker profiterede af min enfoldighed, men langt mere tragisk, blev jeg også offer for godtroende mennesker der ikke kunne kapere ærligheden. De nemme løsninger er nemlig for mange, da de store forhindringer, snildt kan undgås med kynisme og falskhed. Ydermere har de mennesker der troede på mig, de sidste noble disciple, af ren desillusion forkastet sig i eskapisme. Hver weekend flygter de ind i en, i længden, tom verden skabt af provisoriske psykoser.
Selvom de mange skuffelser og nederlag var forårsaget af mennesker jeg elsker, klandrer jeg dem ikke. I mit naive selskab, blev kampen imod hele verden for uoverskuelig og modvinden for hård.
Og når man nu, uden at røre en finger, kan bæres af vinden hen mod de overskuelige løsninger, bærer jeg ikke nag.
Jeg var jo selv lige så krysteragtig.
Jeg tager mig selv i ikke at tro på, at mennesket har mere at opnå. Vores moralske fordærv er efterhånden så enormt, at selv teknologiske fremskridt kommer til at fremstå som et tilbageskridt. Derfor væmmes jeg ved mig selv, for jeg er selv blevet den gamle gnavne mand, jeg altid har hadet, den desillusionerede 68'er jeg altid har grint af og den digter jeg altid har vendt øjne af. Men! som Bossy Bo så bekræftende rappede: "Så længe jeg er håbløs er der håb endnu." Det håb klamrer jeg mig nu til, for ellers må jeg jo også give helt op og erklære mig eksistentialist – det er nu en gang det nemmeste.
Nu vil jeg tage til fredagscafé og slippe for realiteterne for blot at møde nye udgaver af disse, på bunden af min Harboe.
- Noah
- fordi jeg har indset at ærlighed, planøkonomi og næstekærlighed ikke har nogen gyldighed i den rådne stat Danmark.
Jeg har troet på det hele. Jeg har været den idealistiske romantikker din sidemand giver indtryk af at være. Men min naive tiltro til at ”de gode” skulle vinde blev aldrig ernæret. Erfaring har vist mig at al logik er intetstedsværende og survival-of-the-fittest så sandelig er blevet en mere fuldgyldig leveregel på Kristoffersund, end de 10 bud Moses modtog på Sinais-bjerget.
Da jeg så, lykkeligt naiv, påtog mig dyden af ærlighed, var omkostningerne for store og dette er nok grunden til, at jeg ikke længere tjener som eksempel på mine idealer. Hvor megalommanisk det end lyder, har jeg prøvet at være den Jesus-figur der påtog mig alle menneskers synd og prædiket k – og ærlighed til folket, men jeg havde ikke den nødvendige rygrad da Judas slog til. Jeg stak derfor halen mellem benene.
Hvad der for mig var et mål om ærlighed, blev af andre brugt som et middel til at udnytte mig, træde på mig. Gerrige mennesker profiterede af min enfoldighed, men langt mere tragisk, blev jeg også offer for godtroende mennesker der ikke kunne kapere ærligheden. De nemme løsninger er nemlig for mange, da de store forhindringer, snildt kan undgås med kynisme og falskhed. Ydermere har de mennesker der troede på mig, de sidste noble disciple, af ren desillusion forkastet sig i eskapisme. Hver weekend flygter de ind i en, i længden, tom verden skabt af provisoriske psykoser.
Selvom de mange skuffelser og nederlag var forårsaget af mennesker jeg elsker, klandrer jeg dem ikke. I mit naive selskab, blev kampen imod hele verden for uoverskuelig og modvinden for hård.
Og når man nu, uden at røre en finger, kan bæres af vinden hen mod de overskuelige løsninger, bærer jeg ikke nag.
Jeg var jo selv lige så krysteragtig.
Jeg tager mig selv i ikke at tro på, at mennesket har mere at opnå. Vores moralske fordærv er efterhånden så enormt, at selv teknologiske fremskridt kommer til at fremstå som et tilbageskridt. Derfor væmmes jeg ved mig selv, for jeg er selv blevet den gamle gnavne mand, jeg altid har hadet, den desillusionerede 68'er jeg altid har grint af og den digter jeg altid har vendt øjne af. Men! som Bossy Bo så bekræftende rappede: "Så længe jeg er håbløs er der håb endnu." Det håb klamrer jeg mig nu til, for ellers må jeg jo også give helt op og erklære mig eksistentialist – det er nu en gang det nemmeste.
Nu vil jeg tage til fredagscafé og slippe for realiteterne for blot at møde nye udgaver af disse, på bunden af min Harboe.
- Noah
torsdag den 28. januar 2010
Eksternt indtryk
Som timerne svinder ud i mod midnat, bliver jeg ængstelig for at genopfinde mig selv.
Før klokken slår 00.00, hvor tiden danser lydløst om sin egen imaginære akse, bliver jeg nødt til at re-evaluere min umiddelbare personlighed og udstråling. Briefing at 10. Yderst i internettets sfære cirkulerer Facebook, den virtuelle social-networking mastodont. Et sted hvor mennesker lokkes med social interaktion- og bevidsthed, men bliver og forbliver forandrede af et binært dogme, de ikke kan kontrollere. Facebook, min egen digitale sladrehank, kigger mig i øjnene og spørger ”What's on your mind?".
Jeg nedfælder en kryptisk sætning, og tilføjer endnu et syrligt lag til den digitale persona som er mig i facebook-form. Elegant postes mit udsagn, og fermenterer min personlighed udadtil, lag for lag. Men videnskaben kan informere en troende ateist at 90% af al skreven kommunikation bliver misforstået, så lige meget hjælper det. Potentielt forvrænges mit omdømme yderligere.
Og i de sidste 10% hviler en komplet anderledes interaktion med beskuernes underbevidsthed. Korte tanker bliver gjort om din virtuelle repræsentation. Langsomt og ubemærket former jeg vennernes mentale puslespil over den person jeg er. Mig.
Hvis jeg skal gøre mig håb om at omvende mit tilsyneladende stigmatiserede navn, må jeg sætte kurs mod virkeligheden.
Jeg kunne tage med drengene på bar. Men jeg bliver så sindssygt akavet af at skulle tilføje mig selv og min ”bande” til selskabet i kælderen på Floss.
I de øjeblikke hvor det ikke lykkes mig at finde simpel ekstase i en guld-dame, forekommer hele situationen mig kunstig og konsensuel, en aftale, lige så uhåndgribelig som røgen fra 47 tændte smøger spredt i det fugtige kælderlokale, et sted hvor unge mødes i hver deres klikke og sociale niché, og knapt ænser hinanden.
Jeg tager mig selv i at spille rummets gud, i det jeg betragter de små spredte forsamlinger som spejlinger af hinanden, samt en refleksion af en asocial ungdomsmentalitet.
Jeg stopper mig selv mens legen er god, og tager et kig indad.
Overvejer om jeg har misforstået konceptet.
Nej, her finder jeg hverken selverkendelse eller personlig revolution, jeg drømmer mig videre igennem Københavns brogede sidegader.
Privatfest i lejede lokale, tæt på byens hjerte.
Velspillende Dj's spiller op til dans og fodrer notoriske nørder med alskens elektroniske perler, simultant.
Komfortable pudearrangementer i et hjørne, tilsyneladende sjældent frekventeret, gemt bag trappearrangementer. Øl til moderate priser, en mindre overpris der føles godt givet ud, til en fest med personligt præg i private rammer.
Men selv ikke her i så helstøbte omgivelser, undslipper jeg melankolien, der i disse dage synes at følge mig som en skygge.
Den tvinger sig ned over mig midt i sjette fadøl og holder fast. Holder fast indtil jeg erkender, at jeg er BEDRE end det her, at jeg er BEDRE stillet end dødsdruk og selvpåtagede shot-montager, jeg er MERE VÆRD end denne ungdommens universelle bevægelse i mod den tårnhøje promille.
Hvis bare mine tanker ikke bevægede sig så henholdsvis hurtigt og sløret. Gå nu bare op i baren og få endnu én skænket. Smil til bardiskens midlertidige passagerer. Lad som om. Hold masken. Tænk på indtrykket, tænk på opfattelsen, tænk på omdømmet.
-Jesper
tirsdag den 19. januar 2010
Ian Curtis Blues
Her sidder jeg så, sprængfyldt med selvmedlidenhed, i skæret af levende lys med en hjemmelavet moccha og Joy Division på anlægget. Curtis og co. er efterhånden de eneste der forstår mig på en deprimerende dag som denne.
Det hele startede da Professor Altvidende entrerede klasselokalet med opgaven, og med det mener jeg den der tæller 2 karakterer på mit afsluttende bevis og bliver altafgørende for en senere afgørelse af mit interlekt. Professor Altvidende stirrede med et stift ansigtsudtryk, ikke eneste trækning der kunne afsløre resultatet for mit seneste værk - mit selverklærede makværk.
Hun var min budbringer, min Hermes. Hades forklædt som Nemisis. Og her lå den så, opgaven. Jeg løftede langsomt de første 21 sider og faldt så sammen i stolen. 02?!! 02!? Var det virkelig så slemt. Jeg orkede ikke at læse kommentaren til opgaven og resten af timen gik med en moralsk tale og en evaluering for alle dem der var så godt bedømt at de havde overskud til at være med. Jeg forblev sammensunket og trissede diskret ud af lokalet 5 minutter før timens afslutning der derefter ville ende i et inferno af spørgsmål til min ynkelighed.
Tasken med opgaven føltes ulidelig tung, så tung at jeg frygtede at tippe bagover eller knække lænden. Jeg satte mig midt i bussen på en af de pladser der var forbeholdt gangbesværede, det betragtede jeg mig ærlig talt for at være på daværende tidspunkt og jeg frygtede desuden, at bussen ville tippe om på taget, hvis jeg satte mig bagest i bussen.
Da jeg ankom til hovedbanegården fulgte en slem tur ned af Istedgade til min lejlighed længere nede. Jeg stoppede op ved Mariakirken hvor skyggen af min fremtid slog sig op ad muren. Jeg kiggede rundt på de hætteklædte narkomaner der mest af alt mindede om de sorte ryttere fra Ringenes Herrer. Da en af dem løftede hovedet så jeg mit ansigt. Det gjorde mig så skræmt at jeg på trods af min elendighed fik kræfter nok til at spurte hjem med den næsten tomme, min umådelig tunge taske på ryggen.
Nu sidder jeg så her nedsunket i en miserabel selvynk og bilder mig selv ind at jeg dyrker noget melankolsk. Men er melankoli ikke blot en facon at se positivt på alt det der ramler ned om ørerne på en så man ikke behøver at tage stilling til ens fejl og mangler?
Nu gælder det blot om at nyde stilheden i lejligheden før brændet falder ned kl. 16 hvor mine forældre kommer hjem. Men Ian, du forstår mig.
- Karl
Det hele startede da Professor Altvidende entrerede klasselokalet med opgaven, og med det mener jeg den der tæller 2 karakterer på mit afsluttende bevis og bliver altafgørende for en senere afgørelse af mit interlekt. Professor Altvidende stirrede med et stift ansigtsudtryk, ikke eneste trækning der kunne afsløre resultatet for mit seneste værk - mit selverklærede makværk.
Hun var min budbringer, min Hermes. Hades forklædt som Nemisis. Og her lå den så, opgaven. Jeg løftede langsomt de første 21 sider og faldt så sammen i stolen. 02?!! 02!? Var det virkelig så slemt. Jeg orkede ikke at læse kommentaren til opgaven og resten af timen gik med en moralsk tale og en evaluering for alle dem der var så godt bedømt at de havde overskud til at være med. Jeg forblev sammensunket og trissede diskret ud af lokalet 5 minutter før timens afslutning der derefter ville ende i et inferno af spørgsmål til min ynkelighed.
Tasken med opgaven føltes ulidelig tung, så tung at jeg frygtede at tippe bagover eller knække lænden. Jeg satte mig midt i bussen på en af de pladser der var forbeholdt gangbesværede, det betragtede jeg mig ærlig talt for at være på daværende tidspunkt og jeg frygtede desuden, at bussen ville tippe om på taget, hvis jeg satte mig bagest i bussen.
Da jeg ankom til hovedbanegården fulgte en slem tur ned af Istedgade til min lejlighed længere nede. Jeg stoppede op ved Mariakirken hvor skyggen af min fremtid slog sig op ad muren. Jeg kiggede rundt på de hætteklædte narkomaner der mest af alt mindede om de sorte ryttere fra Ringenes Herrer. Da en af dem løftede hovedet så jeg mit ansigt. Det gjorde mig så skræmt at jeg på trods af min elendighed fik kræfter nok til at spurte hjem med den næsten tomme, min umådelig tunge taske på ryggen.
Nu sidder jeg så her nedsunket i en miserabel selvynk og bilder mig selv ind at jeg dyrker noget melankolsk. Men er melankoli ikke blot en facon at se positivt på alt det der ramler ned om ørerne på en så man ikke behøver at tage stilling til ens fejl og mangler?
Nu gælder det blot om at nyde stilheden i lejligheden før brændet falder ned kl. 16 hvor mine forældre kommer hjem. Men Ian, du forstår mig.
- Karl
søndag den 10. januar 2010
Ucensureret
Pornoindustriens præmiekvæg er tilsyneladende blevet de lesbiske. De er bare de labreste. Det er så også den eneste grund til, at jeg ville vælge den genre når jeg surfer rundt på youtube og uporn. Når jeg ser porno vil jeg derimod have en karakter jeg kan identificere mig med og det er udelukkende mændene, logisk nok.
Derfor skal porno også have et realistisk præg uden at underkende fantasierne på min indre harddisk. Jeg vil mene, at det er desværre de færreste piger på Kristoffersund der stiller deres røv til rådighed for et dyk og den slags kan derfor kun udleves i filmmediet. Min karakter skal dog helst være lidt overdimensioneret. Han må gerne have en kæmpe svaber der skraber gulvet i slap tilstand og en overkrop så muskuløs at den ville kunne sprænge en spændetrøje - Houdini-kroppen agter jeg at kalde den. Pornofilmen skal hovedsageligt visualisere mine fantasier og give mig indtrykket af at min nydelse bliver interaktiv i stedet for indadvendt. Derfor skal filmene ikke overskride de grænser jeg selv bærer rundt på. Jeg har eksempelvis aldrig fundet det særlig interessant at sprøjte mine sekreter på ydersiden af kvindekroppen, jeg har altid foretrukket at de ender indersiden.
Sådan går snakken ofte i slænget. Vores barrierer er efterhånden nedbrudt og den forsigtige fnisen er mere eller mindre forduftet. Jeg har følgelig lært at Karl er tilhænger af de lamme episke forspil hvor kvinderne forbarmer sig over en mand i tjeneste, der bliver sit arbejde belønnet med et godt knald. Dem skipper jeg dog, da det simpelthen tager for lang tid i forhold til at man skal tilrettelægge sin udløsning til et penetrationsklimaks. Robin er tilhænger af det tirrende lebbe-sex, men det minder mig simpelthen for meget om følelsen af at blive narrefisset. Der er ikke noget værre end at ligge en hel nat med sit pulsende lem så stift at det ville kunne kløve en hel regnskov uden at det bliver benyttet.
Diskussionerne bliver dog ofte ødelagt af pigers fordømmende blikke og til tider endda med en hysterisk kommentar om, at det er "kvindeundertrykkende" og "ødelægger drenges kvindesyn". Jeg ser tværtimod at det er sådanne kommentarer der ødelægger mit kvindesyn. Det får mig til at se ned på dem som analfabetiske objekter der dog kan bolles for mit eget velbefindende.
Min afsky overfor den holdning bunder i dens hykleriske karakter. Den kommer fra præcis samme piger der får forvrænget deres livssyn igennem teatralske hollywood-romcoms hvor kvinden altid får sin ret, prinsen og det hele kongerige. Hugh Grant, Richard Gere eller en anden talentløs celeb overkommer altid sine maskuline småfejl og vælger den fortvivlede kvinde efter store indrømmelser. Det hele ender i følelsesPORNO af værste skuffe og giver pigen et helt forkert syn på drenge. Hvordan skal vi drenge nogensinde kunne leve op til den standard?
Dette er de selvsamme piger, der går i sexappelærende blondede g-strenge, til unødvendig gene for dem selv. For det første, fordi deres sorte Marc-Jacobs kjoler dækker de mærker et par normale trusser ville skabe og at de aldrig kommer til at vises frem. Pigerne har så evigt travlt med at negligere drenge til perverterede røvhuller, hvilket vi til tider også er, men problemet ligger i at de aldrig vil føle hverken kærlighed eller fysisk nydelse fra en drengs vinkel. Deres afsky for drenge vil i sidste ende betyde at der dukker en sleskeprins op, spiller med på deres drengeideal og tørrer røv i deres følelser hvorefter alt håb vil være tabt. Drengen der vil gå så meget på kompromis med sig selv at han prostituerer sig til dig, gratis, findes ikke og han ville heller ikke være interessant for jer.
Når nu pigerne på Kristoffersund er så naive må jeg nøjes med at spille pik til deres klassebilleder i årsbogen og bolle hvemsomhelst der gider. Anyone?
- Frederik
Derfor skal porno også have et realistisk præg uden at underkende fantasierne på min indre harddisk. Jeg vil mene, at det er desværre de færreste piger på Kristoffersund der stiller deres røv til rådighed for et dyk og den slags kan derfor kun udleves i filmmediet. Min karakter skal dog helst være lidt overdimensioneret. Han må gerne have en kæmpe svaber der skraber gulvet i slap tilstand og en overkrop så muskuløs at den ville kunne sprænge en spændetrøje - Houdini-kroppen agter jeg at kalde den. Pornofilmen skal hovedsageligt visualisere mine fantasier og give mig indtrykket af at min nydelse bliver interaktiv i stedet for indadvendt. Derfor skal filmene ikke overskride de grænser jeg selv bærer rundt på. Jeg har eksempelvis aldrig fundet det særlig interessant at sprøjte mine sekreter på ydersiden af kvindekroppen, jeg har altid foretrukket at de ender indersiden.
Sådan går snakken ofte i slænget. Vores barrierer er efterhånden nedbrudt og den forsigtige fnisen er mere eller mindre forduftet. Jeg har følgelig lært at Karl er tilhænger af de lamme episke forspil hvor kvinderne forbarmer sig over en mand i tjeneste, der bliver sit arbejde belønnet med et godt knald. Dem skipper jeg dog, da det simpelthen tager for lang tid i forhold til at man skal tilrettelægge sin udløsning til et penetrationsklimaks. Robin er tilhænger af det tirrende lebbe-sex, men det minder mig simpelthen for meget om følelsen af at blive narrefisset. Der er ikke noget værre end at ligge en hel nat med sit pulsende lem så stift at det ville kunne kløve en hel regnskov uden at det bliver benyttet.
Diskussionerne bliver dog ofte ødelagt af pigers fordømmende blikke og til tider endda med en hysterisk kommentar om, at det er "kvindeundertrykkende" og "ødelægger drenges kvindesyn". Jeg ser tværtimod at det er sådanne kommentarer der ødelægger mit kvindesyn. Det får mig til at se ned på dem som analfabetiske objekter der dog kan bolles for mit eget velbefindende.
Min afsky overfor den holdning bunder i dens hykleriske karakter. Den kommer fra præcis samme piger der får forvrænget deres livssyn igennem teatralske hollywood-romcoms hvor kvinden altid får sin ret, prinsen og det hele kongerige. Hugh Grant, Richard Gere eller en anden talentløs celeb overkommer altid sine maskuline småfejl og vælger den fortvivlede kvinde efter store indrømmelser. Det hele ender i følelsesPORNO af værste skuffe og giver pigen et helt forkert syn på drenge. Hvordan skal vi drenge nogensinde kunne leve op til den standard?
Dette er de selvsamme piger, der går i sexappelærende blondede g-strenge, til unødvendig gene for dem selv. For det første, fordi deres sorte Marc-Jacobs kjoler dækker de mærker et par normale trusser ville skabe og at de aldrig kommer til at vises frem. Pigerne har så evigt travlt med at negligere drenge til perverterede røvhuller, hvilket vi til tider også er, men problemet ligger i at de aldrig vil føle hverken kærlighed eller fysisk nydelse fra en drengs vinkel. Deres afsky for drenge vil i sidste ende betyde at der dukker en sleskeprins op, spiller med på deres drengeideal og tørrer røv i deres følelser hvorefter alt håb vil være tabt. Drengen der vil gå så meget på kompromis med sig selv at han prostituerer sig til dig, gratis, findes ikke og han ville heller ikke være interessant for jer.
Når nu pigerne på Kristoffersund er så naive må jeg nøjes med at spille pik til deres klassebilleder i årsbogen og bolle hvemsomhelst der gider. Anyone?
- Frederik
onsdag den 6. januar 2010
Bol mig i røven
Jeg går ikke i seng med min synonymordbog som de andre røvhuller her på Sundet (men med de fleste andre: 26739890).
Bol mig i røven, det er mandag.
Endnu en dag som voyeur. Ja spasser; observatør til endnu en dag i et liv bag høje mure, i en nedringet bluse (Ja! Jeg har flotte bryster, det fortæller alle lærernes øjne. Uden den mindste smule tvivl) på KS. Det var ellers en fantastisk måned i Som-Really-om-jeg-skriver-15-siders-lort-Projekt land.
Jahay. 9 3/4 minut i en fyldt metro, der lugter af våd hund og mandesved - min selvfølgeligt foretrukne start på dagen, og så inden første skud koffein. Splendid. Husk at købe: mælk, brød, ost, müsli, kaffe, fortrydelsespiller (hvor længe er det de virker...? - fuck det, drenge nu til dags har alligevel så skod en sædkvalitet, at de heldigvis ikke er i stand til at gøre en tæve, i løbetid, gravid). Og rødvin. Selvfølgelig. HUSK rødvin. For guds skyld. Husk rødvinen!
Børn, kærestepar, mødre og ældre. Kvinder generelt. Christ. Det skulle fanme være forbudt ved lov at slæbe sådanne typer med ned under jorden. De kan få busserne, bilerne, ægtemændene, mens metroen kan være for os almindelige mennesker, der ikke stirrer eller prøver at starte 'spontane' samtaler, der ikke skal føre til sex m.m. Giv os den dog. Please! Søde veletablerede, karrirebetyngede, caffe-latte-sippende, gylp-lugtende, konforme røvhuller. Giv os mørket og retten til at sejle i vores egen forskruede sø, her i sikker forvaring under jorden. Kristoffersund. Fuck, jeg skal af.
Ud i solen og nej tak til at støtte anima-unicef-red-barnet-kirkens-korshær-hus-forbi, klip jeres hår og få jer et job, om ikke andet, så hop op på et par hæle og ned på Istedgade, så skal i fanme se løjer. Gud fader i himmelen! Det er jo rocker koldt.
De siger, jeg ikke kan en skid, der har med skolen at gøre. Jeg kan faktisk ikke noget, ifølge dem. Når studievejlederen, læreren, rektor kigger på mig med store hundeøjne og siger: "Men kæreste Sophia, vi skal bare finde dit interesseområde, så finder vi dit sande talent", så brækker jeg mig indeni (du ved, den der galde der er über klam og kommer frem, når man har knækket sig hele torsdag nat), smiler sødt, knapper ned, kigger dem dybt i øjnene og siger i kor med alle andre gymnasieelever: "Det er bare fordi.."; her begynder jeg at græde en smule, hulke sagte, som om det virkelig gør ondt, indeni og jeg nu skal til at knække og betro dem mine dybeste, dunkleste hemmeligheder, "Jeg har det.. virkelig svært for tiden" blablablabla "min familie" blablabla "mit job" blablabla "jeg er lige flyttet hjemmefra". Det tager kun den tid det tager at forære mig selv mine kunstpauser, inden jeg er ude af døren og tilhøreren er kommet i bukserne.
Det kan godt være jeg ikke kan en skid, men jeg giver et fucking godt blowjob og kommer ud med et snit på 10.
xoxo
- Sophia
Bol mig i røven, det er mandag.
Endnu en dag som voyeur. Ja spasser; observatør til endnu en dag i et liv bag høje mure, i en nedringet bluse (Ja! Jeg har flotte bryster, det fortæller alle lærernes øjne. Uden den mindste smule tvivl) på KS. Det var ellers en fantastisk måned i Som-Really-om-jeg-skriver-15-siders-lort-Projekt land.
Jahay. 9 3/4 minut i en fyldt metro, der lugter af våd hund og mandesved - min selvfølgeligt foretrukne start på dagen, og så inden første skud koffein. Splendid. Husk at købe: mælk, brød, ost, müsli, kaffe, fortrydelsespiller (hvor længe er det de virker...? - fuck det, drenge nu til dags har alligevel så skod en sædkvalitet, at de heldigvis ikke er i stand til at gøre en tæve, i løbetid, gravid). Og rødvin. Selvfølgelig. HUSK rødvin. For guds skyld. Husk rødvinen!
Børn, kærestepar, mødre og ældre. Kvinder generelt. Christ. Det skulle fanme være forbudt ved lov at slæbe sådanne typer med ned under jorden. De kan få busserne, bilerne, ægtemændene, mens metroen kan være for os almindelige mennesker, der ikke stirrer eller prøver at starte 'spontane' samtaler, der ikke skal føre til sex m.m. Giv os den dog. Please! Søde veletablerede, karrirebetyngede, caffe-latte-sippende, gylp-lugtende, konforme røvhuller. Giv os mørket og retten til at sejle i vores egen forskruede sø, her i sikker forvaring under jorden. Kristoffersund. Fuck, jeg skal af.
Ud i solen og nej tak til at støtte anima-unicef-red-barnet-kirkens-korshær-hus-forbi, klip jeres hår og få jer et job, om ikke andet, så hop op på et par hæle og ned på Istedgade, så skal i fanme se løjer. Gud fader i himmelen! Det er jo rocker koldt.
De siger, jeg ikke kan en skid, der har med skolen at gøre. Jeg kan faktisk ikke noget, ifølge dem. Når studievejlederen, læreren, rektor kigger på mig med store hundeøjne og siger: "Men kæreste Sophia, vi skal bare finde dit interesseområde, så finder vi dit sande talent", så brækker jeg mig indeni (du ved, den der galde der er über klam og kommer frem, når man har knækket sig hele torsdag nat), smiler sødt, knapper ned, kigger dem dybt i øjnene og siger i kor med alle andre gymnasieelever: "Det er bare fordi.."; her begynder jeg at græde en smule, hulke sagte, som om det virkelig gør ondt, indeni og jeg nu skal til at knække og betro dem mine dybeste, dunkleste hemmeligheder, "Jeg har det.. virkelig svært for tiden" blablablabla "min familie" blablabla "mit job" blablabla "jeg er lige flyttet hjemmefra". Det tager kun den tid det tager at forære mig selv mine kunstpauser, inden jeg er ude af døren og tilhøreren er kommet i bukserne.
Det kan godt være jeg ikke kan en skid, men jeg giver et fucking godt blowjob og kommer ud med et snit på 10.
xoxo
- Sophia
Abonner på:
Opslag (Atom)
