Brønden

Nogle gange falder jeg ned i hullet, omsvøbes af mørke, sort sort sort, gennemstråler grålyse undertoner i skolegården. Jeg havde ellers lige stået og grint af et eller andet, kørt med på en joke, høj intens stemning i et par minutter, vi synes allesamme at det var piiiisseee grineeeereeen. Du ved, man forvrænger stemmen i falset og så bliver alting lige pludseligt en 1,5 gang sjovere.

Men så falder jeg ned, hører et makabert dunk, lyden af kød mod en sort brønds afgrund, og dér hviler jeg så, til omkringstående menneskers umiddelbare gru og foragt.

Jeg hviler grumt i mig selv, erklærer at jeg bliver nødt til at gå.. ”jeg skal lige hrnmrmmmhm” (det er her jeg mumler en ting mellem ”til time” og ”pisse”. En dobbeltundskyldning er vel dobbelt så god).

Straks søger jeg mod en dør, en hvilken som helst dør, søger asyl, et gemmested.

Jeg finder noget i min skoletaske jeg kan distrahere mig selv med. En bog! Min sci-fi bog, how i fucking love you, perfekt eskapisme.

Historien i bogen synes at reflektere mig lige nu... Kender du det? Ligheden er ikke ligefrem slående, men tilpas mange adjektiver beskriver min tilstand. Lys fra oven synes at bryde brøndens mørke.

Klokken slår time, jeg tænker ”helle”. Klasseværelset er måske en anelse ubehageligt belyst, af en slags umættet neo-fluorescens, men ikke desto mindre bygger jeg behagelig base bag i lokalet, med en borg af tasker og trøjer for at skjule min umiddelbare sociale ”akavethed”. Her, der kan jeg forholde mig til hård fakta og strømlinet litteraturanalyse, på autopilot.

-Sebastian

Deus ex Machina

Generation fucked-up bliver vi kaldt. Vi boltrer os selv i druk, hor og andre trivielle dyder mennesket har tilbedt det sidste årtusindstid. Vi er håbløse.

Jeg tager mig i at håbe på at metafysisk gennembrud, håbe på at den transcendente verden vil åbenbare sig for mig, så tilværelsen vil forme en mening. Lydigt møder jeg engang i mellem op hos studievejlederen og understøtter hendes drømmeverden, hvor hendes job er uundværligt. ”Neej da, jeg tager allerhøjst 2 sabbatår – jeg serverer latté det første år og rejser til Asien for at udleve alle andres drømme det andet” lyver jeg og opfølger med en stor ros til hendes forslag om RUC’s humanistiske fakultet. Jeg får hende til at overse at jeg hverken kan få job eller bolig og at min fremtidige bachelor vil blive et moderat stykke med banaliteter.

Jeg dvasker derefter op ad trappen for at aflevere 300 kr. til jubelidioterne i OD-gruppen. Jeg spiller med på deres idé om at 120.000 kr. vil rede verden og gøre sultne negere mætte. Dvælende kaster jeg øjnene på en piges kavalergang i håb om at hun ikke ville gennemskue det – det var håbløst, men jeg redder den med at give cudos til det solidariske arbejde hun præsterer…”host” For Robert Mugabe ”Host”.

Efter 2 timers kemi, som jeg aldrig får igen, hopper jeg op på den 2-hjulede for at gennemkløve Københavns gader. Det er valgdag, men jeg vælger ikke – jeg ved faktisk ikke hvor mit valgsted er, så jeg kløver bare hjem i stedet, det er vel i lig grad et valg.

Valget er deterministisk afgjort på for hånd, valget er en farce. På sarkastisk vis udbrød Jesper at jeg da bare kunne stemme på nihilistisk folkeparti. Han forstår det ikke, magen til selviscenesættende psuedointellektualitet de repræsenterer. En nihilist havde aldrig tænkt tanken, aldrig besværet sig med valgplakatsproduktion, pickets eller flyeruddeling. Jeg vil ikke være nihilist jeg vil ej heller tro på determinismen – jeg vil inderst inde tro på den oversanselige kraft der reder vores røv når det brænder. Jeg kan bare ikke – hverken tro eller håbe.

- Noah

Bare for en dag

Lad mig være. Eller lad mig i det mindste bare være bitter.

Bare for en dag.

Morgendagens iskolde skær truer med at projektere min sorg op til beskuelse, og jeg føler mig som klichéernes kliché, med hjertet halvt dinglende ud af ærmet. Jeg dagdrømmer hvileløst, drømmer mig ud af vinduet, ind i husene og op på tagene. Hvor ingen lærer med en vag pædagogisk uddannelse kan nå mig, hvor jeg kan sidde med lænestol og tæppe, drikke varm kakao, mindes 7. klasse, bare for en stund.

Men virkeligheden når at indhente mig, som altid, før mine drømmebevægelser tager mig ud på dybt vand. Min sidemand fortæller en kæk historie i et lavt toneleje, jeg hører knapt nok hvad han siger, men gnægger lavmælt for høflighedens skyld.

Lad mig vandre rundt som tom skal, lad mig opsluges af min foragtelige selvynk. Bare. I. Dag.

Røgen bølger langs luftbanerne, minderne flyver ud af ørene, jeg griber febrilsk ud efter dem, men fanger kun et par stykker. Glimtvis spændes hendes hår ud foran mig, hun er pludseligt mere til stede end nogensinde, hendes øjne stirrer tomt. Jeg væmmes ved hendes chimera.

Kom tilbage til virkeligheden. Ryst drømmene væk. Tøm sindet, erstat filosofi med monotoni. Det hjælper.

Nogle gange deler verden sig i to. Under en samtale knækker isfladen under én, og pludseligt og panisk skal man vælge side. Denne verden er kold og nådesløs, civilisationens myretue fortsætter dovent sit formløse flow, hun sidder på min ryg og minder mig om hendes forsvinden. Hendes tyngde farver hverdagen, jeg er ikke et menneske i dag, jeg er forladt.

Monotoni Jonas, monotoni. Total grå zen.

Lad mig være. Eller lad mig i det mindste bare være bitter.

Bare for en dag.

Neometropolis' Menneskedyr

Jeg fisker min mp3 afspiller op af lommen. Det er jo sædvane i vores generation at man underholder sig selv med vilkårlige gadgets i enhver given situation. Shuffle funktionen byder mig et futuristisk drum'n'bass track, og jeg befinder mig nu på en transkontinental rejse ved lysets hastighed mellem Nørreport og Kristoffersunds station. De hektiske breakbeats og syntetiske arrangementer former farvestriber i mit indre, jeg flyver igennem den underjordiske neo-metropol, og en behagelig eufori indtræffer.

Min rejse fortsætter op af metroens oplyste transporthaller, og jeg står nu på Kristoffersund med en Golden Virginia smøg i flaben. I fortsættelse af min futuristiske dagdrøm, er jeg nu en slags observerende spacecowboy. Jeg sætter mig ned og gemmer mig bag en tændt smøg, for at undersøge den umiddelbare folkemængde. Jeg bemærker mange hvileløse ansigter, jeg mærker efter på deres trængsler og fortrængninger. At tænke sig, at der inden under kjolen og Alis-trøjen befinder sig ægte, sårbare, nøgne mennesker, med egne sind, egne tanker, egne hemmeligheder. Sind, tanker og hemmeligheder jeg sandsynligvis aldrig får lov at føle på, og i et enkelt, tanketomt sekund, fyldes jeg med den store universelle kærlighed til menneskedyret og dets uhåndgribelige væsen.

Den altopslugende kærlighed knækker og forsvinder tilbage i universet. Jeg stirrer tomt igennem i luften, ryster på hovedet og genopdager virkeligheden. To drenge fra min gymnasieklasse er på vej i mod mig, så jeg samler tanker, kræfter og min taske op.

Som planlagt befinder vi os nu på en lokal Kristoffersund stambar. En finurlig blanding af udbrændte billiard spillende stamgæster, unge kønne arkitektur studerende og sen-pubertære gymnasie elever udgør en spænding i rummet, der forløses af den første tuborg.

Vi er nu 6 klassekammerater rundt om et bord af passende størrelse. Alle har vi indfundet os under det sociale dogme det er at gå på bar, og stemningen er naturlig og sulten efter post-skole udskejelser. Forståeligt. I en stiv uge har vi mødt på anstalten kendt som et gymnasium, lænket til stolen time efter time, 8-16, men vi fortvivlede ikke. Vi sejrede i grammatiske udfordringer og leverede historiske redegørelser med overbevisning. Men nu erstattes håndsoprækninger og blyanter af højlydte samtaler og glas med øl, i et univers hvor vi kan nyde hinandens selskab, for en gangs skyld. I skoletiden sidder vi med trætte bævende øjenlåg og syrekaffe fra pedellens kontor, nu er vi friske sociale ørne med sans for satire og smag for store alkoholsprocenter.

En dreng fra vores lille klasse klike mumler at han faktisk aldrig har brudt sig om Michael Jackson, og straks bliver han udsat for kærlig terror fra alle sider. "..jamen det har bare aldrig rigtig fanget mig" siger han irriteret og vi griner. Disse mennesker er ikke værst, slet ikke værst, tænker jeg. Igen stråler universets store kærlighed lige igennem mig, og jeg konstaterer at jeg har det godt.

Muligvis har jeg det forfærdeligt i morgen, men lige nu, der har jeg det godt.

-Jonas

Mit første skrifte

Jeg er kriminel, jeg er en synder og jeg har solgt min sjæl til djævlen for den sølle pris af 33 kr. Jeg røg en smøg til morgenkaffen, en til formiddagskaffen, en efter frokost, en efter eftermiddagskaffen, en efter aftensmaden og en før jeg gik i seng. Jeg røg faktisk 20 smøger. Nu er jeg dødsdømt og kan blot vente i mit dødvande til bødlen kommer og henretter mig. Det bliver smertefuldt og ubarmhjertigt – ingen nåde i vente.

Jeg har selvfølgelig brugt dagen på at gøre mig klar til dette. Jeg tog det obligatoriske lægetjek hvor lægen spurgte om jeg røg. Jeg svarede at jeg ikke røg noget stærkere end cigaretter og pot – hash gør mig så døsig. Derefter gav han mig en folder der fortalte at jeg skulle dø. Jeg måtte skrive mit testamente. Det kan være svært at gøre sådan uden længere overvejelse, så det eneste jeg skrev var, at jeg ville testamentere en pakke gule kings og min zippo-lighter til Elizabeth (min 11 årige lillesøster). For nok er jeg døende, men jeg er død på en behagelig måde – en måde jeg under hende at prøve.

Jeg vil citere Richard Nixon og sige ”I’m not a crook”. Dog var Nixon en crook om han ville det eller ej var det jo ikke op til ham. Det siger samfundet og samfundet siger at jeg er en crook. I det mindste kommer jeg ikke i himlen, magen til gudsforladte sted hvor forbudssamfundet har gjort sit indtog – desuden spiser jeg ikke Philadelphia. Nej, helvede passer mig bedre. Synd har altid betaget mig, det er livsbekræftende og dynamisk og desforuden har samfundet dømt mange interessante sjæle til døden; Sokrates, Lenin og Oscar Wilde kan nævnes. Vel er det Skt. Peter der skal dømme mig og jeg kunne ligeledes ende som hvileløs, man kunne jo argumentere for at min død var et selvmord – dømt til døden eller ej. Det er mig heller ikke skidt, jeg har altid været fascineret af det, at være spøgelse, som fluen på væggen kan man rende rundt og manipulere med folk – få folk til at ryge, så er jeg da i det mindste ikke alene.

Fuld af fortrøstning og ved godt mod vil jeg alligevel vente med at sige farvel – det kunne være at der var en dag i morgen.

- Noah

Dagbog fra en stodder

Klokken er vel 11.50 da jeg entrerer skolegården efter at have været en tur nede på det de lokale ville kalde den lokale for at hente mig en BLT-sandwich. En sandwich som mit ansigt nu afsløre, at jeg har været dybt begravet i. Den værste søvnighed har lagt sig og frokosten har givet mig ny energi til 2 timers søvndyssende dansk, om ridderviser jeg naturligvis ikke har læst.

Frederik og jeg har langt om længe fået kortlagt weekendens vilde begivenheder. Jeg undlod ham at fortælle om lørdagens fangst. Ikke fordi jeg angrer eller ikke vil stå ved den, nej blot fordi den ikke var af særlig betydning og jeg mere eller mindre selv har glemt den.

Efter at have misset skraldespand med min sandwichs’ papirindpakning på et kast henover skulderen, der ellers ville have set blæret ud hvis det var lykkedes, fyrer jeg op under en Lucky Strike og ånder tilbagelænet røgen opad. En let fordøjende smøg der får maden til at lægge sig på plads. Da mit hoved igen når horisontlinjen spejder jeg rundt i skolegården for at finde nogle flere at snakke med. Gården er tom grundet det råkolde vejr og kun de mest hårdfører rygere har begivet sig ud i den bidende luft.

Min opmærksomhed bliver draget af tre 2.g’s piger der står i hjørnet i skolegården og fniser. Fniser på den ondskabsfulde måde hvor piger kan få alle drenge i 7 miles omkreds til at tro at det er dem de fniser af. Jeg kender dem godt, eller det vil sige jeg har snakket med dem før.

En skolefest for en måneds tid siden begik jeg den tåbelighed at starte en samtale med en af dem, hun hed vidst nok Naja. Efter en kluntet introduktion, uden undskyldning til at indlede samtalen, begyndte jeg den sædvanlige overfladiske smalltalk, jeg afskyr så meget. Hvilken klasse går du i? Klarer du skolen? Hvordan er 2.g? Alle er de spørgsmål jeg allerede kender svarende på. Hendes hævede øjenbryn og flabede afsnubbede svar tydede på at hun havde fattet pointet, så jeg gik til det ældste og billigste trick i bogen. Jeg købte hende en øl. Det er egentlig sjovt at samfundet har så travlt med at fordømme prostitution, når det i små skalaer foregår hver weekend under alles begunstigelse. Ja det er nærmest norm for en dreng at købe pigerne drinks for at der så skal falde noget af. Det billige trick virkede indlysende nok ikke og det fik mig kun fremstillet endnu mere ynkelig.

Jeg afregnede med at skulle høre på 2.g’ernes yndlingsrygte den uge. Robin, den stodder, lagde i grum fuldskab an på arme Naja der måtte reddes af hendes to veninder. Jeg forstår vitterligt ikke de piger. Pigerne der gør en kunst ud af få drenge til at sige dumme ud, for derefter at sladre til alle dem de ved vil sladre videre. Hun er garanteret jomfru, en af de jomfruer der værner om deres mødom af en hæmsko, for så i sidste øjeblik at give den væk til den værste stodder på skolen. Inden da har de travlt med på pseudofeministisk facon at få fremstillet alle drenge, der har venlige ord til overs for dem, som perverterede røvhuller. Hvad der til gengæld er sjovt er, at deres altoverskyggende drøm om prinsen på hvide hest får dem til at barberer deres underliv hver fredag – just in case..

Og hvordan ved jeg så det? Tjaa det må være 19 års erfaring der har givet mig evnen til at gennemskue en piges dyreste dele bare en smule.

- Robin

Forvandling

Jeg var ikke altid sådan her.

Jeg plejede at veje mine ord før jeg ytrede dem, og lod dagens formløse flow opsluge og diktere mig.

Men spillereglerne undergik gradvis forandring i løbet af.. 9. klasse?

Datoer og tidsbegreber har efterhånden mistet deres betydning.

Tid er nu blot tåge, håndfaste tidspunkter defineres af en papirsindhyllet kegleform, og substansen deri.

Hvad der startede som rekreation er nu blot depression, min reaktion på stoffet = reaktionær.

Jeg tror også at mit farvespektrum har forandret sig. Gamle bekendte og venner betragtes bag gråtones glas, alt hvad der synes virkeligt befinder sig på min side, i anderledes men ligeledes deprimerende farver.

-

"Har du købt?"

"Ja, fik sgu en pæn klump"

"Åha, hellemusen er skam gavmild i dag!"

I 2 grader celsius påbegynder vi den indøvede process, den næsten ærefulde ryger-jargon.

En bakke foldes/En blå tokai lighter fiskes op af lommen/Klumpen varmes/Smuldres/Rød prince ristes/Knækkes/Papir fastsættes til pap/Fyldes/Med blandingen/Af brune nuancer.

TÆND/SUG/BRUN ILD I LUNGEN/OG JEG FØDES/PÅ NY

-

I denne verden hærger modsætninger, øjet fikserer på tilsyneladende ligegyldige detaljer, cannabis symboler over det hele, overalt. Mangt en gang har jeg besøgt denne forunderlige verden, og nogle ville måske sige at jeg har nydt en røg over tørsten, men jeg fortsætter stædigt. Gang på gang overrasker dette parrallel-univers mig, et sted mellem tid og rum. Og når man først har været her, er der ingen tvivl, intet placebo.

Sommetider svæver jeg, sommetider sumper jeg. Et eventyr bliver hurtigt til et mareridt, for blot at blive et eventyr igen.

Her er jeg tilpas. Og dog... Rusbæstet vender sit forvrængede ansigt mod mig, og galer for fulde lunger.

Forfærdet søger jeg ly i en faxe kondi, men jeg træder stadig kun vande.

Et langt blankt blik og 3 smøger senere er jeg på vej op igen.

Op af gryden

Dagslyset synes nært

men forbliver fjernt, sløret.

Jeg kan kun grine fjoget

Problemerne må morgendagens Jesper tage sig af

I morgen.

- Jesper