fredag den 28. maj 2010

Cand. Gym

Nu er timeglasset ved at rinde ud og det er tid til at lukke og slukke Kristoffersund, for altid. Enden på min epoke i bloggen må følge i trit med enden på de 3 års skolegang. Her til sidst vil jeg så samle tankerne overveje hvad jeg så har lært?


1. At vi er en generation af målrationelle relativister, der smyger os forbi enhver forhindring, ændrer synspunkter og skifter attitude efter egen vinding. Egoismen har sejret over os til fordel for et gennemtrumfende henkast af al moralsk dyd og værdimæssig sømmelighed. Dette faktum gemmes væk bag et slør af jovialitet og falskhed. Alt er til diskussion, men ingen vinder.

2. At de originale idéers tid er ovre. Blot negationer af tidligere tiders nyskabelse vil opstå for korte stunder, hvorefter de vil gå tabt i kommercialiseringens voldtægt. Magtmonopolerne rejser sig kun større og al innovation vil derfor ikke kunne slå igennem ved mindre end hungrende jydepøbel er klar til at fortærer det til uigenkendelighed. Popkulturen har for evigt sejret i effektiviseringens navn.

3. At demokratiet er gået neden om og hjem sammen med empirismens sammenbrud. På trods af de empiriske tankeganges sejrsgang i videnskaben, har det ikke påvirket samfundet synderligt, siden politikerne stadig opfører sig som rationalister der forudindtaget om slagets gang mener at have fundet kuren på samfundet – slankekuren. Det vil stå uændret hen indtil 3. verdenskrig alligevel vil tage livets af os alle.

4. At Rock’n’roll er dødt med idéen om et egentligt oprørs afledning. Begrebet er blot negligeret til fordel for læderjakkebeklædte overklassedrenges eskapader der går ud på at ryge joints i flæng og drikke tændvæske for at imponerer snobbede pigebørn der allerhelst vil have hus med stakit for at have en mand at dominerer. Rockmusikken er ligeså blevet opdelt i gruppen af fortabte tumper på finsprit og gruppen af prostituerede der sælger deres guitarriffs til jetset-livets luksusartikler.

5. At narkotika der ellers opstod som en progressiv tanke i opstanden imod ”det hele” og derudover hjælper på sorgerne, altid ender i næsten religiøs fanatisme i kampen for individets frihed og væren, som i selv samme narkotikarus fordufter i en sky af hjælpeløshed og eskapisme.

6. At mænd hjerner er styret af deres pik, som er styret af kvindens forførelse. Men også at kvinden er styret af samfundets stærke kønsnormer, der får dem til at løbe fortvivlede rundt i en ring som hovedløse høns. Altså er de sande romantiske dyder blot utopiske, de er derimod ligeså koldblodige som resten af de styrende kapitalsapparat, der kontrollerer normerne.

7. At man kun kan trække på skulderen over religion, der på trods af årtusinders blodsudgydelser imod menneskeheden stadig lever. Grundet, det ellers proklamerede, videnssamfunds mangel på eksistens kan vi alle blot læne os tilbage som agnostikere og blot melde os på værditabsvognen.

8. At litteraturen synger på sidste vers. Det postmoderne tankesæt har gennemsyret ungdommen og litteraturen i en sådan grad at verden er blevet for uoverskuelig at skrive om, ja og for dens sags skyld også at opstyrte – derfor kan vi godt pakke faklerne sammen og drikke en gravøl på at ungdomsoprøret aldrig vil komme. Fremover vil litteraturen blot befales endnu mere af de underholdningskrav, som Hollywood for længst har sat standarten for. Vi andre blot kan nikke rundt til som små Pinocchio’er der æder virkemidlerne råt. Måske var Goethe ikke den sidste mand der forstod verden, men den mand lever i hvert fald ikke i dag.

Når ovenstående omstændigheder så er accepterede, kan man leve videre i samfundets nu trykke rammer. For hvis man gør det, kan man aldrig blive skuffet, men kun prøve at hengive sig til tanken og håbet om at det alligevel kan lade sig gøre at leve lykkeligt og gøre et spinkelt oprør. Husk at I ikke skal hænge med hovedet, hvis I står i lort til halsen.
Det var det sidste fra mig og jeg vælger på sidste stund at dedikere denne tekst til ”Du-ved-hvem

- Forfatter ½

mandag den 3. maj 2010

Statusopdateringsopdatering

Dag: Mandag. Sted: Cyberspace.

Kl. 21.45: 56 venner er online på facebook
- De fleste opdateringer handler om den forekommende finale på Paradise Hotel, Det nye design på hjemmesiden og mandagens barske realiteter. Stilhed før stormen.
Kl. 21.55: 48 venner er online på facebook
- Ingen synderlig tendens til emneskift, dog bekender flere deres begejstring for finalen. Alle holder nu vejret i spænding.
Kl. 22.05: 24 venner er online på facebook
- Der er næsten ingen aktivitet på hjemmesiden. Finalen er nu startet.
Kl. 23.05: 31 venner er online på facebook
- Statusopdateringerne ændres nu til bifald af det sidste afsnit.

Solen vil skinne i morgen, epidemien er nu snart overstået og folk vil nu igen kunne dyrke det liv der ikke foregår foran TV-skærmen.

Ikke flere retarderede jyder med et ordforråd på størrelse med en miniparlør, på drukferie - Blot for en stund.

- Karl