På Kristoffersunds Gymnasium synes det politiske åndsliv at være opdelt i to grupperinger, som uafladeligt ikke kan forenes i større perspektiv. De to grupperinger vælger jeg at kalde "utopisterne" og "rationalisterne". Når denne separering så er truffet, skal det dog nævnes, at vores kære skole har mange politisk interesserede elever - debatlystne, engagerede og tolerante. Men min opdeling er baseret, udelukkende, på de politisk aktive elever. Lad os så se lidt på de to kategorier jeg opstiller. Det skal dog siges, at jeg tillader, at disse er en smule brogede og ukonkrete.
Utopisterne er dem, der har politiske visioner og gerne ser det hele i et større perspektiv på trods af, at de også kan engagere sig i enkeltsager, så som et nyt fritidshjem på Dortheavej. De afskyr al slags bureaukrati og romantiserer derimod gerne deres politik. Deres store perspektiv og stærkt romantiserede forhold til politikken afskærer dem ofte mulighed for at gennemføre deres visioner, men dette afholder dem ikke i deres kamp imod hele verden, den styrker næsten deres, til tider fanatiske, tro på deres idealer. De finder ro i et have et fast verdensbillede, som det f.eks. er tilfældet med den håndfuld marxister der går på skolen. Forbitret står de på barrikaden så snart en ny nedskæring rammer skolen og de spiser sig aldrig af med hvad kapitalens lejesvende giver dem, de tager gerne hele hånden i deres, undskyld mig, håbløse kamp i mod systemet. Men alligevel finder de en stor trøst i deres ideologi, som giver dem et håndgribeligt skema til at anskue dem komplicerede verden på. Dog har de problemer med legitimation af deres midler, som for utopisterne snarere omfatter vold og sabotage end diplomati. Fælles for den brogede skarer er, at de alle i al oprigtighed tror og kæmper for deres visioner og det respekterer jeg dem for.
Rationalisterne derimod åler sig gerne rundt i de politiske holdninger. Deres visioner er kortsigtede og bøjelige, de tilpasses i højere grad efter deres omgivelser. Kompromis er deres vigtigste middel, og for nogle af dem bliver det næsten et mål i sig selv. Deres spilles altid med sikrer kort, for man vil hellere have magten og diplomatiet, end man vil have sine holdninger ført igennem. Rationalisterne er desværre dem der altid kommer til magten og det er mange af dem, der sidder på topposterne i ungdomspartierne og senere inde på Kristoffersborg. De har sjældent moralske skrubler med at stikke knive i ryggen på deres medspillere og tænker kun på personlig fremgang - på trods af at de gerne vil ligne utopisterne som visionære drømmere. Men i virkeligheden er de noget så pragmatiske og har slet ingen idealer. Min afsky er for disse forlorne prostituerede er enorm, og det nærer kun min mistro til den danske stat.
Vores kære AT 10 darling, Max Weber, ville nok karakterisere rationalisterne til at være målrationelle og utopister til at være værdirationelle og den overbevisning vil jeg gerne tilslutte mig.
Mig selv? Jeg har opgivet politik for længe siden, for jeg har hverken lyst til at sælge min sjæl til magtens tinde eller ende desillusioneret og frustreret. Jeg finder min ro i kulturen og affinder mig med at stå uden for indflydelse. Det er nu en gang også nemmest bare at være uansvarlig uenig.
- Noah
lørdag den 27. marts 2010
lørdag den 13. marts 2010
Om at give alting væk
Det at afgive alting er egentlig en spøjs ting. Herunder er der flere spøjse elementer. Som sådan kan det være både nyttigt og rationelt at give alt fra sig, eksempelvis hvis det er med det formål, at få alt igen fra modparten. Det er vel dét, der må karakteriseres som hengivenhed, det nogen kalder kærlighed. Men sjældent, spøjst nok, vil nogen modtage alt man ejer, de bliver enten skræmte over det ansvar de får af at passe på de mange gaver eller også finder de det blot kedsommeligt. Pludselig skal modtageren ikke kæmpe for at få alt det den anden ejer, de får det simpelthen foræret. Og her stopper logikken og derfor bliver det spøjst. Kedsomheden opstår når der ikke er mere at få, ikke mere at kæmpe for, ikke mere at lave - og her burde man ellers mene at lykken ville opstå.
For burde lykken ikke opstå når succesen var gennemført, vundet og man havde tilegnet sig samtlige goder? Nej, for lykken opstår på vej hen til kedsomheden. Det er også derfor kloge børn aldrig keder sig, fordi de altid har en ny destination. Livet bliver ikke trivielt, det kan udvikle sig og blive dynamisk, og dermed opstår lykken pludselig. Og deri ligger måske svaret på hvorfor folk ikke vil have at jeg giver dem alting - de vil trække den lykkelige rejse ud.
Ikke at det holder mig tilbage, for spøjst nok giver jeg ikke alt væk for modtagerens skyld. Som når man afgiver en partikulær gave til et familiemedlem for at se vedkommende lyse op af glæde, af lykke. Jeg gør det, irrationelt nok, for min egen skyld. Jeg husker tydeligt hvordan jeg ustandseligt løb og led igennem flere kilometer da jeg som lille spillede fodbold, ikke for mine holdkammerater, ikke for min træner og heller ikke for bolden. Jeg løb for mig selv, blot for at være på vej - til den næste sejr som dog hurtigt var glemt. Sejren gav ikke lykke, det gjorde kampen for sejr. Ligesådan er det her. Når jeg møder et menneske og denne inderlige trang til at afgive alt, opstår så afgiver jeg dette 'alt', velvidende om at det hverken er gunstigt eller logisk.
Vreden opstår, til min store fortvivlelse, i mig når en person ikke vil modtage alt det jeg giver, alt det jeg har. Men følelsen manes hurtigt til jorden, for jeg søger jo ikke modtagerens anerkendelse. Jeg ønsker selvanerkendelse, følelsen af at jeg er et godt menneske, prædikeret af mig selv. Endnu en gang forekommer det mig spøjst. Selvanerkendelse er jo så håndgribeligt, man skulle mene at jeg selv havde mulighed for at kunne donere mig selv anerkendelse som jeg ønskede den, men sådan hænger det ikke sammen, den skal jeg gøre mig fortjent til. At yde for at nyde, jeg har egentlig altid hadet det ordsprog og modsvaret: "hvorfor dog yde, hvis det ikke er nødvendigt for at nyde?". Fordi ydelsen er hele lykken i sig selv, måske.
Snart er jeg færdig med min tid på kristoffersund, snart er jeg efterladt uden alt det jeg har givet væk, alt det jeg ejede. Men jeg fortvivler jeg ikke, for lykken fandt jeg på vejen. Men heri underkender jeg heller ikke den frustration det er, når HUN ikke vil modtage det jeg yder, det jeg afgiver.
Derudover har jeg ingen svar, men spørgsmålet er vel også lykke nok i sig selv?
- Robbin
For burde lykken ikke opstå når succesen var gennemført, vundet og man havde tilegnet sig samtlige goder? Nej, for lykken opstår på vej hen til kedsomheden. Det er også derfor kloge børn aldrig keder sig, fordi de altid har en ny destination. Livet bliver ikke trivielt, det kan udvikle sig og blive dynamisk, og dermed opstår lykken pludselig. Og deri ligger måske svaret på hvorfor folk ikke vil have at jeg giver dem alting - de vil trække den lykkelige rejse ud.
Ikke at det holder mig tilbage, for spøjst nok giver jeg ikke alt væk for modtagerens skyld. Som når man afgiver en partikulær gave til et familiemedlem for at se vedkommende lyse op af glæde, af lykke. Jeg gør det, irrationelt nok, for min egen skyld. Jeg husker tydeligt hvordan jeg ustandseligt løb og led igennem flere kilometer da jeg som lille spillede fodbold, ikke for mine holdkammerater, ikke for min træner og heller ikke for bolden. Jeg løb for mig selv, blot for at være på vej - til den næste sejr som dog hurtigt var glemt. Sejren gav ikke lykke, det gjorde kampen for sejr. Ligesådan er det her. Når jeg møder et menneske og denne inderlige trang til at afgive alt, opstår så afgiver jeg dette 'alt', velvidende om at det hverken er gunstigt eller logisk.
Vreden opstår, til min store fortvivlelse, i mig når en person ikke vil modtage alt det jeg giver, alt det jeg har. Men følelsen manes hurtigt til jorden, for jeg søger jo ikke modtagerens anerkendelse. Jeg ønsker selvanerkendelse, følelsen af at jeg er et godt menneske, prædikeret af mig selv. Endnu en gang forekommer det mig spøjst. Selvanerkendelse er jo så håndgribeligt, man skulle mene at jeg selv havde mulighed for at kunne donere mig selv anerkendelse som jeg ønskede den, men sådan hænger det ikke sammen, den skal jeg gøre mig fortjent til. At yde for at nyde, jeg har egentlig altid hadet det ordsprog og modsvaret: "hvorfor dog yde, hvis det ikke er nødvendigt for at nyde?". Fordi ydelsen er hele lykken i sig selv, måske.
Snart er jeg færdig med min tid på kristoffersund, snart er jeg efterladt uden alt det jeg har givet væk, alt det jeg ejede. Men jeg fortvivler jeg ikke, for lykken fandt jeg på vejen. Men heri underkender jeg heller ikke den frustration det er, når HUN ikke vil modtage det jeg yder, det jeg afgiver.
Derudover har jeg ingen svar, men spørgsmålet er vel også lykke nok i sig selv?
- Robbin
mandag den 8. marts 2010
En besked
Vi bryder endnu engang med bloggens metaplan for at bringe jer en speciel og dybfølt meddelelse.
Her på Kristoffersund anser vi ikke blot os selv som en fiktiv spejling af en ungdom i krise, den form som du kender og elsker, men også så meget mere end det. Vi lever i en tid hvor den globale befolkning står over for et væld af udfordringer, både sociopolitisk og spirituelt. Vi vil derfor bede jer ærbødigst at besøge nedenstående link, i håb om at du også vil føle vores trang til at kæmpe for den gode sag.
Ydmygt takker vi jer på forhånd, må i fare vel på jeres ungdomsfærd.
-Redaktionen.
torsdag den 4. marts 2010
68 anno 10
Meningsløsheden har for alvor slået igennem på Kristoffersund. Det er også logisk nok ud fra den betragtning af, at vi unge er blevet negligeret siden barnsben. De voksne informerede os tidligt om at vi blot var fucked-up curling-børn, uden forstand på livets smerter - fordrukne egoister uden værdier og normer, eller akademisk sagt: postmoderne møgunger.
Men det er jo gået glimrende indtil nu, vi er glædeligt blevet pacificeret af velstand og warcraft, bjørkvin og breezers. Og så har vi nok kunnet leve med årlige nedskæringer og lidt dyrere forbrugsgoder, for vores forældre havde jo alligevel råd til at feje vores dørtrin. Men pludselig skete der noget. Der kom en finanskrise, så en økonomisk krise og nu endda en recession. Pludselig skinnede absurditeterne igennem og vores nedslidte uddannelsesinstitutioner kunne ikke længere sikre os fryd og gammen. Udenfor uddannelsessystemets trykke favn venter nemlig arbejd - og meningsløsheden og som en tikkende bombe klar til at springe alle vores forhåbninger til den usynlige hånd i stykker på et splitsekund.
Og hvad er så svaret? At vi bevæbner os med frontladede maskingevær og fakler for en storm på paladset, næppe? Men det er i hvert fald ikke hvad vores selverklærede intellektuelle avantgarde, Noah, søger flugt i. Med sit underspillede, men overlegne Voltaire-smil sidder han klar til at pille digniteten af os med et sviptag med en gang eksistentialistisk ævl. Jeg skal villigt indrømme at tankerne har strejfet mig og de virker lokkende. Det er nu en gang det nemmeste blot at læne sig tilbage og nyde at man har regnet hele verden ud fordi den stopper ved ens egen næsetip og resten derude blot er absurd og irrationelt. Men dette gør ikke den ydre verden formålsløs, for der er masser at kæmpe for. Eksistentialismen er derfor kun for krysterne der stikker halen mellem benene og ikke tager kampen op for et meningsfyldt samfund. Hvad Noah burde gøre er derfor at tørre sit fedtede Voltaire-smil af og hjælpe os andre Sisofys'er bære stenen op ad bjerget og holde den der.
Jeg er sikker på at oprøret snart skal finde sted. Med Løkkes nye visioner for Danmark ser tendensen ud til at fortsætte, alt det sjove og skæve bliver taget fra os (Cigaretter, Øl og SU) for blot at gøre os til tal, i en sådan grad at man fristes til at synge med på "Another Brick in The Wall". Men tallene vil gøre oprør, de vil tælle til 68 og så vil alle deres opbyggede frustrationer få frit løb som vi så forsmag på da vores bibliotek blev brændt ned, efter nogen havde talt til 69. Noah, min belæste ven, du kan være katalysator for det her bitre opgør, hvor vi gerne skulle finde tilbage til fællesskabet og vise verden at postmodernismen var midlertidig og overfladisk.
En ting er sikkert, det skæve er væk og den interessebaserede rationalitet er i højsædet, men kun på lånt tid. Ophobningen er overdimensioneret ude fra Danmarks gustne vægge ligger sydeuropæere på randen til statsbankerot, protektionisme truer med at splitte Europa's nye grundsten, EU og arbejdsløsheden er ved at løbe løbsk. Spørgsmålet er om vi vil være med når bægeret flyder over, for noget siger mig at det vil starte hos ungdommen der nu har oplevet så meget.
Må fortsættelse, please, følge!
- Joseph
Men det er jo gået glimrende indtil nu, vi er glædeligt blevet pacificeret af velstand og warcraft, bjørkvin og breezers. Og så har vi nok kunnet leve med årlige nedskæringer og lidt dyrere forbrugsgoder, for vores forældre havde jo alligevel råd til at feje vores dørtrin. Men pludselig skete der noget. Der kom en finanskrise, så en økonomisk krise og nu endda en recession. Pludselig skinnede absurditeterne igennem og vores nedslidte uddannelsesinstitutioner kunne ikke længere sikre os fryd og gammen. Udenfor uddannelsessystemets trykke favn venter nemlig arbejd - og meningsløsheden og som en tikkende bombe klar til at springe alle vores forhåbninger til den usynlige hånd i stykker på et splitsekund.
Og hvad er så svaret? At vi bevæbner os med frontladede maskingevær og fakler for en storm på paladset, næppe? Men det er i hvert fald ikke hvad vores selverklærede intellektuelle avantgarde, Noah, søger flugt i. Med sit underspillede, men overlegne Voltaire-smil sidder han klar til at pille digniteten af os med et sviptag med en gang eksistentialistisk ævl. Jeg skal villigt indrømme at tankerne har strejfet mig og de virker lokkende. Det er nu en gang det nemmeste blot at læne sig tilbage og nyde at man har regnet hele verden ud fordi den stopper ved ens egen næsetip og resten derude blot er absurd og irrationelt. Men dette gør ikke den ydre verden formålsløs, for der er masser at kæmpe for. Eksistentialismen er derfor kun for krysterne der stikker halen mellem benene og ikke tager kampen op for et meningsfyldt samfund. Hvad Noah burde gøre er derfor at tørre sit fedtede Voltaire-smil af og hjælpe os andre Sisofys'er bære stenen op ad bjerget og holde den der.
Jeg er sikker på at oprøret snart skal finde sted. Med Løkkes nye visioner for Danmark ser tendensen ud til at fortsætte, alt det sjove og skæve bliver taget fra os (Cigaretter, Øl og SU) for blot at gøre os til tal, i en sådan grad at man fristes til at synge med på "Another Brick in The Wall". Men tallene vil gøre oprør, de vil tælle til 68 og så vil alle deres opbyggede frustrationer få frit løb som vi så forsmag på da vores bibliotek blev brændt ned, efter nogen havde talt til 69. Noah, min belæste ven, du kan være katalysator for det her bitre opgør, hvor vi gerne skulle finde tilbage til fællesskabet og vise verden at postmodernismen var midlertidig og overfladisk.
En ting er sikkert, det skæve er væk og den interessebaserede rationalitet er i højsædet, men kun på lånt tid. Ophobningen er overdimensioneret ude fra Danmarks gustne vægge ligger sydeuropæere på randen til statsbankerot, protektionisme truer med at splitte Europa's nye grundsten, EU og arbejdsløsheden er ved at løbe løbsk. Spørgsmålet er om vi vil være med når bægeret flyder over, for noget siger mig at det vil starte hos ungdommen der nu har oplevet så meget.
Må fortsættelse, please, følge!
- Joseph
Abonner på:
Opslag (Atom)