Selvdestruktion

I fredags havde vi årets første skolefest. Der var liv og glade dage, et rent abegilde af bravur, men selv var jeg ganske træt efter dagens fysiske strabadser. Mit svælg var ikke modtageligt for store mængder alkohol, jeg havde ikke fået kridtet mine dansesko og de mange flotte piger appellerede ikke til mit lune, men i stedet traskede jeg lidt rundt for mig selv og iagttog det hele lidt fra sidelinjen. Det forundrede mig hvad der egentlig ligger til grund for gymnasieelevers våde festkultur. Folk smider hæmningerne og lader de dyriske instinkter tale i ren selvdestruktion.

”Alkohol konserverer alt, bortset fra værdighed og hemmeligheder” sagde Robert Lembke og mine sobre øjne så det samme. Noah mente at sådanne fester viser de gemene gymnasieelevers latterlighed og deres behov for realitetseskapisme. Personligt ser jeg ikke så negativt på tingene for jeg kan selv sætte mig ind i trangen til at smide digniteten og ride med på bølgen af dumhed. Men det undrer mig at vi mennesker i det vestlige samfund har så stor tendens til selvdestruktion. Overflod af alkohol, tobak og fed mad har tag i vores samfund og bliver benyttet til stor fornøjelse, men hvorfor? Er det naturens måde at modvirke overbefolkning eller søger folks frie sind selv at flygte fra samfundet i et langsommeligt selvmord? Idéen i at flygte fra barske realiteter igennem sindsmanipulationer i form af alkohol og det offentligheden kalder narkotika synes mig meget reel, men alligevel er frygten for at slippe livet helt altdominerende.

- Karl